Hun gik forrest i kampen mod forskningstyveri. Nu forlader hun KU: »Jeg vidste godt, at det ville blive totalt kamikaze«

Sjældent har Maria Toft været så lettet.

I løbet af det sidste år har Maria Toft, der er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, knoklet. Ikke bare med sin forskning, men også for overhovedet at få lov at forske. I foråret satte hun gang i kampagnen #Pleasedontstealmywork, der problematiserede forskningens vilkår, som ifølge Maria Toft pressede forskere til at tage æren for især yngre kollegaers arbejde.

Kampagnen blev i sommeren fulgt op af en mere generel kritik af rammerne for dansk forskning. Under sloganet #Sætforskningenfri, blev der indsamlet 2.252 underskrifter fra forskere og ph.d.-studerende. #Pleasedontstealmywork-kampagnen samlede 107 vidnesbyrd fra forskere fra hele landet på tværs af fag og universiteter, som fortalte om at have arbejdet halvandet år på en forskningsartikel, men få slettet sit navn fra det endelige produkt. Om vejledere, der plagierer ens arbejde eller om at blive fyret, fordi man ikke vil lade sin vejleder stå som medforfatter på sin artikel.

Kampagnen nåede bredt ud i medierne, og den forhenværende Uddannelses- og Forskningsminister lovede at gennemføre en undersøgelse af forskningstyveri på alle landets universiteter.

»Lige pludselig var der en lydhørhed, der ikke har været i 20 år. Så det har helt klart betydet noget. Førhen blev det bare set som forkælede forskere, der brokkede sig,« siger Maria Toft.

Men nu orker Maria Toft ikke mere. Så i forrige uge opsagde hun sit job som ph.d.-stipendiat i statskundskab på Københavns Universitet.

Og nu ved hun faktisk ikke rigtigt, hvad der skal ske.»Det er på sin vis lidt selvudslettende, det jeg har gjort,« siger Maria Toft

»Jeg vidste godt, at det ville blive totalt kamikaze. Men jeg kunne simpelthen ikke holde det ud længere.«

En underlig fisk på Statskundskab

Der er ikke meget filter på Maria Toft. Hun taler indlevet med heftige armbevægelser og insisterende øjne, og med et bagkatalog af samfundsfaglige teorier kaster hun hurtigt sine analyser over det, hun ser. Og hun har aldrig været god til at rette ind, siger hun.

»Jeg er altid gået op mod autoriteter. Det har jeg gjort, siden jeg var teenager,« siger Maria Toft.

»Jeg tror egentlig bare, at jeg siger, hvad jeg tænker. Og fordi jeg ikke er fra de samme miljøer, som mange jeg omgås i mit arbejde, tænker jeg måske bare lidt anderledes.«

Det var besværligt for hende, at hun havde børn. Og det fik vi også at vide

Selv om ordforrådet og analyserne tydeligt afslører Maria Tofts baggrund på Statskundskab, hvor hun indtil nu har arbejdet på en ph.d.-afhandling om miljøbevægelser, har hun altid »følt sig som en underlig fisk på studiet«. Statskundskab er det studie, der har det skæveste optag, siger hun.  Blandt akademikerbørn og folk fra velstillede hjem gik det hurtigt op for Maria Toft, at hun stak ud fra mængden på CSS.

Maria Toft er fra »den rådne banan« på Sydsjælland. Som 14-årig mistede hun sin mor og kom i plejefamilie, men indtil da voksede hun op med en mor med »lidt for meget hang til rødvin«, der forsøgte at få livet alene med tre børn og en stor gård til at fungere. Men det var ikke altid nemt.

På gården i Jungshoved ved Præstø var Maria Toft og hendes tvillingebror ofte alene. Så som en anden Pippi Langstrømpe lærte hun tidligt at passe sig selv.

Kære KU. Det er ikke mig, det er er dig

Også de sidste par år har været rå for Maria Toft. Hun er blevet skilt. Hun er blevet udredt for kræft. Hun har mistet sin far. Og samtidig har hun ligget i krig med to seniorforskere om, hvem der skulle have æren for og retten til at udgive hvilke forskningsartikler i et projekt, de arbejdede sammen om. Hun har en oplevelse af at have været udsat for trusler og sexisme, uden at universitetet har grebet hende.

At hun nu har sagt op, betyder bestemt ikke, at hun har givet op, siger Maria Toft, der droppede sin stilling ved at lægge en offentlig opsigelse på Facebook. Opsigelsen blev senere bragt som kronik i Politiken.

»Jeg har virkelig gjort alt, hvad jeg kunne, og derfor kan jeg godt leve med denne her beslutning. Jeg kan se mig selv i øjnene. Jeg kan ikke arbejde et sted, der behandler mig på den måde«, siger Maria Toft.

»Så måske har jeg tabt personalesagen, men jeg har vundet min selvrespekt, ikke?«

Kampen er dog ikke helt forbi. Maria Toft vil nu anlægge en civil retssag mod ledelsen på Københavns Universitet, fordi hun mener, at deres opførsel er i strid med loven om ligebehandling, arbejdsmiljø og GPDR.

Debatten om, hvorvidt det er de rette, der får æren for forskningen, ruller desuden på ny, efter det kom frem, at en yngre kvindelig forsker på KU er blevet skrevet ud af historien om et spektakulært fund af en ny hjernehinde. Og Maria Toft ruller med.

»Det er skræmmende. Sindssygt skræmmende. Men jo ikke rigtigt nogen overraskelse,« konstaterede Maria Toft.

Sagen har fået Uddannelses- og Forskningsministeriet til at kigge nærmere på problemstillingen. Et helt nyt studie med titlen The person in power told me to, viser desuden, at næsten hver tredje ph.d.-studerende har skrevet en mere magtfuld kollega på forfatterlisten, selv om personen ikke var berettiget til det.

Vi er nødt til at komme ud over os selv, også i forskningsverden

Tænk vildt!

»Måske er jeg bare for idealistisk til KU«, siger Maria Toft.

Hun har ad flere omgange beskrevet forskningen på Københavns Universitet som en kedelig omgang onsdagssex. Skemalagt, lidt sløjt og konstant forstyrret af eksterne omstændigheder. Det var den indignation, der gjorde, at hun tog initiativ til ’Sæt forskningen fri’-kampagnen, og den er nu også en del af årsagen til, at hun forlader KU.

Med sit ph.d.-projekt forsker Maria Toft i, hvordan fællesskaber påvirker vores miljøadfærd. Bliver man for eksempel mere miljøbevidst af at gå til dans end af at gå til et kursus i vegetarisk madlavning? Det går Maria Tofts tese i hvert fald på. Og hendes klimahjerte banker for hårdt til at lade smalle forskningsrammer og personalefnidder stå vejen i for vigtige forskningsresultater.

»Jeg læser jo faktisk de her klimarapporter. Jeg ved, at det er en virkelig alvorlig situation, vi står i. Vi er nødt til at komme ud over os selv, også i forskningsverden. Vi er nødt til at skabe et miljø, hvor idéerne virkelig kan blomstre,« siger Maria Toft.

Hun ønsker sig et forskningsmiljø, hvor der er plads til at tænke vildt. Som for 100 år siden, da Niels Bohr samlede kvantefysikerne i København. Et miljø, hvor der er plads til at tænke skørt, hvor man tør at forfølge de spørgsmål, hvor man vitterligt ikke kender svaret. Et miljø, der for Maria Toft at se ligger meget langt fra virkeligheden på Københavns Universitet i dag.

»Jeg oplever ikke, at der er frie rammer. Kvantitet er mere vigtig end kvalitet. Det handler mere om at have de rigtige svar, end at stille de rigtige spørgsmål. Det handler mere om ens karriereforløb og penge og status, end det handler om at bidrage til samfundet,« lyder kritikken fra Maria Toft.

Kritikken er bestemt ikke ny fra Maria Tofts side. Spørgsmålet er, om hendes idealistiske forestilling om forskningsmiljøt er urealistisk? Eller om det findes derude et sted?

»Jeg håber, at jeg kan flygte over sundet,« siger Maria Toft og griner. »De er bedre til det tværfaglige i Sverige. Og med de klimaudfordringer, vi står overfor, er vi nødt til at bryde disciplinerne, hvis de spørgsmål vi stiller, kræver det«.

Hendes ph.d.-projekt er stadig ikke færdigt. Om det nogensinde bliver afsluttet, ved hun ikke. Men hun mener i hvert fald, at det indeholder nogle pointer om betydningen af fællesskaber i den grønne omstilling, som fortjener at se dagens lys. Så i disse dage ringer telefonen en del, og måske er Maria Toft snart på vej til Sverige.