Hundredvis af forskere beskylder Ole Wæver for mobbekampagne

Først stod Ole Wævers akademiske arbejde for skud. Nu er det hans svar på kritikken, der har vakt harme blandt kolleger.

I flere åbne breve kritiserer hundredvis af forskere professor Ole Wæver og kollegaen Barry Buzan for at stå bag en kampagne mod Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit, forskerne, der i tidsskriftet Security Dialogue beskyldte Wæver og Buzans teori om sikkerhedsliggørelse for at bygge på »metodologisk hvidhed« og indeholde »antisort racisme«.

Særligt to underskriftindsamlinger bruger flere skarpslebne gloser, som Weekendavisen tidligere har beskrevet.

LÆS OGSÅ: Wæver-sagen udstiller venstrefløjens interne stridigheder, og højrefløjen udnytter det

I den ene ved navn Security Studies Backlash – A Feminist Response beskyldes Wæver og Buzan for at stå bag »et orkestreret overfald« på Howell og Richter-Montpetit og bruge silencing-teknikker, af den type der er designet til at lukke munden på fx kvinder, etniske minoriteter og antiracistiske forskere.

Forfatterne af brevet hæfter sig blandt andet ved, at Wæver og Buzan har skrevet et forsvar på næsten hundrede sider og angiveligt har mobiliseret støtter på sociale medier.

»Vi er helt forfærdede over denne taktik og af dette angreb. Vi ser på, hvad der sker her som en form for vold, mobiliseret af forskere, der udadtil afskyr vold, men som nu er ansvarlige for det giftige og farlige miljø med chikane og trusler, deres handlinger har skabt,« lyder det i brevet, der er underskrevet af over 250 forskere.

En trussel mod forskningsfriheden

Endnu flere, 430 i skrivende stund, har underskrevet et andet brev, stilet til tidsskriftet Security Dialogue. Også her beskylder forfatterne Wæver og Buzan for at stå bag en mobbekampagne og give ammunition til den ekstreme højrefløj ved at anvende udtryk som deep-fake-metoder og cancel culture.

De fremhæver, at Wæver og Buzan vil have Security Dialogue til at trække artiklen tilbage, ligesom de to i et brev til cirka 400 kolleger har bekendtgjort, at de ikke længere vil sende artikler til tidsskriftet, hvis den nuværende ledelse fortsætter, eller hvis det stadig vil publicere »ondsindet forskning af lav kvalitet«. I samme brev skriver de, at Ole Wæver agter at forlade tidsskriftets redaktørgruppe.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Det får forfatterne bag underskriftindsamlingen til at skrive, at Buzan og Wæver ikke kun angriber den antiracistiske forskning, men den akademiske frihed bredt set. Og at de finder det »ekstremt bekymrende«, at de angiveligt opfordrer Security Dialogue til at indføre særlige procedurer for artikler om race og racisme.

I et tredje åbent brev skriver den såkaldte Colonial, Postcolonial og Decolonial-gruppe under British International Studies Association, at Wæver og Buzan i deres forsvar forsømmer at tage kritiske racestudier seriøst som akademisk felt, og de frygter, tilføjer de, at deres modoffensiv vil afskrække unge forskere fra at beskæftige sig med race og kolonialisme i international politik-forskningen.

Tavshed fra forfattere

Det er ikke hvem som helst, der står bag brevene. Særligt førstnævnte underskriftindsamling er anført af prominente skikkelser, herunder Cynthia Enloe, der er et fyrtårn inden for den feministiske gren af forskningen i international politik. Brevet til Security Dialogue er blandt andet underskrevet af de fremtrædende amerikanske professorer Lisa Duggan og Caren Kaplan.

Vi er helt forfærdede over denne taktik og af dette angreb. Vi ser på, hvad der sker her som en form for vold

Åbent brev, skrevet af bl.a. Cynthia Enloe

Uniavisen har forsøgt at få en række forskere bag de tre breve til at uddybe deres kritik, men ingen vil stille op til interview.

Lisa Duggan henviser til tre forskere, der angiveligt er hovedforfatterne bag brevet til Security Dialogue, herunder professor på University of California Santa Barbara, Paul Amar. Amar afviser dog at stille op til interview:

»Det er vigtigt for os underskrivere at respektere teksten i det brev, vi skrev til redaktørerne af Security Dialogue. Vi står ved brevet ord for ord. Men jeg kommer ikke til at give interview om denne sag,« skriver han i en mail.

Meldingen er den samme fra en af hovedkræfterne bag den anden underskriftindsamling, professor i statskundskab på York University, Sandra Whitworth.

»Vi, der skrev udtalelsen, føler, at den giver udtryk for vores synspunkter og beskriver, hvad der motiverede os, og da vi nåede frem til udtalelsens indhold kollektivt, vil vi hellere lade den tale for os,« skriver hun.

Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra forskerne bag BISA-brevet.

Misforstået kritik

Ole Wæver vil til gengæld gerne svare på kritikken.

Han fremhæver den underskriftindsamling, som blandt andre Cynthia Enloe står bag, som »den værste«, ikke kun fordi den er signeret af tunge navne, men også fordi forfatterne ifølge Wæver forvrænger og forsimpler debatten, når de beskylder Wæver og Buzan for at bruge silencing-teknikker:

»De udgrænser hele spørgsmålet om, hvorvidt der er et problem med den oprindelige artikel, og gør det til en fortælling om, at to yngre kvinder har skrevet en artikel om to ældre mænd, som åbenbart ikke kunne tåle kritikken,« siger han.

LÆS OGSÅ: Verdenskendt fredsforsker anklaget for racisme: »Jeg har aldrig haft det så dårligt med mit liv som akademiker«

»Den historie kan enhver forholde sig til. Det er nemt at se, hvem man vil holde med. Det er effektivt, fordi alle glemmer at tænke over, om den oprindelige artikel egentlig holder.«

Det giver jo god mening, at jeg ikke vil være en del af en redaktionsgruppe i et tidsskrift, som har udsat mig for det her forløb.

Ole Wæver, professor, Institut for Statskundskab

Ifølge Wæver har mange af de forskere, der har skrevet under på brevet, formentlig aldrig læst en sætning om sikkerhedsliggørelse. De vil blot kritisere racisme og mobning af unge forskere foruden »tyndskindede seniorforskere«, der fører kampagner mod kritikere, siger han.

Hvis det var sagen, kunne Ole Wæver selv have skrevet under på brevet. Det er bare ikke sagen, siger han. Underskriftindsamlingerne tager ifølge Wæver afsæt i den misforståelse, at Howell og Richter-Montpetits artikel er en almindelig akademisk kritik af en teori, når den i virkeligheden er et eksempel på uholdbar videnskab.

Når Wæver i så hvasse vendinger har kritiseret artiklen, handler det ikke om kritiske racestudier, tværtimod, siger han. Det handler om, at artiklen, der beskylder hans teori for at være racistisk, er af så ringe kvalitet, at den er en parodi på feltet.

»Det er en fejlkobling at sige, at det her er silencing. Fordi man dermed siger, at vores kritik retter sig mod al racekritisk forskning – som om enhver artikel, der bruger kritiske racestudier, kan blive trukket tilbage i fremtiden. Det handler tværtimod om, at netop denne artikel ikke lever op til standarden inden for feltet, og for at redde det felt og holde fast i, at man kan bedrive god og solid forskning inden for det, så er vi nødt til at sige, at denne artikel ikke er god nok. Selv i vores korte svar står det faktisk ret tydeligt.«

Rotterne mangler

Af samme grund afviser Wæver, at hans forsvar skulle true forskningsfriheden, som det lyder i den underskriftindsamling, der er sendt direkte til Security Dialogue.

Han kalder flere af pointerne i det åbne brev »ret syrede«.

Som han tidligere har sagt til Weekendavisen, afviser han, at den mail, han sendte til omkring fire hundrede kolleger, er en del af en boykotkampagne, sådan som han mener, underskriftindsamlingen fremstiller det. Og han forsvarer også sin udmelding om, at han agter at forlade Security Dialogues redaktionsgruppe:

»Det giver jo god mening, at jeg ikke vil være en del af en redaktionsgruppe i et tidsskrift, som har udsat mig for det her forløb. Det gælder ikke kun artiklen, men også afvisningen af at samarbejde om løsninger bagefter.«

Han ved, at det er usædvanligt at kræve en fagfællebedømt artikel trukket tilbage inden for et fag, hvor grænsen mellem rigtigt og forkert ofte er flydende. Men det er en usædvanlig situation, siger han, og drager paralleller til sagen om hjerneforskeren Milena Penkowa, der fik artikler trukket tilbage og frataget sin doktorgrad, efter at hun, blandt andet, blev dømt for brud på god videnskabelig praksis og blev afsløret i at opdigte rotteforsøg.

»Det er det samme med den her artikel. Rotterne mangler også her. Den data, [Howell og Richter-Montpetit] baserer analysen på, er lige så forkert. Punkt efter punkt påstår de, at de har fundet noget i vores tekster, som ikke er der.«

Forfatterne bag det åbne brev til Security Dialogue kritiserer Wæver og Buzan for at angribe tidsskriftets proces for fagfællebedømmelse. Selv siger Wæver dog, at han ikke vil anfægte fagfællernes udvælgelse og bedømmelse.

Den her kritik er dybt belastende, fordi den anklager mit samlede værk for at været udøvet i racismens tjeneste

Ole Wæver, professor, Institut for Statskundskab

I stedet peger han på, at artiklen burde være faldet for de post-publikationsregler, der fastslår, at tidsskrifter skal have faste procedurer for at rette, revidere eller trække allerede publicerede artikler tilbage, hvis der bliver fundet alvorlige fejl.

»I sagen med Penkowa og rotterne kunne vi ikke forvente, at fagfællebedømmerne havde købt 700 rotter og lavet det samme eksperiment. Og det er det samme her,« siger Ole Wæver.

»Fagfællebedømmelsen sker ud fra den data, forfatterne har lagt frem, men man endte med at udgive en artikel, som ikke kunne stå. Derfor findes der regler om at tilbagetrække en artikel, selv om der ikke er særlig meget præcedens for at gøre det i vores felt.«

Et langt, indædt forsvar

I de åbne breve fremhæver forfatterne, at Ole Wæver og Barry Buzan fandt det nødvendigt at skrive et forsvarsskrift på hele 98 sider, næsten det femdobbelte af længden på Alison Howell og Melanie Richter-Montpetits artikel.

Spørgsmålet er, om de virkelig ville have brug for at brede sig over så mange sider, hvis der ikke var noget i kritikken?

»Jeg har aldrig nogensinde skrevet så langt et svar på baggrund af en almindelig kritik. Det handler om, at den her kritik er dybt belastende, fordi den anklager mit samlede værk for at været udøvet i racismens tjeneste. Det kan jeg ikke behandle som alle mulige andre kritikker. Det er jo helt til grin. Selvfølgelig er jeg investeret på en anden måde,« siger Ole Wæver.

»Derudover tager vi i det lange svar netop kritiske racestudier alvorligt og diskuterer, hvad man bør gøre ift. racisme og sikkerhedsforskning, selvom kritikerne hævder, at vi ikke gør det.«

Også dit sprogbrug er blevet kritiseret, blandt andet fordi du bruger ord som deep-fake. Har du fortrudt, at du har brugt ord som det?

»Jeg ved jo godt, at hvis man kører det her ned på børnehaveplan, så handler det om, at den ene part kaster skældsord efter den anden, som så kaster nogle nye tilbage. Men sådan troede jeg i min naivitet ikke, at forskningsverdenen var.«

»Jeg bruger ikke deep-fake-metodologi som et skældsord, men som et meget præcist begreb. Logikken er, at man kan tage en filmoptagelse af mig, der holder en forelæsning, og bryde det ned i små digitale bidder, redigere det sammen med nogle andre optagelser, og pludselig optræder jeg i en pornofilm. Ligesom man kan få Barack Obama til at sige, at han er født i Kenya.«

»Det er lige præcis det, de gør. Samfunds- og kulturvidenskaben har 350 års historie for at diskutere, hvordan man læser og analyserer tekster. Hvis vi bare kan gøre det, som de to forskere har gjort, så ødelægger vi simpelthen store dele af humaniora og samfundsvidenskaben.«

Men kan du forstå, at dit sprogbrug er blevet set som konfliktoptrappende?

»Det forstår jeg godt,« siger Ole Wæver.

»Jeg håber, der kommer en dag, hvor alt det her er faldet ned, hvor vi kan dykke ned i begreberne og diskutere dem.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Melanie Richter-Montpetit eller Alison Howell.