Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Ingeniørformand: Helt legitimt at vi fremmer vores interesser

DIMENSIONERING - Har uddannelsesministeren lige lovlig tætte bånd til Ingeniørforeningen IDA - der støtter nedlæggelsen af studiepladser på uddannelser, der ikke er tekniske eller naturvidenskabelige? Eller har ingeniørerne blot gjort deres lobbyarbejde dygtigt, reelt og i rette tid? Formand for IDA Frida Frost forholder sig til en aktuel debat.

Er ræven blevet sat til at vogte høns? Sådan spurgte lektor på CBS Lisbeth Verstraete-Hansen og adjungeret professor på KU Per Øhrgaard for nylig i Uniavisen.

Deres indlæg problematiserede, at uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) ved at ‘dimensionere’ de videregående uddannelser fører en politik, der flugter præcis med holdningen hos Ingeniørforeningen (IDA). Ministeren kommer fra et job i IDA, hvorfra hun har haft orlov, siden hun blev valgt til Folketinget i 2011.

IDA kunne samtidig med regeringens præsentation af dimensioneringsplanen offentliggøre en omfattende undersøgelse, der viste, at danskerne støtter en form for ‘styret optag’ på uddannelserne. Med denne undersøgelse i hånden konkluderede IDA, at danskerne støttede regeringens politik.

Men IDA havde fået lavet sin undersøgelse, flere måneder inden dimensioneringsplanen var kendt.

LÆS: Debatindlæg: Er ræven sat til at vogte høns?

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen har ikke ønsket at debattere sin baggrund i IDA i Uniavisen, men IDAs formand Frida Frost har til gengæld ikke noget imod at tale om sin forenings politiske arbejde:

Frida Frost, hvad mener du om indlægget fra Lisbeth Verstraete-Hansen og Per Øhrgaard?

»At det er forståeligt, at de oplever planen som urimelig og derfor beklager sig, men at deres kritik desværre risikerer at gå ud over noget større og vigtigere. Nemlig at folketingsmedlemmer – og ministre – skal kunne rekrutteres fra alle tænkelige baggrunde. En tidligere lærer skal ikke være afskåret fra at være skoleordfører, en landmand fra at være fødevareordfører osv., og derfor heller ikke en tidligere ansat i en interesseorganisation fra at gå ind i politik.«

»Hvilket også er baggrunden for, at folketingsmedlemmer per definition ikke kan være inhabile. IDAs personalepolitik støtter, hvis ansatte forfølger et politisk erhverv, og vi tillader os endda at være stolte af det, når det sker. Jeg kan derfor slet ikke støtte kritikken, som heller ikke tager højde for, at IDA er ret uenig med ministeren på andre områder, for eksempel at den tekniske forskning er så lavt prioriteret i Danmark.«

Hvad er IDA’s interesse i at deltage i den offentlige diskussion af, hvor og hvor mange, der bliver optaget på de forskellige uddannelser, som samfundet betaler?

»IDA repræsenterer mere end 95.000 ingeniører og cand.scient.er og arbejder dagligt på, at smartere anvendelse af viden og ny teknologi skal løse samfundets problemer. Et samfund, der i den grad er en del af den teknologiske udvikling, og derfor er det et problem, at Danmark står foran en kæmpe mangel på ingeniører og naturfagligt uddannede. Det kan for alvor kan mærkes i erhvervslivet, som i dag enten skal rekruttere udefra eller flytte hele produktionen. Det ønsker vi at undgå, og har derfor i årevis talt for at uddanne flere af dem, som erhvervslivet har brug for. Derfor har vi også netop lavet en teknologisk alliance med 26 partnere ved navn ‘Engineer the future’ – blandt andet med flere af landets største firmaer – som har samme budskab.«

Har I drøftet dimensionering med Sofie Carsten Nielsen forud for Uddannelsesministeriets lancering af planerne om at nedlægge studiepladser fra slutningen af september?

»Ja, selvfølgelig, og derudover en lang række andre politikere. En ret gængs arbejdsform, også for andre organisationer, som har andre og ofte modsatrettede holdninger. Sådan arbejder de fleste politikere, de lytter til forskellige argumenter. På mødet med ministeren i ministeriet fremlagde vi vores bekymring for manglen på arbejdskraft og påpegede også behovet for dimensionering både af hensyn til statskassen, de unge og erhvervslivet.«

Hvorfor brugte I tilbage i juni måned ressourcer på at indhente svar fra 2.000 mennesker om ’styret optag’?

»Fordi vi helt overordnet støtter en klarere prioritering af samfundets ressourcer i retning af det teknisk naturvidenskabelige område, også i uddannelsespolitikken. Det er hverken første eller sidste gang, vi spørger befolkningen og vores egne medlemmer om IDAs holdninger og mulige løsninger. I samme ombæring spurgte vi også til en lang række andre problemstillinger, som vi også har offentliggjort. Fx debatten om privacy, som vi også har mødtes med mange politikere om.«

Er det rimeligt at udlægge de svar, I fik i juni, som støtte til regeringens plan for dimensionering, når denne plan ikke var kendt, da I fik gennemført jeres undersøgelse?

»Bestemt – det er jo altid en gave, når partier eller regering lancerer planer, som flugter med IDAs holdninger og argumenter. Også når man forinden har stillet spørgsmålet i en survey. Og derfor har jeg og IDA også rost planen offentligt.«

Kendte du til ministerens planer, før de blev præsenteret i offentligheden?

»Nej. Vi kendte til holdningen, men ikke til den konkrete plan.«

chz@adm.ku.dk

Seneste