Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Uniavisen spurgte en flok studerende, hvordan de vil bruge det engangstilskud på 1.000 kroner, som SU-modtagere får senest til oktober. Svarene bød på øl, kajakker og kondisko.
Det er ikke hver dag, at studerende får foræret 1.000 kroner – uden at løfte en finger.
Men det kommer til at ske senest til oktober i år, når staten udbetaler en engangscheck til alle danske ydelsesmodtagere, herunder studerende, der fik SU i april måned.
Det er et element i den økonomiske genopretningsaftale, som et bredt flertal i Folketinget står bag, og som er designet til at pumpe liv i den danske økonomi i en krisetid. Håbet er derfor, at modtagerne af de 1.000 kroner ikke sparer dem op, men bruger dem med det samme.
LÆS OGSÅ: Studerende får en check på 1.000 kroner. Batter det?
Uniavisen drog ud i det danske sommervejr for at spørge studerende, hvad de vil bruge de 1.000 kroner på. Øl, kondisko, kajakker – eller opsparingen?
Julius Struve, studerer idræt på Københavns Universitet
»1.000 kroner … hvad skal man sige? Det passer lige med, at jeg bliver færdig med mit speciale, så mon ikke jeg skal bruge pengene på en god fejring. Nogle øl i solen. Egentlig synes jeg hellere, politikerne burde lade SU’en følge lønudviklingen, med tanke på hvor dyrt det er at bo her. Jeg betaler 4.300 kroner i husleje, og så kan du selv regne ud, hvor meget der er tilbage af SU’en. Omvendt skal vi jo ikke brokke os, hvis vi sammenligner med vilkårene for studerende i andre lande.«
Amalie Nord, studerer til lærer på Københavns Professionshøjskole
»Jeg vil rigtig gerne have et par nye kondisko, Adidas eller Nike og gerne i hvid. De er sgu dyre. Jeg ville også gerne bruge dem på koncerter, men dem er der jo ikke rigtig nogen af for tiden.«
Emilie Christensen, studerer humanbiologi på Københavns Universitet
»Jeg tror, jeg ender med at bruge dem på en ny cykel. Jeg kommer i hvert fald ikke til at spare dem op, for jeg har ikke job ved siden af studiet, og jeg mangler virkelig pengene.«
Elin Vestergaard Nielsen, studerer til ergoterapeut på Københavns Professionshøjskole:
»Jeg er sådan en, der sparer op, så jeg tænker egentlig, at det bare er ekstra penge til, at jeg kan købe en lejlighed på et tidspunkt. Jeg ved godt, det ikke er et særligt sjovt svar. Ellers skulle de gå til en computer. 1.000 kroner rækker ikke så langt, men vi får jo også feriepenge udbetalt.«
Ophelia Jelsbak, studerer sociale interventionsstudier på RUC:
»Jeg står ikke og mangler penge her og nu, fordi jeg har taget forhøjet SU-lån. Det er ikke sådan, at pengene falder ned i en tom pung. Men jeg har tænkt mig at melde mig ind i en kajakklub, så det kan de gå til.«
LÆS OGSÅ: Så meget koster det at tage tredobbelt SU-lån
Marie, studerer kunsthistorie på Københavns Universitet:
»Jeg er løbet tør for SU og har taget et slutlån, så jeg får ikke de ekstra 1.000 kroner. Men hvis jeg nu skulle svare hypotetisk på spørgsmålet, så ville jeg bruge pengene på den campingferie, jeg er i gang med at bestille.«
Line Maria Olsen, studerer sociale interventionsstudier på RUC:
»Et videokamera. Det koster cirka 3.500 kroner, tror jeg. Min mormor fylder 90 snart, og jeg har tænkt mig at begynde at filme hende lidt, for eksempel til hendes fødselsdagsfest. Jeg er snart færdig med mit speciale, og derfor får jeg måske lidt mere tid, som jeg kan bruge sammen med hende. Jeg har også tænkt mig at filme hilsner til hende fra mine fætre og kusiner.«
Maria Gjerulff, studerer psykologi på Københavns Universitet
»Jeg skal primært bruge pengene på behandling og medicin, da jeg har en kronisk sygdom – en kronisk borellia-infektion – der ikke anerkendes i vores sundhedssystem. Jeg må bede mine forældre om økonomisk hjælp til daglig. Hvis vi havde fået 10.000 kroner, som Enhedslisten foreslog, så ville det virkelig have hjulpet. 1.000 kroner rækker ikke så langt.«
Tommy Dyg, studerer idræt på Københavns Universitet:
»Træningstøj, tror jeg. Nu er jeg jo idrætsstuderende, og jeg har noget halvgammelt træningstøj, så det må blive det.«