Jorden kalder de arabiskstuderende

Den 16. marts skrev nogle studerende på 2. semester af mellemøststudier (arabisk, hebraisk, tyrkisk, persisk) i en intern facebookgruppe, at de syntes, det var problematisk, at de skulle lære ord som fattigdom, terror og husmor på et sprogfag.

Pensum er ‘stereotypt’ og ‘ikke-divergerende’, lød kritikken. De studerendes klagepunkt var, at ord som ovennævnte, især når man bliver eksponeret tidligt for dem under uddannelsen, blot bekræfter ens fordomme om mennesker fra Mellemøsten – hvor man i stedet, ifølge de studerende, burde bruge pensum til at ‘aflive’ de fordomme, vi har om mennesker fra Mellemøsten.

Den logiske konsekvens af sådan en argumentation fra aktivisternes side er naturligvis, at (de andre, og kun de andre) nystartede studerende er letpåvirkelige og derfor bliver racister af at læse tekster, der indeholder stereotyper.

Det er naturligvis noget vrøvl.

Der gik ikke længe, før mange studerende meldte sig på banen i diskussionen. Både for og imod. Jeg var en af dem, og det er i forlængelse af den debat, jeg skriver dette indlæg.

Jeg dimitterede fra Københavns Universitet med en bachelor i arabisk og et af årgangens højeste snit i 2017 og har brugt henved 3,5 år i Mellemøsten siden 2011. Jeg har selv brugt tiden i Mellemøsten på at lytte, læse, diskutere, og ja, lære.

Man kan kun debattere, hvis man kender ordene

Jeg har diskuteret med sekulære hippier, musikere, journalister og en masse andre, der ligner mig selv. Så har jeg også talt med islamister og en taxachauffør, der hadede Danmark på grund af Muhammad-tegningerne.

Jeg prøvede at forklare ham, at man jo kunne købe en anden avis og ellers kigge væk. Jeg fik en dårlig pris på turen.

Jeg har selv med egne øjne overværet politisk og religiøs vold i Egypten, blandt andet da byretten i Cairo blev bombet i 2015, og senere da koptiske kirker blev sprængt i luften af islamister.

Jeg har selv brugt tiden i Mellemøsten på at lytte, læse, diskutere, og ja, lære.

Jeg kom også engang til at starte en stor diskussion om kvindelig omskæring ovre i træningscentret, et kulturelt fænomen der desværre stadig er ret udbredt i Egypten. Det fortæller jeg for at sige, at der er emner, der klart splitter det egyptiske samfund, og som de taler om på caféerne og i nyhederne.

Hvordan skal man følge disse debatter uden at kunne de relevante ord?

LÆS OGSÅ: Til mine identitetspolitiske medstuderende: Nogle gange er ord bare ord

Derfor gør det mig også harm, at nogle unge mennesker bruger den dyrebare tid, de har som studerende, på at forsøge at skærme andre studerende fra den virkelighed, der vil møde enhver arabiskstuderende i Mellemøsten.

Se eksempelvis, hvad en af fortalerne for det aktivistiske projekt skriver i instituttets facebookgruppe:

»Personligt er jeg rigtig glad for den måde materialet er opbygget på mht. tekst, øvelser og grammatik, men det er mere indholdet af teksterne, som nogle gange virker lidt off. F.eks. teksten, hvor det bliver nævnt, at nogen bliver gift med deres kusine – dette sker helt sikkert stadig i Mellemøsten, men jeg synes bare, at det er ærgerligt, at de fordomme folk måtte have, før de kommer på Møs (Mellemøststudier, red.) ofte bliver bekræftet i disse fortællinger. Eller at mange egyptere ikke danser til bryllupper af religiøse årsager – igen, meget vel sandt men det bekræfter bare den forudindtagede møs’er (studerende på Mellemøststudier, red.) om, at islam fylder og er en hæmsko for den almene hverdag. Et billede, som de danske medier i forvejen propper os med og derfor noget, jeg synes er ærgerligt også får plads i vores pensum.«

Der er altså et klart aktivistisk snit, hvor det ikke handler om at lære om nogle af de kulturelle særtræk, der er i Mellemøsten, men om at undgå at fortælle om kulturfænomener, som vi tager afstand fra i vores egen kultur, for eksempel at gifte sig med sin fætter eller kusine. Hvordan hjælper det en mellemøststuderende at blive skærmet fra alt dette?

Svaret er selvfølgelig ligetil. Det gør det ikke. Heldigvis svarer den adspurgte arabiske kvinde i teksten også nej til spørgsmålet om, hvorvidt hun skal giftes med sin fætter. Måske skulle aktivisterne bare læse pensum lidt bedre?

Sandheden er, at islam er en hæmsko, hvis du ønsker at spille vestlig popmusik eller danse til et bryllup. Sådan er den herskende kulturelle norm i størstedelen af Mellemøsten, og gengiver de danske medier den sådan, så er det en korrekt gengivelse af det gennemsnitlige bryllup i Mellemøsten.

Godt, at underviserne stod fast

Netop fordi undervisningsmaterialet er en fremragende resurse, som jeg ved, at der er lagt mange timer i fra undervisernes side, var jeg også ret glad for at se de dygtige undervisere og institutledere gå i brechen for materialet.

June Dahy og Ulla Prien har vist sig lydhøre, hver eneste gang nogen på min årgang er kommet med forslag eller idéer til undervisningen og undervisningsmaterialet, hvorfor jeg er sikker på, at de nok skal finde en løsning også på dette.

Måske skulle aktivisterne bare læse pensum lidt bedre?

For jovist, materialet kunne da sikkert trænge til en opdatering, men det er glædeligt, at underviserne ikke har lagt sig fladt ned.

De har ikke ladet sig bøje, de er ikke faldet til føje. Det er glædeligt, at der stadig er nogle undervisere, der står fast på, at de vil formidle og lære fra sig, også når det ikke er bekvemme emner.

LÆS OGSÅ: Sprogdebat på Arabisk: Sæt mærkat på vores undervisningstekster, ligesom Disney har gjort på de film, tiden er løbet fra

Det modsatte så man eksempelvis ske på Institut for Statskundskab på KU, hvor en enkelt klage fra en enkelt studerende lukkede en årtier gammel tradition med tildeling af lande (som led i et spil, red.) til nye studerende.

Universitetets rolle må aldrig blive at skærme tyndhudede studerende, der frygter, at de ikke kan tøjle deres egen indre svinehund – tværtimod skal universitetet ruste de studerende til den virkelighed, der møder dem dernede i Mellemøsten, og den rummer altså også husmødre, fattigdom, terrorisme og naturligvis meget, meget mere.