Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Coronavirus

Ingen snarlig åbning af universiteterne forude

Ifølge aftalen om genåbningens næste fase vil universiteterne dog kunne gennemføre eksamener og undervisning, der kræver fysisk fremmøde.

Siden udgivelsen af denne nyhed har begivenhederne udviklet sig: Læs om den langsigtede plan for at genåbne universiteterne her.

Folketingets partier prioriterede fodbold og shopping over forskning, da de indgik en ny aftale om at genskabe normale forhold i Danmark, i takt med, at der ser ud til at være styr på udbredelsen af Covid-19.

Det fremgår af en aftale, som Statsministeriet offentliggjorde 7. maj.

Mens storcentrene igen kan slå de automatiske døre op fra 11. maj, og fans af professionel idræt igen kan få sport at kigge på, så snart der ellers bliver arrangeret noget, må de fleste forskere, studerende og uni-administrationsfolk fortsat blive hængende hjemme ved køkkenbordene.

Det er realiteten trods ivrige forsøg fra såvel forskningsledere, fagforeningsfolk, og rektorer på at overbevise politikerne om, at værdifuld forskning i øjeblikket går tabt til stor økonomisk skade for Danmark på grund af den omfattende nedlukning af universiteterne.

LÆS OGSÅ: Her har et par forskere 120 kvm laboratorium for sig selv

Tilladelse til udvalgte eksamener og undervisning efter 18. maj

Forskning og videregående uddannelse er stort set ikke prioriteret i den nye corona-aftale. En undtagelse er dog aftalens punkt 4, som tillader en genoptagelse fra 18. maj af »undervisning og eksamener med krav om fysisk fremmøde«.

Uddannelses- og Forskningsministeriet bekræfter torsdag aften, at dette punkt også omfatter universiteterne. Men politikerne har ikke konkretiseret, hvilke eksamener og hvilken undervisning, der er omfattet.

Det skal, ifølge Uddannelsesministeriet, drøftes hen over bededagsferien.

LÆS OGSÅ: 1.700 må vende tilbage til universiteterne, og det er for få, mener forskere

Uniavisen har bedt Københavns Universitets ledelse om en kommentar til dagens aftale.

I en ledelsesnyhed på universitetets intranet er rektor Henrik C. Wegener citeret for at sige, at han er skuffet. Han siger også, at Københavns Universitet har »et presserende behov for at åbne«.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Seneste