Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

HUM: Kritikken af os bygger på myter

INTERVIEW - Peter Birch Sørensens kritik af de humanistiske uddannelser mangler både sans for proportioner og blik for årtiers jobudvikling. Men han er langt fra den eneste, som abonnerer på en række misforståelser om humaniora, mener dekanatet på KU’s humanistiske fakultet, som gerne siger farvel til det humboldtske universitet og byder fremdriftsreformen velkommen.

Talmagi uden sans for historik eller proportioner.

Sådan lyder den helt korte version af dekanatet på Humanioras gensvar til Peter Birch Sørensen, som her i avisen har debatteret de humanistiske uddannelsers bidrag til samfundsproduktiviteten med den humanistiske prodekan for omverdensrelationer Julie Sommerlund.

Ifølge Produktivitetskommissionen konklusioner er humanisternes arbejdsløshed højere end gennemsnittet for akademikere, de humanistiske uddannelser lader sig ikke omsætte til ligeså så godt betalte jobs, som andre akademiske uddannelser, og man kunne derfor, set ud fra en produktivitetsoptik, med fordel uddanne færre humanister.

Spørger man dekan på Humaniora Ulf Hedetoft og prodekan Julie Sommerlund er den kritik dog hverken berettiget eller Peter Birch Sørensens kommissions alene. Den kommer fra både ”politikere, erhvervsrepræsentanter, økonomer, tænketanke og medier,” som Ulf Hedetoft skrev i et debatindlæg i Politiken i sidste måned. Han mener, at de humanistiske uddannelser er udsat for en gang bashing for tiden.

Du skriver selv, at kritikken af humaniora i den offentlige debat i dag kommer fra en bred skare – tager de alle sammen fejl?

»Langt hen ad vejen vil jeg sige, at de tager fejl. Ikke 100 procent af tiden, men det meste af tiden tager de fejl på afgørende punkter,« siger Ulf Hedetoft, som mener, at en række ubegrundede myter om humaniora cirkulerer i den offentlige debat.

Ingen særlig bekymring for humanisters arbejdsløshed

En af myterne om Humaniora er ifølge Ulf Hedetoft og Julie Sommerlund, at der er markant større ledighed blandt humanister end andre akademikere, en pointe Peter Birch Sørensen fremfører i debatten med Julie Sommerlund. Men Birch Sørensens konklusioner bygger på proportionsforvrængninger, mener de i dekanatet:

»Når Peter Birch Sørensen siger, at der er 60 procents større ledighed for humanister, så bliver vi nødt til at gå beregningen efter i sømmene. Hvis der er tre eller fire procents arbejdsløshed, og vi ligger på fem procent, så hedder det pludselig, at vi har markant højere arbejdsløshed, uanset hvor få kandidater det handler om. Hvis man skulle bringe arbejdsløsheden på et fag som Kunsthistorie, der lige nu har en rimelig høj ledighed, ned på snittet, så ville det i praksis betyde en forskel på at optage en til to studerende færre. Derfor er Peter Birch Sørensens proportioner ikke i orden. Det betyder også, at de mange penge, som han drømmer om at tage fra humaniora og overføre til andre uddannelser, simpelthen ikke findes,« siger Ulf Hedetoft.

Peter Birch Sørensen skriver i sin replik til dig, Julie Sommerlund, at I bruger de forkerte tal i vurderingen af arbejdsløshed, da I bruger AC’s ledighedsstatistik, som kun tager højde for personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge. (modsat Danmarks Statistik, som Produktivitetskommissionen anvender, red.)

»AC’s tal dækker cirka 90 procent af alle akademikere, men vi har også tjekket begge tal, og sammenlignet AC og Danmarks Statistik. Det ændrer ikke på vores pointer om den store jobudvikling og udvidelsen af humanistiske jobmarked at bruge Danmarks Statistiks tal i stedet for AC´s. Peter Birch har jo fuldstændig ret i, at der er blevet uddannet flere og flere humanister, men det vi samtidig kan se er jo, at arbejdsløsheden er bragt ned fra omkring 25 procent i firserne til 6 – 7 procent i dag. Så vi har nedbragt den procentuelle arbejdsløshed i en stærkt stigende population af humanister. Samtidig bliver mange flere humanister i dag ansat i det private. Det er en meget positiv jobskabelseshistorie, og den bliver ikke negativ af, at man bruger tal fra Danmarks Statistik« siger prodekan Julie Sommerlund, som samtidig peger på, at dimittendledigheden for humanister, modsat mange andre uddannelser, ikke er blevet højere under krisen.

»Når vi taler om behovet for at give de studerende ordentlig information, så synes jeg, de fortjener at høre det her. Vores studerende bliver ikke afskrækket over de her tal, de bliver glade og overraskede,« siger Julie Sommerlund.

Men Peter Birk Sørensen peger jo også på, at mange humanister ender i jobs, der intet har med deres uddannelse at gøre. Et tab for dem, og for samfundet, mener han. Tager han fejl?

»Der er to problemer med Birch Sørensens pointer om de “ufaglærte” humanister. For det første bruger han en teknisk term, som har en anden og mere negativ betydning i almindeligt sprogbrug. Det er ganske enkelt en unuanceret term. For det andet lægger han ikke tilstrækkelig vægt på, hvor lang tid en humanistisk kandidat eventuelt arbejder som ufaglært. Fakultetets egen kandidatundersøgelse viser nemlig, at der bliver større og bedre sammenhæng mellem kandidatens faglighed og jobbeskrivelsen efterhånden, som karrieren skrider frem,« siger Julie Sommerlund.

Så I er ikke bekymrede for, at jeres studerende kommer ud til arbejdsløshed?

»Generelt set – nej. Men vi skal kigge på de enkelte uddannelser for at se, om der strukturel ledighed over en årrække. Det har vi også gjort på fx Filosofi og Litteraturvidenskab, hvor vi har nedsat optaget,« siger Julie Sommerlund.

Så har I vel heller ingen grund til at bekymre Jer for et muligt kommende beskæftigelsestaxameter, som Produktivitetskommissionen anbefaler?

»Det ideologiske bekymrer mig. At vi pålægges et ansvar for, at dem, vi uddanner, finder et arbejde på et arbejdsmarked, som vi ingen kontrol har over. Det er ikke en humanioraspecifik bekymring. Lige nu er der jo højere dimittendarbejdsløshed andre steder. Men jeg tror også, man kan opnå de samme resultater uden et beskæftigelsestaxameter. Man kan få højere kvalitet, mere omsorg for dimensioneringen, bedre sikring at match mellem uddannelse og aftagere – men det er alt det, vi i forvejen arbejder på. Det er ikke noget nyt for vores planlægning,« siger Ulf Hedetoft.

Uddannelser kan ikke planlægges efter løn

Produktivitetskommissionen har, selvsagt, analyseret uddannelsessystemet ud fra en produktivitetsvinkel. Derfor har kommissionen kigget på, om uddannelser giver folk færdigheder, de kan omsætte i gode beskæftigelses- og indtjeningsmuligheder på arbejdsmarkedet. Og her ligger humanisters lønniveau under gennemsnittet for akademikere, påpeger Peter Birch Sørensen.

Kunne staten ikke bruge pengene bedre på andre uddannelser end humaniora, når den uddannelse giver de studerende dårligere indtjeningsmuligheder end gennemsnittet?

»Lønstrukturen i det offentlige og private er forskellig. Det er stadig 60 procent af vores kandidater som er ansat i det offentlige, hvor lønnen er lavere. Der er også mange kvinder, som vi ved ikke i praksis får ligeløn. Det vægter vores statistik imod gennemsnittet. Men Produktivitetskommissionen bruger altså også nogle meget simple og udokumenterede korrelationer, når de siger, at løn og produktivitet hænger direkte sammen. Der opereres med en årsagssammenhæng, som ikke findes. Der er ikke en naturlig eller mekanisk sammenhæng mellem løn og produktivitet,« siger Ulf Hedetoft.

Julie Sommerlund tilføjer:

»Der er et problem med at præmiere uddannelser på baggrund af løn. Løn er en effekt af mange ting: demografi, geografi, køn, etnicitet, etc. Man risikerer at forstærke nogle ret negative strukturer i samfundet. Og når så mange humanister er kommet i jobs, som det er sket i de seneste år, så er det fordi, der er et behov for humanister i samfundet.«

Ville det så ikke være en god ide at uddanne flere humanister?

»Jeg vil nødig lave prognoser på den måde. Det er ikke vores hovedansvar at bestemme hvor mange, og slet ikke at have så mange som muligt som mål. Vores hovedansvar er at producere kandidater, til hvem vi kan sige, at hvis I har en uddannelse af en vis kvalitet – og det er vigtigt med kvaliteten – og I har en bestemt profil, så har I også en stor sandsynlighed for, at der vil være en efterspørgsel efter jer ude i samfundet,« siger Ulf Hedetoft og tilføjer, at Humaniora gerne uddanner ti procent flere eller færre studerende, ‘hvis det giver god mening’.

Hvad er god mening?

»Det er primært, at vi fag for fag vurderer, hvad udsigterne er for de pågældende kandidater i et sandsynligt og i øvrigt meget diversificeret arbejdsmarked. Mere kan vi ikke gøre. Men lad os nu sige, at der er stor ledighed på omkring tyve procent, for eksemplets skyld. Ikke målt i procenter af procenter, men reel vedvarende ledighed over en årrække. Så skal vi da justere. Både i optaget men også indholdsmæssigt. Der skal hele tiden lægges på og trækkes ud. Vi er meget optaget af det her problem. Og vi følger altså ikke den gamle elfensbenstårn-logik med at uddanne eliter, som nok skal klare sig selv, eller hvor jobbet i statsadministrationen er gudgivet på forhånd. Vi er jo på mange måder blevet et masseuniversitetet, målt i antal,« siger Ulf Hedetoft.

Politisk beslutning bag de store optag

Også her er vi så kommet til en endnu en af myter, som Ulf Hedetoft og Julie Sommerlund mener florerer i debatten om humaniora – at fakultetet selvstændigt har valgt at optage flere og flere humanister over de sidste år.

»Der er forskellige myter på spil, og en af dem er, at det her voldsomme ekstraoptag er noget, vi selvstændigt har valgt. Det er lodret forkert. Vi er blevet pålagt, at vi skulle tage flere studerende. Det er ikke os og universitetet, der har valgt det. Det står direkte i regeringsgrundlaget, at der skal optages 25 procent af en ungdomsårgang. Det ligger i kontraktforholdet mellem KU og ministeriet, så det har vi fået direkte pålæg om. Og det er den eneste grund til de store optag, når vi kigger udover vores nødvendige løbende dimensionering på de enkelte fag,« siger Ulf Hedetoft.

Men har I ikke et økonomisk incitament til at få mange igennem?

»Nej. Hvis man skulle gøre noget i det perspektiv, så skulle det være at få dem effektivt igennem og dermed nedbringe Humanioras relativt lange studietider. Vi har aldrig diskuteret antallet som en positiv ting. I de sidste to tre år har det været med et suk, når vi har snakket forøgelse af optaget på grund af de eksterne krav,« siger Ulf Hedetoft.

Farvel til det humboldtske universitet – goddag til mere fremdrift

Hvordan skal kvaliteten og effektiviteten i fremtiden så hænge sammen på Humaniora, hvor de studerende har KU’s klart længste forsinkelser?

»Vores nuværende mål er ændre holdningen til at studere i en kvalitativ retning, så vi får kvalitet og effektivitet til at hænge sammen på en helt ny måde. Det er vi nødt til på grund af et eksternt pres, men det sådan set også det, vi altid gerne har villet. Der har været en gammel akademisk studiekultur, som nogle kalder humboldtsk, på Humaniora, som i realiteten var bygget op omkring eliteuddannelse for de ganske få. Den studiekultur har både studerende og videnskabeligt ansatte i mange årtier hæget om. Der må vi sige nu, at det går selvfølgelig ikke. Det kan vi ikke holde til, og det er ikke et levedygtigt grundlag for vores indsats. Hverken økonomisk eller kvalitativt,« siger Ulf Hedetoft.

Uddannelsesministeriets kvalitetsudvalg kommer med sine anbefalinger i slutningen af marts. Forventer I, at der kommer anbefalinger fra dem, som I kan bruge på Humaniora?

»De kan vælge at sætte relevans og kvalitet lig med hinanden, men jeg mener ikke, der er en nødvendig og slet ikke en en-til-en-sammenhæng. Forskningsbaseret undervisning, grundige baggrundsundersøgelser, masser af undervisning, det er kvalitet på uddannelses egne præmisser. Men hvis du ser på sammensætningen af udvalget, så er der ingen humanister. Ingen med en kultur-, medie-, eller sprogbaggrund. De har ingen baggrund for at udtale sig om kvalitet af uddannelsen på dens egne præmisser. Det samme gælder i øvrigt for Produktivitetskommissionen,« siger Ulf Hedetoft.

Hvordan vil I selv sikre kvaliteten på HUM?

»Vi vil især kigge på studiemiljøet, på dimensioneringen, på adgangskravene og på strukturen af uddannelserne. Vores bacheloruddannelser er i dag godt strukturerede, men der kan være bedre strukturering og progression på mange kandidatuddannelser. Og så skal der være mere undervisning, vejledning og studieprocessamtaler – hvilket også betyder, at de studerende så skal være indstillet på, at det er et fuldtidsstudium. Det er alle de her ting, som sammenlagt giver mere kvalitet,« siger Ulf Hedetoft.

Det lyder meget foreneligt med fremdriftsreformen.

»Det er det også, og det har jeg sagt fra start. Jeg er grundlæggende enig i store dele af fremdriftsreformen, for vi kan se, at de samme virkemidler kan lade sig praktisere på gode universiteter i udlandet, uden at det koster på kvaliteten,« siger Ulf Hedetoft.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste