Jo, universitetsloven er et af KU’s problemer: Den giver dårlig ledelse

Rektoratet mener, at KU rigtignok har mange problemer, universitetsloven er bare ikke et af dem. Det er måske lidt frækt at sige, men helt ærligt: det er da ikke overraskende, at det er rektoratets holdning? At genindføre en eller anden form for demokratisk valg af ledelsen på universiteterne, ville jo i sidste ende også ryste ledertaburetterne på Nørregade.

LÆS OGSÅ: Ja, KU har da udfordringer. Universitetsloven er bare ikke en af dem

Men her vil jeg henvise tilbage i tiden og pege på en konge, man måske kunne lære noget af: Frederik d. 7., som underskrev grundloven, selv om han havde betydelige betænkeligheder ved det. Kongens valgsprog var »Folkets kærlighed, min styrke.«. Jeg ved, at rektoratet ikke alene kan ændre universitetsloven. Men forestil jer nu, hvis ledelsen faktisk lyttede til de mange års kritik blandt forskerne og kæmpede for reel demokratisk indflydelse til universitetets ansatte og studerende. Måske ville det gå så vel, at den en dag ville få rejst nogle rytterstatuer (eller måske cykelstatuer) med indgraveringen »Forskernes kærlighed, vores styrke«.

Rektoratet argumenterer i klummen for, at ledelsen mere effektivt kan tage beslutninger end før reformen – og har taget beslutninger, som har ført til mere internationalisering og en øget videnskabelig produktion. Samtidig afviser de blankt kritikken om, at universitetsloven har ført til en militariseret styring og utallige bullshitt-strategier. De har imidlertid ingen argumenter for kausaliteten bag eller manglen på samme. Selv om det dog er indlysende, at ledere valgt oppefra og ned mere effektivt kan tage beslutninger. Det kan diktatorer også – og de lande, som har en god diktator er heldige, mens de lande, der har en dårlig diktator, er knap så heldige. Men bundlinjen er den samme: der er meget få checks and balances.

Det sidste har medført, at ledelsen – især på grund af de mange krydspres, som den i øvrigt har været udsat for økonomisk og politisk – springer over, hvor gærdet er lavest, når det eksempelvis gælder sanktionering af fagligt og personligt grænseoverskridende adfærd. Det ser ikke godt ud, set oppefra, at have sager, der udtrykker en dårlig kultur. Og så er det i øvrigt besværligt at sanktionere især fastansatte, som måske endda er gode til at skaffe eksterne midler. Derfor er det nemmeste blot at lægge låg på sager som disse, selv om det går ud over folk længere nede i fødekæden.

Jeg har lært på et didaktikkursus, at eksempler fremmer forståelsen. Selv om jeg egentlig havde lovet mig selv ikke at bruge mere tid på mine egne oplevelser med dårlig ledelse, så tænker jeg, at det her har et selvstændigt sigte. Jeg har selv været udsat for fagligt (og personligt) grænseoverskridende adfærd på mit arbejde, og Uniavisen har skrevet om sagen i en artikel, der heldigvis ikke beskriver min sag i alle detaljer. Jeg vil dog her give et par udklip, som er udtryk for et system, som hverken kan eller vil gribe dig i sådanne sager.

LÆS OGSÅ: Lad være med at stjæle mit arbejde

»Jamen det var ikke mig, der var skyld i, at du blev gravid«

Min sag startede med, at min PI, principal investigator (projektleder) i foråret 2021, uden mit vidende og lige før jeg kom tilbage fra barselsorlov, skrev en artikel ud fra mine analyser, research design og store dele af mine data. En artikel, som vi havde en klar aftale om, at jeg skulle skrive, da den skulle danne basis for min ph.d.-afhandling. I en telefonsamtale (som jeg har på bånd) latterliggjorde han min orlov og retfærdiggjorde sin handling ved at sige, at han ikke kunne vente i »måneder eller år mere på at få udgivet resultaterne«, og at det i øvrigt ikke var »hans skyld, at jeg gik på barselsorlov«.

Jeg har risikeret min ryg og mit rygte, mine fremtidige muligheder for ansættelse – og dermed indkomst – ved at sige fra.

Ergo havde han ret til at gå imod vores aftale og udgive mine analyser. Han vidste, at jeg blot en måned senere ville komme tilbage fra barselsorlov, og derfor sagtens kunne færdiggøre artiklen som aftalt. Men det ville selvfølgelig betyde, at han ikke ville få æren for arbejdet.

Jeg kontaktede min ledelse om sagen. Flere gange. Men jeg fik intet svar. Først efter et godt stykke tid – og efter jeg fortalte, at jeg var i kontakt med en journalist. Jeg blev af ledelsen opfordret til at tænke på min karriere og indgå et kompromis. Jeg sagde »tænk, hvis en voldsramt kvinde blev mødt med samme råd«. Det havde ledelsen ikke noget klart svar på.

Senere på året oplevede jeg samme fagligt grænseoverskridende adfærd, denne gang fra min egen vejleder, som krævede at få 30 procents medforfatterskab på min første artikel og ti procents medforfatterskab på min anden artikel. Min vejleder har lavet nærmest ingenting på artiklerne.

Jeg kontaktede endnu engang min ledelse og bad om en klar tilkendegivelse fra min leder om at man ikke på vores institut støtter en sådan kultur, hvor vejledere kan tiltvinge sig medforfatterskab på artikler uden at bidrage. Det fik jeg ikke. Ledelsen talte udenom og en henviste til Named Person for generel rådgivning.

Senere havde vi møde om sagen med institutlederne fra Statskundskab og Antropologi, ledere for henholdsvis min vejleder og PI. Jeg havde sendt dokumentation for alle aspekter af sagen samt en kronologisk oversigt over sagsforløbet. Mine argumenter blev imidlertid vurderet fuldstændig på lige fod med mine to ældre kollegaers udokumenterbare udsagn. Ledelsen tog ikke stilling til sagen og forblev komplet tavs – selv efter Named Person gav mig medhold i, at der har været utrolig dårlig ledelse undervejs.

Under mødet sagde min PI fra Antropologisk Institut igen »jamen det var ikke mig, der var skyld i, at du blev gravid«. Hvis ikke situationen var så alvorlig, kunne jeg have kommet med et sjovt svar. I stedet var der blot larmende tavshed, for ingen af de to ledere brød ind. Ikke engang med et lille rap over nallerne. At man skal føle skyld over at få børn, mens man arbejder på universitetet og samtidig skal straffes for det professionelt, stod derfor fuldstændig uimodsagt.

Under samme møde bad jeg om at blive kompenseret for mit tvungne arbejde under orloven, hvilket min PI under en telefonsamtale indrømmede at have presset mig til. Men til det sagde min institutleder blot, at der ikke var flere penge i projektet, og at det i øvrigt var ord mod ord. Det jeg kunne, var at søge bagud om at få lov til at arbejde under min orlov. Det ville dog få den konsekvens, at jeg ville få forkortet min ansættelsestid. Jeg sagde, at et sådant svar måtte tolkes som at blive mødt af repressalier for at pege på ledelsesfejl.

Jeg endte imidlertid med at få ’retten’ til mit arbejde tilbage, da de ældre herrer trak sig. Mod slutningen af mødet fortalte jeg, at jeg sad tilbage med følelsen af, at det er komplet omkostningsfrit for ældre fastansatte forskere at overskride faglige og personlige grænser. Til gengæld er det meget omkostningstungt for yngre løstansatte at sige fra over for sådan en adfærd. Til det svarede institutlederen på Antropologi (som i øvrigt forsker i social ulighed), at han da bestemt heller ikke troede, at sagen havde været omkostningsfri for min PI, »som helt sikkert har haft nogle søvnløse nætter«. Søvnløse nætter? Kan vi bytte? Jeg har risikeret min ryg og mit rygte, mine fremtidige muligheder for ansættelse – og dermed indkomst – ved at sige fra.

»Jeg står bag dig. Langt bag dig«

Jeg kunne komme med langt flere detaljer om ledelsessvigtet fra de to institutter, som måske kan gå under overskriften »Jeg står bag dig. Langt bag dig.«. Men det har jeg egentlig ikke lyst til, fordi det minder mig om et forløb, som ikke har været særlig rart. Pointen med alt dette er, at jeg bestemt ikke tror, at ledelsen har onde hensigter. De agerer blot i det system, de er underlagt og lægger derfor låg på sagen ved ikke at sanktionere overtrædelserne (på trods af nye codes of conduct og højtflyvende idealer såsom ethics of care).

Samme ledelsessvigt ses ude på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab i disse dage, hvor adskillige ansatte har berettiget om professor Matthew Driscolls seksuelle krænkelser uden at det har haft konsekvenser for krænkeren.

Jeg er af den klare overbevisning, at den dårlige ledelse og mangelfulde håndtering af sådanne sager vil fortsætte, så længe ledelserne kun er ansvarlige opadtil. De vil fortsætte med at lægge låg på sager som disse og negligere det forskerkollektiv, som de burde repræsentere.