Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Dobbeltarbejde — Min studiekammerat og jeg er blevet optaget på den samme uddannelse i London. Alligevel skal vi indsende hver vores enslydende informationer om uddannelsen for hver især at få den SU-godkendt. Informationer, der allerede er godkendt for en stort set identisk uddannelse ved samme universitet.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Et lille land som Danmark har behov for, at studerende rejser ud for at tilegne sig viden og erfaring, der ikke er tilgængelig inden for landets grænser. Udveksling er en mulighed. En anden er at søge ind på en hel uddannelse i udlandet.
Jeg har gjort det sidste. Og jeg har oplevet uhørt friktion og lange behandlingstider i det system, der ellers skulle hjælpe danske studerende til udlandet med den nødvendige støtte.
Jeg var henrykt, da jeg 31. marts i år fik et brev fra London School of Economics (LSE). Jeg var blevet optaget på uddannelsen ’MSc International Relations (Research)’ med studiestart i september 2023. Efter grundige overvejelser – særligt om den høje studieafgift på uddannelsen – takkede jeg ja til pladsen.
Den danske stat stiller generøst en række midler til rådighed for studerende, der tager til udlandet for at læse en hel uddannelse. Man kan både få SU, udlandsstipendium et udlandsstudielån – i alt for mit vedkommende omtrent 226.500 kroner. Penge, som hverken min beskedne opsparing eller legater ville kunne dække.
LÆS OGSÅ: Hver tiende unge har sprunget et måltid over for at spare penge
For at modtage midlerne, skal ens uddannelse godkendes af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Detaljen er dog, at uddannelser godkendes enkeltvis, ikke på institutionsniveau. Det betyder, at selv hvis man skal læse på globalt anerkendte universiteter som Cambridge, MIT, Princeton, Oxford, LSE og så videre, skal man søge om godkendelse af den specifikke studieretning.
Heldigvis er en lang række uddannelser på de ovennævnte universiteter allerede godkendt, fordi danskere har gået på dem før. Disse uddannelser optræder på den såkaldte Fast Track-liste. Til min begejstring var ’MSc International Relations’ på LSE allerede på listen. Forskellen på den og ’MSc International Relations (Research)’ – min uddannelse – er minimal. Derfor øjnede jeg en mulighed for hurtig godkendelse.
Men jeg skulle blive skuffet. Først tog det et par forsøg bare at få fat på Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. En gang måtte jeg sidde i telefonkø i fire timer uden at komme igennem for til sidst at give op.
Usikkerheden vil sidde i mig, indtil sagen er afgjort
Da det endelig lykkedes, fik jeg kyndig og tålmodig hjælp, men måtte sande, at reglerne virkelig er arkaiske: Jeg forklarede, hvordan min uddannelse er næsten identisk med en uddannelse, der allerede er godkendt. Jeg mente derfor blot, at jeg burde skulle skaffe dokumentation for redeligheden af den del af uddannelsen, som afveg fra den på listen..
Men nej, jeg måtte ud og indsamle svært tilgængelig information om samtlige fag på uddannelsen – information, der allerede har været indsamlet, behandlet og godkendt for en anden uddannelse.
Dertil kommer, at en god studiekammerat er kommet ind på den samme uddannelse som mig. Vi tænkte derfor, at det i det mindste kun var en af os, som skulle igennem godkendelsesmøllen. Men nej, det er kun den, der har ansøgt om at få uddannelsen godkendt, der efterfølgende kan søge om SU med tilbagevirkende kraft – som var det, vi begge ville være nødt til.
LÆS OGSÅ: Top 3: Her er de SU-fælder, studerende oftest falder i
Vi var altså to, som sad med hver vores identiske sag med ens dokumentationskrav, som skulle behandles enkeltvist. Mindst firedobbelt arbejde for både travle studerende og en styrelse, der i forvejen er lagt ned af sager.
Til september er jeg tvunget til at gå i gang med min uddannelse uden i princippet at vide, om jeg kan betale for den. Jeg har tillid til, at den nok skal blive godkendt, og derfor tør jeg godt tage afsted. Men usikkerheden vil sidde i mig, indtil sagen er afgjort – og sagsbehandlingstiden er altså fire måneder.
Systemets rigiditet stiller danske studerende på vej til udlandet i en usikker økonomisk situation og forringer samtidig mulighederne for at koncentrere sig om sine studier.
I værste fald kan det få nogen til helt at vælge et studie i udlandet fra. Her er ironien, at der på mange af disse studier er tale om etårige kandidater – som jeg ellers havde indtryk af, at den siddende forskningsminister gerne ville have flere studerende ind på. Det understøtter reglerne ikke for nuværende.
LÆS OGSÅ: Ministeren mødte kritiske studerende til stormøde om etårige kandidater
Der er behov for, at systemet kan handle hurtigere. Der er brug for flere hænder og smidigere regler, så vi kan sende studerende til udlandet med medvind hjemmefra. Kun sådan kan de trygt kan gøre det, de er bedst til – studere.