Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Hvad har Kaare Dybvad Bek imod forskning?

Tørklædeforbud — Det er et falsk modsætningsforhold, som integrationsministeren opsætter, når han siger, at han hellere vil lytte til praktikere end forskere i debatten om tørklædeforbud.

Integrationsminister, Kaare Dybvad Bek, forklarer over for TV2, at han ikke har meget til overs for forskeres kritik af anbefalingen om tørklædeforbud, for han vil hellere have “anbefalinger fra mennesker, der rent faktisk ved, hvad de taler om.”

Det er ualmindeligt dovent – og desværre også forventeligt – at en minister ikke vil forholde sig til faglig kritik og i stedet forsøger at skabe splid mellem forskere og praktikere.

Dansk, politisk kultur er simpelthen så giftigt, og ministerens forsøg på at skabe en konflikt mellem forskere og praktikere er i mine øjne lavmålet. Hvis han ønskede noget godt for kvinder, som har brug for hjælp, burde han i stedet bakke op om de gode samarbejder, der er mellem forskere og praktikere, i stedet for at ødelægge dem.

Nej tak til splid mellem forskere og praktikere

Jeg nægter simpelthen at hoppe med på den vogn, som ministeren vil have os op på, for jeg har stor respekt for de praktikere, der står ude i frontlinjen og skal finde løsninger på problemerne. Desuden er praktikere typisk uddannet på universitetet eller university colleges, og dermed er vi på mange måder fagfæller, men vi bruger vores viden forskelligt: Nogle står i frontlinjen og løser problemer, mens andre laver undersøgelser, som informeres af og kvalificerer dette arbejde.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Som forsker taler jeg flere gange om ugen med fagfolk, der har brug for den viden, vi producerer på universitetet, og jeg skriver i samarbejde med praktikere vejledninger til den praktiske problemhåndtering og finder løsninger.

Processen er sådan, at jeg får spørgsmål af praktikere, hvorefter jeg laver en undersøgelse, og når jeg vender tilbage med svar, så samarbejder vi om at indarbejde den nye viden i praktikernes arbejdsrutiner. Jeg har for eksempel skrevet en vejledning i forhold til efterforskning af tvangsægteskab og ægteskabeligt fangenskab til politiet sidste år, og jeg har i år skrevet en vejledning til familieretshuset om ægteskabs-og skilsmisselovgivning i Mellemøsten. Og der er flere vejledninger på vej.

Forskere med fingrene i mulden

Vi bliver nødt til at aflive myten om, at forskere ikke har fingrene i mulden, som ministeren udtrykker det – nogle har og nogle har ikke, og det er helt ok, for jeg kan ikke lave min praksisnære forskning, hvis ikke jeg havde teoretisk tunge kollegaer.

Det er simpelthen så dovent bare at slynge den slags påstande ud, og det er også absurd, for det er jo netop det modsatte, der er tilfældet. Mens en skoleleder eller en socialrådgiver håndterer et mindre antal sager lokalt, som giver anledning til spørgsmål, så går forskere jo netop ud og indsamler store mængder data på netop disse typer af sager for at finde svar på spørgsmålene.

Forskere har med andre ord fingrene dybt nede i mulden – meget langt nede endda.

Samarbejdet mellem praktikere og forskere er vigtigt, for praktikere laver ofte gode observationer og stiller derfor gode spørgsmål, som de ikke kan besvare med den begrænsede mængde data, de har til rådighed.

Derfor kommer forskeren på banen og indsamler disse data systematisk med udgangspunkt i en videnskabelig metode og leverer svar til praktikeren, og dermed bliver vi alle klogere.

Lad os fortsætte det gode samarbejde uanset ministerens forsøg på at skabe splid.

Annonce

Seneste