Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

»Hvis forskningen skal ud til folket, skal vi tænke i andet end fagfællebedømte artikler. Hvorfor ikke en horrorroman?«

For meget forskningsformidling er støvet og unødvendigt kringlet, siger kurator og tidligere forsker Jacob Lillemose. Han debuterer nu med en slags videnskabelig horrorroman, der forsøger at få mere begejstring og leg ind i den akademiske verden.

Det samme spørgsmål har meldt sig, hver gang Jacob Lillemose har deltaget i akademiske konferencer.

Er det her virkelig den bedste måde at være forsker på?

Den ene taler efter den anden går på scenen, bruger 20 minutter på at sige noget, de allerede har skrevet i en forskningsartikel, og som er så tørt og teknisk, at kun fagfolk kan håbe at forstå det, måske går de også over tid, så spørgsmålene fra salen må droppes, og i stedet bliver de klappet ned af scenen, inden den næste forsker gentager rutinen.

Det er, med ét ord, ærgerligt.

»Jeg har været med til så mange spildte anledninger,« siger Jacob Lillemose, der er tidligere postdoc og kulturforsker på Københavns Universitet og nu er kurator på Medicinsk Museion samme sted.

»Jeg har været frustreret over, at jeg selv og folk omkring mig er blevet fremmedgjort over for en faglighed, der er fuld af begejstring og vilde tanker og glæde og kærlighed. Alt muligt positivt, ikke? Men mange gange bliver det så støvet og unødvendigt kringlet.«

Det behøver ikke at være sådan, siger Jacob Lillemose. Det har han brugt det meste af sin karriere på at vise.

Som postdoc på forskningsprojektet Changing Disasters åbnede han i 2015 udstillingsstedet X AND BEYOND, hvor han kuraterede kunstudstillinger om katastrofer, han har holdt foredrag om alt fra zombiefilm til samtidskunst i Japan efter Fukushima-katastrofen, og siden 2018 har han arbejdet på Medicinsk Museion, hvor han har kombineret kunst og videnskab i et forsøg på at få forskningen ud til folket – senest med udstillingen Verden er i dig.

Nu har han samlet den viden, han tidligere har holdt akademiske foredrag og lavet udstilling om, i sin debutroman, Architecture Zero, en genrehydrid mellem fiktion, selvbiografi, forskning, science fiction, horror – og en hel masse andet.

Noget af det, Jacob Lillemose skriver i bogen, er rigtigt. Andet er pure opspind. Der er mystiske personer, der aldrig har eksisteret, syrede eksperimenter med mennesker og endda en erotisk feberdrøm.

Alt sammen for at hive forskningen ud af de støvede sale og få både akademikere og alle andre til at forholde sig til den.

»Jeg håber, jeg kan vise, at det er vigtigt at gå fantasifuldt til det materiale, man arbejder med. Jeg vil gerne få folk ud af deres comfort zones og få dem til at reflektere på nye måder,« siger Jacob Lillemose.

Rædselsvækkende boliger

Plottet i Architecture Zero er i hvert fald fantasifuldt – og stærkt foruroligende.

Bogen følger forskeren Jacob Lillemose, der er frustreret over den akademiske verden, men får genantændt sin forskerild, da han bliver inviteret til et mystisk institut i USA. På instituttet tester forskere forskellige former for katastrofearkitektur. Hvordan, spørger de, kan mennesker indrette sig i bygninger og boliger for at overleve fremtidens katastrofer – det være sig en pandemi, en krig, ja, endda et zombieangreb.

Instituttet anført af den mystiske Walon Bartok har nogle skrækindjagende bud. Tænk underjordiske boliger med medicinerede forsøgspersoner.

Fælles for ideerne er, at de er avlet af frygt.

Jeg ser ikke en modsætning mellem at være underholdt og være kritisk bevidst

Jacob Lillemose, forfatter og kurator på Medicinsk Museion

»Det er et forsøg på at se ind i katastrofens mørke. Gennem arkitekturen. Det institut og den forskning, det bedriver, giver mening ud fra den præmis, at det er en verden, hvor man lever i frygt. I frygt for social uro og pandemi,« siger Jacob Lillemose.

Han holder en kort pause, sænker øjenbrynene en smule.

»Det er en verden, der allerede er her i et eller andet omfang.«

Han begyndte at skrive bogen i 2018, før covid-19 krydsede de danske grænser, men han måtte standse arbejdet i flere måneder, da vi faktisk begyndt at forskanse os i vores hjem under nedlukningen.

»Det kom simpelthen for tæt på,« siger han.

Coronakrisen har dog også gjort bogens pointe nagende aktuel: Vi må ikke lade frygten for nye katastrofer styre, hvordan vi lever og bor i fremtiden.

»Frygten er jo reel nok, men det er farligt at lade den styre de valg, vi træffer. I en vis forstand er romanen en mareridtsvision på en sikker verden skabt i frygtens tegn. Men den stiller også en række kritiske spørgsmål: Er det virkelig sådan, vi vil bygge og bo? Hvad er prisen? Og findes der alternativer?«

Hold kæft, han har regnet den ud

Jacob Lillemose vil have folk til at tænke over spørgsmålene. Sådan for alvor tænke. Blive provokeret. Føle noget.

Det er de følelser, han har savnet i den akademiske verden, som han har været en del af i over 20 år. Og det er derfor, han har valgt en form, der er så langt fra en fagfællebedømt artikel, som man overhovedet kan forestille sig.

»Jeg forstår selvfølgelig godt, at fagfællebedømte artikler har en værdi for forskningen, men i forhold til at bringe forskningen i dialog med offentligheden skal der andre formater til. Og hvorfor ikke en horrorroman?«

Han husker præcis, hvornår han fik nok.

Han var ved at pakke sammen en fredag eftermiddag på sit institut, da en af hans venner fortalte ham, at han skulle bruge weekenden på at læse krimifiktion. Fordi han skrev ph.d. om kriminallitteratur i Los Angeles. Selv havde Lillemose travlt med at greje et obskurt mediebegreb, som ingen uden for universitetets mure havde hørt om.

»Jeg tænkte: Hold kæft, han har sgu da regnet den ud! Før det troede jeg nok ikke, at man kunne bedrive seriøs forskning og være underholdt på samme tid. Men det gik op for mig, at det kunne man faktisk. Min roman er på mange måder et resultat af den erkendelse,« siger han.

»Jeg ser ikke en modsætning mellem at være underholdt og være kritisk bevidst, sådan som det traditionelt har været i den akademiske verden. Tværtimod tror jeg, der er et stort potentiale i et udvikle kritisk bevidsthed gennem underholdning.«

Frygt ikke underholdningen

Det er en central pointe for Jacob Lillemose: Underholdningen skal tages seriøst, også i forskningen.

Jeg føler med mange forskere, for jeg godt ved, hvor fucking hårdt det er i dag.

Jacob Lillemose, forfatter og kurator på Medicinsk Museion

Det gælder i første omgang som genstandsfelt. Han har udgivet flere bøger om mainstreamfilm, været i Deadline for at udlægge, hvad truckerfilmen Convoy fortæller om det amerikanske samfund, og har studeret zombiefilm for at forstå, hvordan et ydre pres fra de levende døde bliver til et indre, mentalt pres i isolationen.

Men underholdningen har også værdi som form, siger han.

»Jeg tror, underholdning kan bruges til at fange folks opmærksomhed og gøre dem interesserede i dit emne. For hvis du ikke kan gøre dem interesserede, så kan du heller ikke få dem til at tænke. Jeg tror ikke på, at du kan åbne folks ører og øjne udelukkende ved at sige: I skal høre på det her, for det er vigtigt! «

»Man skal også tale til andre registre i folk. Til deres nysgerrighed og deres begejstring for eksempel.«

Hårdt at være forsker i dag

Det er ikke en simpel mission at berige den akademiske verden med leg og begejstring. Slet ikke i år 2022. Universiteterne bevæger sig snarere væk fra de dyder, Jacob Lillemose plæderer for.

Det er en udvikling, hvor forskere skriver flere og flere frugtesløse ansøgninger, konkurrerer med kolleger om at opnå flest citationer og bevillinger og laver administrativt arbejde for at tilfredsstille systemet.

»Det er jo ikke pissesjovt. Forskere vil forske og i rigtig mange tilfælde også gerne dele deres forskning med andre, også uden for universitet. Men som det er nu, låser universiteterne – gennem det massive politiske pres – forskere fast i nogle strukturer, hvor der ikke er tid og headspace til at tænke i nye formater og alternativ forskningskommunikation,« siger Jacob Lillemose.

»Jeg føler med mange forskere, for jeg godt ved, hvor fucking hårdt det er i dag.«

Løsningen er dog ikke at bøje sig for systemets krav, siger forfatteren. Vejen frem er at være offensiv: Finde på nye måder at kommunikere sin forskning på, der kan blæse støvet ud af auditorierne og sætte tanker i gang hos den brede befolkning.

Det være sig i genremiks mellem bøger, udstillinger, film eller noget fjerde.

»Jeg tror, at det er nødvendigt at udfordre systemet,« siger Jacob Lillemose.

»Jeg siger ikke, min roman er the solution to end them all, men der er et ærligt forsøg på at udvide rammerne for forskning og for måden at kommunikere forskning til offentligheden på.«

Annonce

Seneste