»Jeg er blevet vant til at være posterperson for de nonbinære«

Ledelsen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab sendte en mail til underviserne med tre råd til at sikre inklusion af nonbinære og transpersoner. Undgå kønnede betegnelser og tiltal studerende ved navn i stedet for pronomen, lød det. Flere medier kædede brevet sammen med tidligere ’krænkelsessager’ på Københavns Universitet og opfattede det som et forbud mod at sige ‘han’ og ‘hun’. Vi har talt med tre af dem, det hele handler om. Én af dem er Levi Bøgh Stray, der læser Teater- og Performancestudier.

LÆS OGSÅ: Inkluderende tiltale: Undervisere på Humaniora opfordres til at bruge kønsneutrale betegnelser

Jeg synes, det er en ret harmløs mail, institutlederen har sendt. Jeg ser den som en håndsrækning, ikke en løftet pegefinger. Det er en måde at få ind i folks bevidsthed, at der også er studerende, der ikke er ciskønnede.

Mailen kan forberede underviserne. Hvis de underviser en transkønnet studerende, som siger noget til dem om for eksempel deres kaldenavn, så har de hørt om det før og ved, hvordan de kan håndtere det. For vi er her jo, og det kommer til at ske.

Jeg er ikke opmærksom på, hvor mange gange jeg er blevet fejlkønnet, fordi jeg ikke har været sprunget ud så længe. Det skete en gang i foråret, hvor jeg stille og roligt gik op til underviseren og sagde: ’Hey, jeg vil bare lige sige, at jeg ikke er ciskønnet, og jeg synes ikke, det er rart at blive omtalt som pige’.

Desværre tror jeg ikke, at min underviser var forberedt på sådan en situation, så det blev en lidt akavet interaktion. Hun blev meget overrasket, og så stod jeg lidt der og kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Hun beklagede og sagde, at hun da kunne prøve en anden tiltaleform, men altså ikke ville love noget. Nå, okay … tænker man så.

Fejlkønnes konstant

Transpersoner er vant til at blive fejlkønnet konstant. Mange i min omgangskreds bruger forkert pronomen og nogle gange også et forkert navn til mig, og så retter jeg dem stille og roligt. Det er klart, at det kræver lidt øvelse, men som min ven siger: Øv dig i fjorten dage, og så sidder den der.

Jeg bruger de og dem som tredjepersons ental, selv om vi er vant til at opfatte ordene som flertalsformer. Skal man beskrive mig, skal adjektivet også i ental. Så bliver det ’de er sjov’ og ikke ’de er sjove’. Det skal man lige vænne sig til, og derfor siger jeg også til folk, at hvis det bliver super bøvlet for dem, kan de bare bruge mit navn.

LÆS OGSÅ: »Jeg lader ikke folk som Søren Espersen nå ind. Jeg kender dem for godt«

Ligesom jeg selv har skullet vælge et nyt navn, som jeg har det fedt med, har jeg også skullet prøve af, hvilke pronomener der passede mig bedst. Jeg er vant til at være undtagelsen i de fleste rum, men i queer-miljøet, hvor mange nonbinære bruger de og dem som pronomen, føler jeg mig endelig som noget andet end undtagelsen. Det styrker et fælles pronomen også.

Jeg synes, at transpersoner er en flok meget tålmodige mennesker. Det er vi også nødt til at være, fordi vi lever i en verden, der ikke altid er helt klar til os. Jeg forstår godt, at det er svært og nyt for mange mennesker.

LÆS OGSÅ: Alle har en mening om og gør krav på at definere min identitet

Jeg er blevet vant til at være posterperson for de nonbinære, men nogle gange kan jeg godt savne, at folk selv tager initiativ til at lære om det. Selvfølgelig må de spørge om noget konkret, men det bliver hurtigt sådan, at folk bare fyrer løs med spørgsmål. Og man er ikke altid lige oplagt, jeg har jo også dårlige dage.

Hvis du møder en nonbinær, er det bedste råd nok: Spørg i stedet for at antage. Og accepter, hvis personen ikke lige har lyst til at lære dig en hel masse.

Kommentarspor er et giftigt sted

Det er ambivalent, at den her sag er blevet stor. Jeg kan godt mærke, at det er dejligt at være ude og sprede budskabet til især unge transpersoner, der har det svært og forhåbentlig kan spejle sig i mig.

På den anden side er det nyt for mig at være i medierne, og jeg bryder mig egentlig ikke om at være i centrum. I går blev jeg stoppet på gaden af nogen, som genkendte mig, og det var vildt underligt.

Efter et stykke tid holdt jeg op med at kigge på kommentarerne til de artikler og udsendelser, jeg har været med i, fordi det var for hårdt.

Efter et stykke tid holdt jeg op med at kigge på kommentarerne til de artikler og udsendelser, jeg har været med i, fordi det var for hårdt. Jeg har fået private hadbeskeder både på Facebook og min telefon. Det var nyt.

Da jeg medvirkede i et program på Radio24Syv havde en person skrevet, at alle transpersoner bare burde skyde sig selv. Jeg skal finde mig i at blive omtalt som undermenneske eller som en psykisk forstyrret person, der bare skal hoppe ud fra en bro. Jeg skal finde mig i dagligdagssituationer, hvor jeg bliver fejlkønnet, en lovgivning som ikke anerkender mit køn og et sundhedssystem, der ikke kan rumme mig.

Jeg er ikke immun over for det. Jeg bliver da ked af det. Og jeg forstår godt, hvis folk fra mit bagland ikke har lyst til at bevæge sig ind i de fora og debatter, for det er et sindssygt giftigt sted at være.

LÆS OGSÅ: Sjældent har så mange været så fortørnede over, at så få beder om så lidt