Hvad South Park fortæller dig om Jesus

Teemu Taira, en finsk teolog, satte sig på et tidspunkt ned i sin sofa og begyndte at se alle James Bond-filmene sammen med sin far. Ikke for sjov, men som en del af sin forskning.

Hver eneste gang filmene bød på en religiøs reference, noterede han det på sin blok, og da han var nået hele vejen igennem kataloget, var hans konklusion, at agentserien har mere at sige om religion, end man lige skulle tro.

En af hans hovedpointer var, at når religion er fremtrædende i James Bond, er det næsten altid i et eksotisk eller fremmed miljø. Religion bliver gjort til noget, skurke har. Noget, barbarer praktiserer. 007 derimod er for stilfuld og moderne til den slags.

Så kan du måske sige: Og nå ja, hvad så? Det er James Bond, ikke bibelen.

Men det ville være en forkert indstilling, siger Emil Hilton Saggau.

Han er ph.d.-studerende på Det Teologiske Fakultet, og så er han en af forskerne bag det kommende arrangement Religiøse billeder og politisk teologi i popkultur, der bliver afholdt den 16. og 17. november – med Teemu Taira som en af oplægsholderne.

En bærende ide i arrangementet er, at popkulturen ikke bare er tidsfordriv og overflade. Den kan også være med til at forme vores religiøse forestillinger og den næste generations livssyn.

»Helt nede på gulvet så handler det om, at populærkulturen er det, vi bruger mest tid på. Det er det, vi ser eller hører for at slappe af. Og mange steder i popkulturen spiller religion en rolle, enten ubevidst som i James Bond eller direkte som i Harry Potter,« siger Emil Hilton Saggau.

LÆS OGSÅ: Popkultur er fin(kultur)

Derfor er det interessant at belyse, hvilke religiøse forestillinger den populære kultur bærer videre til de forbrugere, der ofte æder den råt. Måske særligt fordi vi er mindre på vagt, når vi forbruger populærkultur, end hvis vi læser filosofi eller langhårede værker.

»Hvis folk sidder og læser Dostojevskij, forventer de noget filosofisk og teologisk højstemt, så der er man parat, og man er allerede i gang med at reflektere med det samme. Det forholder sig anderledes, når vi forbruger populærkultur.«

»Men jeg tror nogle gange, at vi undervurderer, hvor meget af indholdet i de populære produkter, vi langsomt overtager.«

Jesus som fantasiven

Et teologisk værk om The Simpsons er en af Saggaus inspirationskilder.

For nogle år siden skrev en tysk forsker nemlig en bog til landets præster, der udelukkende tog afsæt i den amerikanske animationsserie om Homer og hans familie. Ideen var, at præsterne med afsæt i de religiøse billeder i The Simpsons kunne møde kommende konfirmander på deres niveau og diskutere, hvad kirken og kristendommen er ud fra noget, der optager dem.

Det er en forrygende ide, siger Emil Hilton Saggau.

Vi undervurderer, hvor meget af indholdet i de populære produkter, vi langsomt overtager.

Emil Hilton Saggau, ph.d.-studerende, Teologi

»Grundtanken om, at man kan møde de studerende i populærkulturen, er rigtig god, og det gælder sådan set både for konfirmander, gymnasiestuderende og universitetsstuderende.«

The Simpsons er ikke et af emnerne i arrangementet på Det Teologiske Fakultet. Det er til gengæld Beyoncé, Family Guy, gyserfilmen A Field in England og altså James Bond.

LÆS OGSÅ: Bliv bachelor i Beyoncé

Emil Bjørn Hilton Saggau skal selv tale om South Park, den uvorne animationsserie, der følger en flok skoledrenge i en ærkeamerikansk flække i Colorado. Det er en serie, der behandler religion direkte i flere episoder, ofte på kontroversiel vis, men Saggaus analyse viser, at den også formidler og forstærker nogle bestemte forestillinger om religion under overfladen og på tværs af afsnittene.

For eksempel er religion i vidt omfang bundet op på klasse i serien: Arbejderne og den lavere middelklasse bekender sig til den katolske kirke, mens byens jødiske familie er mere velhavende end de fleste, fordi faderen er advokat.

I sin analyse fokuserer Saggau dog på Jesus-karakteren.

I South Park optræder Jesus sjældent inden for kirkens rammer. Han har faktisk ikke noget med den organiseret religion at gøre, selv om South Park ofte beskæftiger sig med den og udstiller dem, der praktiserer den.

I South Park bliver Jesus mere en projektion af, hvad man godt kunne tænke sig som sin bedste ven.

Emil Hilton Saggau, ph.d.-studerende, Teologi

I stedet dukker Jesus op uden for kirken og indtager en rolle, som bedst kan beskrives som børnenes »allerbedste fantasiven«. I et afsnit bliver han portrætteret som en superhelt, i et andet slår han pjalterne sammen med julemanden, og i et tredje er han blandt beboerne i det såkaldte Imaginationland sammen med popkarakterer som Aslan fra Narnia, Gandalf fra Ringenes Herre og Skipper Skræk.

Han overskrider sin status som religiøs figur og bliver et populærkulturelt billede, som ingen kirke har monopol på, siger Emil Hilton Saggau.

»Det har noget at gøre med, at USA har mange forskellige kirker og en mindre grad af organiseret kristendom. Den kristusfigur, der bevæger sig rundt i det populærkulturelle landskab, er ikke ejet af nogen kirke, men fungerer i stedet som et billede på det perfekte eller gode menneske.«

»I South Park bliver Jesus mere en projektion af, hvad man godt kunne tænke sig som sin bedste ven. Lidt ligesom julemanden.«

Grib fortolkerbrillerne

Og hvad kan vi så bruge det til, kan du måske spørge.

Jo, Saggaus analyse viser os, at Jesus har løsrevet sig fra kristendommen, at han i populærkulturen er blevet større og stærkere og anderledes end den figur, han er i Bibelen. Det er et eksempel på, at figuren ikke bare får form i den kirkelige litteratur, som de fleste nok forbinder med teologistudier, men i høj grad også i de kulturprodukter, der når allerflest ører og øjne.

Analysen af South Park viser samtidig, at forbrugerne af populærkultur bør skærpe deres kritiske og analytiske sans.

»I South Park og faktisk også i Family Guy er der en produktion af stereotyper, hvor jøden for eksempel er rige, og de lavere klasser er en del af den katolske kirke. Det er nogle ubevidste religiøse fordomme, der bliver gentaget,« siger Emil Hilton Saggau.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Det er ikke altid tilfældet i populærkultur. I et af de mest populære opslag i Instagrams historie lod sangerinden Beyoncé sig for eksempel afbilde som en sort madonna i en politisk slagkraftig kommentar til netop religiøse stereotyper.

Det ændrer dog ikke den overordnede pointe, siger Emil Hilton Saggau: Det er vigtigt at tage populærkulturen seriøst og aflæse de billeder, den producerer, både som teologistuderende og som forbruger i det hele taget.

»Og så er det jo også sjovt,« siger han.