Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Hvor blev Human i Human Resources af på KU?

DEBAT - Den menneskelige del af human resources-arbejdet risikerer at gå tabt, hvis KU samler sine HR-medarbejderne i nogle store centre fjernt fra dem, de skal støtte, skriver Mie Abildgaard Kristensen.

Jeg er HR-medarbejder på Niels Bohr Institutet og kan slet ikke kende mit job, hvis jeg skal sidde i et stort HR-center.

En del af mit arbejde foregår ikke bag en computerskærm, men ude blandt mine kolleger. Jeg vil personligt miste rigtig meget, hvis jeg ikke længere skal have min daglige gang blandt skønne forskere, kække værkstedsansatte og alle mine andre dejlige kolleger. Men jeg vil vove at påstå, at KU også vil miste meget. Både på den menneskelige konto, men også på den økonomiske.

En opmærksom HR-medarbejder kan måske fange stress eller lignende i opløbet og handle på det, inden filmen knækker til stor fordel for både medarbejdere og KU.

Selve rugbrødsarbejdet vil sagtens kunne klares fra et stort center, men den menneskelige del kan man ikke taste sig til. Hvis vi ikke længere har vores daglige gang på institutterne, vil vi ikke længere kunne opsnappe, når vores kolleger har brug for en snak. Man vil aldrig kunne opbygge samme tillidsforhold til en person, som kun er et navn på en e-mail, og som måske kommer forbi i ny og næ.

En opmærksom HR-medarbejder kan måske fange stress eller lignende i opløbet og handle på det, inden filmen knækker til stor fordel for både medarbejdere og KU.

Samme dag som vi fik nyheden om HR centrene, blev en af ”mine” lærlinge fejret på værkstedet pga. sin flotte svendeprøve. Jeg ville utrolig gerne have været der, da jeg er uendelig stolt af Rikke, som har haft en noget bumpet vej mod sin færdige uddannelse. Jeg skrev derfor en mail til Rikke for at ønske tillykke.

Rikkes svar fik bogstavelig talt tårerne frem, og ramte hovedet på sømmet. Rikke har efterfølgende uddybet sine tanker, efter hun har hørt om HR-centrene. Med Rikkes tilladelse kommer det her:

»Hvad HR på instituttet har betydet for mig som lærling:

Jeg startede som en usikker ung kvinde uden den store selvtillid. Jeg kom ind til en jobsamtale, hvor der sad mange flere, end jeg nogensinde har prøvet før.

I denne store masse af fremmede mennesker var der en kvinde hvis øjne og kropssprog havde en ro, som fik mig til at slappe af. Samtalen gik godt, og jeg endte med at blive ansat.
I forbindelse med selve ansættelsen havde jeg en masse spørgsmål, som jeg forklaret roligt og professionelt, så det hele faldt på plads til sidst

Jeg har under mit uddannelsesforløb været ramt af sygdom, som har spillet ind på min lyst til at stå op om morgen og møde på arbejde. Havde det her ikke været for en HR-medarbejder som Mie, der må have en 6. sans for, hvornår der er behov for støtte, havde jeg været nødt til at smide håndklædet i ringen og opgive min uddannelse. Noget som et kort besøg på værkstedet, et smil, tiden til at lytte eller en opmuntrende mail på de dumme dage gjorde forskellen. Jeg har nu afsluttet uddannelsen med et 12-tal på svendebrevet.

Men er jeg også kommet ud som en person, der tror mere på sig selv. Jeg er meget stærkere mentalt og klar til at møde verden. Ja, det er måske ikke hovedopgaven hos HR. Men uden HR var jeg ikke kommet igennem uddannelsen. Uden Mies støtte havde jeg den dag ikke været klar til at møde verden med ret ryg og troen på mig selv. Jeg skylder kort sagt HR og især Mie en kæmpe tak for have hjulpet mig igennem min uddannelse med de tiltag, som der skulle til.

Denne støtte og nære kontakt som jeg havde brug for i hverdagen, ville jeg nok ikke have fået hvis jeg først var startet efter etableringen af HR centrene. Så det er mit held, at jeg kom på det tidspunkt jeg gjorde. Dog må jeg indrømme at jeg har ondt af dem, som i fremtiden ikke bliver fanget og samlet op, før det er for sent, simpelthen fordi at dem i HR ikke har tiden, den nære kontakt og frotroligheden med de ansatte som de skal tage sig af.«
  
Hver gang jeg læser Rikkes mail, er det med blandede følelser. Jeg bliver glad og stolt, fordi Rikke holdt ud og kom igennem. Men jeg får også rigtig ondt i maven og bliver ked af det, for det er lige netop den del, der gør, at jeg holder så meget af mit arbejde.

Jeg føler, at man fjerner ”mit” Human i Human Resources, og så kan jeg ærlig talt ikke se fidusen længere.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste