Nonbinær: »Alle har en mening om og gør krav på at definere min identitet«

Ledelsen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab sendte en mail til underviserne med tre råd til at sikre inklusion af nonbinære og transpersoner. Undgå kønnede betegnelser, og tiltal studerende ved navn i stedet for pronomen, lød det. Flere medier kædede brevet sammen med tidligere ’krænkelsessager’ på Københavns Universitet og opfattede det som et forbud mod at sige ‘han’ og ‘hun’. Vi har talt med tre af dem, det hele handler om. En af dem er Asmus Mehul Majdal, der læser Musikvidenskab. 

LÆS OGSÅ: Inkluderende tiltale: Undervisere på Humaniora opfordres til at bruge kønsneutrale betegnelser

Debatten om vores institutleders mail har været ubehagelig på flere punkter. Medierne har blæst sagen op uden at inkludere nonbinære eller forskere, som ved noget om emnet. Det er kommet til at handle om, at Københavns Universitet vil afskaffe køn, og det synes jeg er frustrerende, for det er en fordrejning af sandheden.

Medierne får det til at se ud, som om de nonbinære udgør et kæmpe problem, og at mailen er et skred i hele vores traditionelle fremstilling af køn, også mænd og kvinders ret til at være mænd og kvinder.

Køn bliver gjort til alles ejendom. Alle har en mening om og gør krav på at definere min identitet, og mange påstår, at man ikke kan være nonbinær, eller at der kun findes to køn. Når debatten kører, skal jeg forholde mig til og forsvare nogle ting, som jeg ikke burde skulle. Man ville aldrig diskutere med en mandlig studerende, om han var en mand.

Tonen bliver hård, fordi man taler om eksistens. Det bliver svært at gå efter bolden i stedet for personen, fordi personen er bolden.

Det er psykisk hårdt hele tiden at få at vide, at jeg ikke eksisterer. Min identitet er ikke bare noget, som jeg kan gå hjem og lægge fra mig. Jeg har den i mig i døgnets 24 timer, hver dag, hele året rundt. Det er ikke en ting, jeg lige kan tage en pause fra, når jeg ikke orker at høre på mere.

LÆS OGSÅ: »Jeg lader ikke folk som Søren Espersen nå ind. Jeg kender dem for godt«

»Kønsidentitet er noget, jeg kan lege med«

Stedord er knyttet til identitet, og derfor er tiltaleformer fundamentale. Ting, som kan virke små – såsom at sige han, hun eller de – er en stor del af vores kønsidentitet. Vi er desværre ikke langt nok i samfundet, til at vi går ud fra, at folk kan være andet end mænd og kvinder.

Jeg er en minoritet, og det betyder, at jeg er i en sårbar position. Derfor giver det mening, at det ikke er mig, der helt alene skal op og sige: Sådan her er det, men at det går den anden vej rundt. Først og fremmest er det selvfølgelig vigtigt, at underviserne tager medansvar for de studerendes trivsel.

Jeg har kun oplevet få gange, at vi studerende bliver tiltalt på kønnet vis, og det er enormt sjældent, at jeg oplever, at der er behov for at putte de studerende i kønnede kasser. Men på Musikvidenskab har vi korledelse som fag, hvor man klassisk set har opereret med drenge- og pigestemmer, og der kan godt opstå nogle problemer.

Det kan for eksempel være transkønnede, der har stemmer, som ikke stemmer overens med det køn, de identificerer sig som. Så kan en transkvinde blive regnet med som en mandestemme, fordi hendes stemme er meget dyb. Men det er i virkeligheden det eneste sted, hvor jeg oplever den kønnethed.

LÆS OGSÅ: »Jeg er blevet vant til at være posterperson for de nonbinære«

Nu skiller jeg mig ikke så meget ud fra det mandlige køn med mit udseende. Derfor er der formentlig mange, der vil antage mig for en mand. Det er selvfølgelig irriterende, at jeg skal ind og rette på det hele tiden. Men jeg kan også godt forstå det – det er en ny ting, det her.

Mange nonbinære bruger de, men indtil videre holder jeg fast i han. Kønsdebatten kommer hurtigt til at handle om, at køn er noget, man er, noget essentialistisk eller urokkeligt. Men jeg opfatter min kønsidentitet som noget, jeg hele tiden kan lege med. I mit perspektiv er køn noget, man handler, frem for noget man er, og derfor opfatter jeg ikke mit pronomen som afgørende.

Nu skiller jeg mig ikke så meget ud fra det mandlige køn med mit udseende.

Jeg synes alligevel, at mailens opfordring til at bruge kønsneutrale stedord, er vigtig. Vi er stadig en gruppe af studerende, som føler at vores eksistens ikke bliver anerkendt inden for sproget. Fordi sproget er så afgørende for, hvordan vi oplever verden, er det ikke bare et lille ord.

Jeg klæder mig ofte traditionelt maskulint, og derfor bliver jeg ikke bemærket så meget. Jeg kan sådan set godt slippe afsted med at skjule min identitet. Men når jeg er på universitetet, er jeg markant mere tryg ved at vælge tøj efter, hvad jeg har lyst til i stedet for, hvad der forventes af mig.

LÆS OGSÅ: Sjældent har så mange været så fortørnede over, at så få beder om så lidt