Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Hun stod og obducerede en mink, da hendes forskningsfelt forsvandt

To minkforskere på Københavns Universitet er chokerede over det forløb, der ikke bare har nedlagt minkavlen i Danmark, men også målet for deres forskning.

Da Mette Frederiksen sagde, at alle mink skulle slås ned på et pressemøde den 4. november, stod Michelle Lauge Quaade i en sektionsstue på Københavns Universitet og obducerede mink.

Hun hørte først, at pressemødet overhovedet fandt sted, da hendes telefon vibrerede. I den anden ende af røret kunne hendes vejleder, Anne Sofie Vedsted Hammer, fortælle hende, at det minkerhverv, hun beskæftiger sig med, de facto havde fået en dødsdom.

»Er det alle mink?« spurgte hun flere gange, uden at svaret ændrede sig. Ja, alle 17 millioner.

Da hun lagde på, kiggede hun på de døde mink, der lå foran hende og spurgte sig selv: Giver det her overhovedet mening mere?

I januar 2020, to måneder før Danmark lukkede ned, havde hun fået midler til at forske i mink på en fireårig ph.d. Midlerne kom fra Pelsdyrafgiftsfonden, der er afhængig af salg af skind – et salg, der nu ville forvitre i svimlende hast.

LÆS OGSÅ: Coronakrisen truer utallige forskningsprojekter og hele universitetets økonomi

Selv hvis hun kunne finde nye midler, hvem ville så være interesseret i et ph.d.-projekt om minksygdomme i et land, hvor mink er noget, der findes i massegrave?

»Det var og er et kæmpe chok,« siger Michelle Lauge Quaade.

Allerede dagen efter pressemødet greb Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ind og reddede hendes projekt med dugfriske midler, men den ph.d.-studerende er alligevel tvunget til at tænke alt forfra, helt ned til de basale forskningsspørgsmål.

»Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvilket ben jeg skal stå på, og hvordan jeg skal forholde mig til den her situation.«

Manglede inddragelse af dyrlæger

I det mindste vil hun med stor sandsynlighed erobre en plads i historien – som den sidste danske ph.d. i minkforskning.

Andre har været i gang i længere tid. For eksempel hendes vejleder Anne Sofie Vedsted Hammer, der har arbejdet med pelsdyrsygdomme i 19 år, og i dag leder forskningscentret CPH Mink (Center for Research in Mink Production, Health and Welfare).

Hun regner med, at det er et spørgsmål om tid, før centret lukker.

Det var og er et kæmpe chok

Michelle Lauge Quaade, ph.d.-studerende, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab

»Der har været minkforskning herinde i over 30 år, i foder, genetik, sundhed, velfærd og meget mere. Det er mange forskningsområder, der forsvinder med et slag. Det er ærgerligt for Københavns Universitet, for forskerne og for de studerende, at det hele nu forsvinder.«

Det gør det altså, fordi regeringen den 4. november slog fast, at minkavlerne skulle aflive deres besætninger, efter Statens Serum Institut havde vurderet, at smittespredningen på minkfarme var en fare for folkesundheden. Seruminstituttet havde konstateret, at virus, der var muteret i mink, havde spredt sig til mennesker, og de frygtede, at en af disse mutationer kunne forhindre vacciner i at virke.

Det viste sig senere, at regeringen tog beslutningen uden lovligt grundlag, og det har foreløbig ført til, at Mogens Jensen gik af som fødevareminister.

Spørger man Anne Sofie Vedsted Hammer og Michelle Lauge Quaade, om de forstår beslutningen, falder svaret ikke ligefrem prompte.

De griner begge, lidt usikkert.

»Det er et svært spørgsmål,« siger den ene.

»Ja, det er et svært spørgsmål,« lyder det fra den anden.

»Jeg forstår ikke processen,« siger Anne Sofie Vedsted Hammer så.

»Det var en beslutning, der, så vidt jeg ved, blev taget uden inddragelse af den store veterinære faglighed, der er her i landet. Jeg har oplevet en enorm frustration hos de dyrlæger, som beskæftiger sig med pelsdyrproduktion, og som har en enorm viden om management, smitteforhold og smittebeskyttelse på farmene. Og jeg har også oplevet en enorm frustration hos avlerne selv. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor de ikke har været inddraget mere undervejs, og jeg synes, vi skylder os selv at kigge på den proces.«

Universitetsmink også slået ned

Da beslutningen blev taget, var Anne Sofie Vedsted Hammer og nogle kolleger i gang med at udvikle planer for vaccination af mink, hvilket Jyllands-Posten tidligere har beskrevet. I oktober holdt de et møde med Fødevarestyrelsen, hvor de gjorde rede for planerne.

Men det arbejde er spildt nu, må de erkende. Der er ikke flere mink i Danmark at vaccinere.

»Jeg og mine kolleger var i fuld gang med at tænke i løsninger, i forhold til hvordan man smittebeskytter i andre husdyrproduktioner. Derfor var det største chok for mig at opleve, at det ikke var sygdommen, man bekæmpede, det var dyret selv, der blev set som risikoen. Det var specielt at erkende,« siger Anne Sofie Vedsted Hammer.

Det er mange forskningsområder, der forsvinder med et slag

Anne Sofie Vedsted Hammer, lektor, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab

Omvendt står vi midt i en pandemi, og man kunne se, at virussen muterede i mink og spredte sig til mennesker. Kan man ikke godt forstå, at regeringen er nødt til at handle så konsekvent, når folkesundheden kan være på spil?

Forskerne tøver lidt igen.

»Det er ikke os som forskere, der skal tage de beslutninger, det er en opgave for politikere og myndigheder. Det er en vanskelig opgave, som jeg ikke nødvendigvis misunder dem,« siger Anne Sofie Vedsted Hammer.

»Det skulle jeg lige til at sige,« siger Michelle Lauge Quaade. »Men det er rigtigt, at man har savnet en bredere faglig inddragelse.«

De to minkforskere er ikke de eneste universitetsansatte, der må lægge nye karriereplaner. På Aarhus Universitet har Institut for Husdyrvidenskab tænkt sig at opsige den minkfarm, som de lejer hos Bygningsstyrelsen. I midten af november aflivede de den sidste af de 6.350 mink på farmen, siger institutleder Klaus Lønne Ingvartsen.

Otte forskere på instituttet beskæftigede sig med minkforskning, mens tre personer arbejdede fuldtid på farmen.

Livsværk i ruiner

Da coronasmitten begyndte at sprede sig eksplosivt på de nordjyske minkfarme, blev Anne Sofie Vedsted Hammer og Michelle Lauge Quaade en del af det, der på forskersprog hedder den epidemiologiske udredning. De kørte lange ture fra Frederiksberg til Nordjylland, indsamlede data og prøver på farmene og hentede døde mink hjem til obduktion for at blive klogere på sygdommen og smittespredningen.

De oplevelser, de fik i Nordjylland, har brændt sig fast på nethinden, siger de.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

»En ting er, at vi mister et forskningsområde, men det kan slet ikke sammenlignes med konsekvenserne for minkfarmerne. Det er familier, der skal flytte fra hus og hjem, og som står uden deres indtægtsgrundlag. Det er frygteligt,« siger Anne Sofie Vedsted Hammer.

»Jeg har skrevet sammen med minkavlere, der har brugt hele deres voksenliv på at fremavle bestemte farvetyper og linjer, og som har grundstammerne i disse linjer på deres farme,« fortsætter hun.

»Det eneste, de vil, er bare at redde de her avlsdyr og det omfattende selektions- og registreringsarbejde, der forsvinder med et slag, når de slås ihjel.«

En forhadt branche

Mange politikere har udtrykt deres medfølelse med minkavlerne. Statsminister Mette Frederiksen kneb en tåre, da hun besøgte en minkfarm i november.

Men det er ikke alle, der begræder minkindustriens endeligt.

LÆS OGSÅ: Corona sender udenlandske forskere ud i et hektisk ræs mod tiden

Dyrenes Beskyttelse arbejdede allerede før corona for at forbyde minkindustrien, som de på deres hjemmeside kalder dyrplageri. Et borgerforslag med over 10.000 underskrifter ønsker ligeledes et forbud, og på Christiansborg vil Enhedslisten og SF holde industrien i graven, også efter coronakrisen.

Blandt kritikpunkterne er, at minkene lever dårlige liv i de små trådbure – den høje tæthed af mink er blandt årsagerne til, at coronasmitten kunne sprede sig så eksplosivt på farmene – og at det er uetisk at aflive millioner af dyr om året for at fremstille pelsfrakker.

Flere europæiske lande har forbudt pelsdyravl, herunder England, Norge og Tyskland.

»Jeg har da også mødt ret mange, der har sagt, at minkavl bare er dyremishandling, når jeg har fortalt, at jeg forsker i mink,« siger Michelle Lauge Quaade.

»Man er velkommen til at have den mening. Men man har en forpligtelse til at sætte sig ind i tingene først. De fleste af dem, jeg har snakket med, har aldrig besøgt en minkfarm og ved ikke, hvad det handler om. De har set Operation X engang. Det er ikke et retvisende billede af en produktion. Det har været meget unuanceret.«

Jeg har da også mødt ret mange, der har sagt, at minkavl bare er dyremishandling

Michelle Lauge Quaade, ph.d.-studerende, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab

Men kritikken går jo blandt andet på, at det i sig selv er uetisk og unaturligt at have så mange mink i små bure?

»Hvis vi ikke må indhegne dyr, så kan vi nærmest ikke producere dyr til noget formål. Jeg synes, man skal være lidt mere nuanceret,« siger Michelle Lauge Quaade.

»Ellers må man tage stilling til alle produktionsdyr og ikke bare mink, for der sker en masse ting, der ikke er naturlige. Vi får mælk ved at tage kalven fra en ko, selv om vi i princippet ikke har brug for mælk. Så jeg synes, man skal passe på med at udskælde branchen, fordi der kommer pels ud af det og ikke noget, man kan spise.«

Som veterinære forskere har Michelle Lauge Quaade og Anne Sofie Vedsted Hammers opgave ikke været at udbrede pelsproduktionen, men at forbedre dyrenes sundhed og velfærd på farmene.

Anne Sofie Vedsted Hammer roser dog den danske minkbranche og siger, at minkavlerne har været lydhøre over for forskernes resultatet og forslag, ligesom de har støttet de projekter, de har lavet på farmene.

»Når vi har slået to streger under vores forskningsresultater, har jeg ofte oplevet, at de er blevet implementeret i rådgivning og retningslinjer, nærmest samme dag,« siger hun.

»Det er i hvert fald ikke dyrevelfærden, der har vundet, hvis produktionen flytter til Kina eller Rusland – hvad man måske godt kan forvente.«

Forskningsdata fortsat relevante

Selv hvis minkproduktionen har forladt Danmark for bestandig, vil Anne Sofie Vedsted Hammer næppe stå uden job foreløbig.

Hun er en del af beredskabet på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, og da Uniavisen første gang dukkede op på instituttet, måtte hun aflyse aftalen, fordi hun skulle obducere vilde fugle. Her var fjenden fugleinfluenza, endnu en af de alvorlige vira, der stadig vil husere, når vaccinerne har taget brodden af covid-19.

Alligevel siger Anne Sofie Vedsted Hammer, at hun er ked af tabet af minkforskningen. Ikke mindst fordi det var blandt de sidste forskningsfelter på instituttet, der faktisk havde som mål at forbedre sundheden hos dyr, ikke hos mennesker.

Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvilket ben jeg skal stå på

Michelle Lauge Quaade, ph.d.-studerende, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab

Langt størstedelen af deres kollegers forskning har en human vinkel. Forskerne bruger dyr i forsøg, der i sidste ende skal gøre os klogere på, hvordan sygdomme udvikler sig i mennesker.

»Danmark har historisk set leveret fantastisk forskning i sundhed og velfærd hos produktionsdyr. Og måske bliver nogle af os også dyrlæger, fordi vi interesserer os for dyr og deres sygdomme og ikke så meget for menneskesygdomme. Jeg synes, det er virkelig ærgerligt, at der med tabet af minkforskningen bliver færre platforme, hvor man kan lave den slags veterinær forskning,« siger Anne Sofie Vedsted Hammer.

Hun fortæller, at hun allerede har fjernet 80 procent af indholdet i sine forelæsninger om mink, så hun ikke længere underviser de studerende om forhold, der er unikke for dyret. Nu taler hun kun om de sygdomme, der også forekommer hos mennesker eller andre dyr.

Michelle Lauge Quaade er i gang med at udsætte sin ph.d. for det samme kursskifte. Målet er ikke længere at sikre bedre diagnostik, behandling og forebyggelse i besætningerne på de danske minkfarme, nu er målet at undersøge, hvad covid-19 i mink kan sige om covid-19 i mennesker.

»Vi har indsamlet en hel masse prøver fra farmene, der ret hurtigt bliver historisk materiale. Men jeg kan godt mærke, at det hele stadig er lidt diffust for mig. Jeg skal stadig indstille mig på, at det bliver noget andet, end jeg først havde tænkt.«

Annonce
Annonce

Seneste