Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Ida rydder bordet til KU-valget

Univalg 2018 — Stemmerne til KU-valget er talt op. Ida Karoline Bach Jensen fra Studenterrådet sætter stemmerekord og vinder de studerendes valg til bestyrelsen. Derudover er 21 andre kampvalg til KU's råd og nævn afgjort.

Det blev Studenterrådets spidskandidat, medicinstuderende Ida Karoline Bach Jensen, der løb med sejren ved årets KU-valg til bestyrelsen. Måske ikke så overraskende, da Studenterrådets kandidater har vundet samtlige bestyrelsevalg på KU, siden professionelle universitetsbestyrelser blev indført med Universitetsloven af 2003.

Til gengæld var sejren usædvanligt sikker.

Ida Karoline Bach Jensen fik hele 1.860 personlige stemmer ud af i alt 7.039 afgivne – og kan hertil lægge 814 stemmer på hendes liste (Studenterrådets fællesliste). Dermed slår hun stemmerekorden, som før tilhørte Gwen Gruner-Widding, der i 2013 blev valgt ind med 1.731 personlige stemmer. Nærmeste konkurrent ved årets valg, Frit Forums spidskandidat Julie Weilie, fik 138 personlige stemmer og 190 listestemmer.

»Jeg kan kun være glad. Det er fedt, at der er så mange der har stemt personligt. Det er jeg ret overvældet over,« siger Ida Karoline Bach Jensen, som mener, at en del af forklaringen på det høje personlige stemmetal er, at de faglige foreninger på de forskellige institutter har været gode til at bakke op om hendes kandidatur.

»Og så er det nok ingen hemmelighed, at medicinstuderende gerne stemmer på en fra Medicin. Jeg tror, jeg har fået mange stemme derfra.«

16,9 procent af de studerende på KU stemte til bestyrelsesvalget, hvilket er næsten identisk med sidste års stemmeprocent (16,7).

21 andre kampvalg afgjort

Ida Karoline Bach Jensen er valgt for en toårig periode og indtræder i bestyrelsen ved årsskiftet. Hun erstatter Elias Westergaard (også Studenterrådet) og kommer til at repræsentere de studerende sammen med Rebecca Ingemann Madsen (også Studenterrådet).

Ud over de studerendes afstemning til bestyrelsen skulle der ved årets KU-valg også vælges repræsentanter for både studerende og det videnskabelige personale (VIP) til studienævn og akademiske råd. Det tekniske-administrative personale (TAP) skulle stemme til Akademisk råd, og der var også valg til ph.d.-udvalg.

Stemmeslugere

Herunder ses vinderne af de studerendes valg til KU’s bestyrelse de seneste seks år samt deres personlige stemmetal:

2018: Ida Karoline Bach Jensen – 1.860 stemmer

2017: Rebecca Ingemann Madsen – 1.239 stemmer

2016: Elias Westergaard – 1.480 stemmer

2015: Alexander Thorvaldsen – 1.467 stemmer

2014: Søren Axel Petersen – 737 stemmer

2013: Gwen Gruner-Widding: 1.731 stemmer

Langt de fleste af disse delvalg blev afgjort ved fredsvalg, hvilket vil sige, at der kun stillede det antal kandidater op, som skulle bruges, hvorfor afstemningen bortfaldt.

21 steder var der dog kampvalg. På Statskundskab lykkedes det Asbjørn Lind fra Frit Forum at snuppe en plads fra Studenterrådet, som nu må ‘nøjes’ med tre ud af fire af de studerendes pladser. Mens Julie Weile fra Frit Forum altså ikke kom ind i bestyrelsen, lykkedes det hende at få en plads i Studienævnet for De Juridiske Kandidatuddannelser og Deltidsuddannelser. Til gengæld kom hun ikke ind i Akademisk Råd på Jura, hvor hun – på trods af at hun havde det højeste personlige stemmetal – måtte se Forenede Jurister (Studenterrådets liste) negle alle tre pladser i kraft af listestemmer.

Se alle resultaterne fra valget i denne PDF (kræver KU-login).

Ved næste års KU-valg skal både studerende, VIP’er og TAP’er vælge repræsentanter til bestyrelsen.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste