Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Kemi møder kunst: KU’s nobelprisvinder har fået sit portræt

Hæder — Kemiprofessor og nobelprisvinder Morten Meldal hænger nu blandt de største danskere i portrætgalleriet på Frederiksborg Slot. Uniavisen var med til afsløringen af John Kørners værk.

Der var spænding i luften, da det nye portræt af KU-professor og Nobelprismodtager i Kemi, Morten Meldal, skulle præsenteres 15. januar 2026 på Frederiksborg Slot i Hillerød.

Da dugen endelig blev trukket fra, og portrættet kom til syne, tonede kemiprofessoren frem i karakteristisk hvid kittel og med sikkerhedsbriller på. Meldal er portrætteret midt i en forklaring med hænderne løftet, som er han ved at samle en tanke – eller et molekyle.

Selvfølgelig skal man op og hænge, når man er Nobelprismodtager

David Dreyer Lassen, rektor på Københavns Universitet

Portrættet bliver en del af den nationale portrætsamling på Frederiksborg, som indeholder portrætter af de vigtigste og mest indflydelsesrige monarker, politikere, kunstnere, videnskabsfolk og atleter i danmarkshistorien.

Og det var da også en stolt Morten Meldal, som Uniavisen talte med efter afsløringen.

»Det er jo en kæmpe ære,« siger han og sammenligner oplevelsen med at modtage Nobelprisen.

LÆS OGSÅ: Professor Morten Meldal vinder Nobelprisen i kemi: »Jeg er meget, meget glad«

Samtidig beskriver Morten Meldal det som en uvirkelig fornemmelse at blive placeret blandt »disse store danskere«, som han selv udtrykker det. For i hverdagen går han ikke rundt med oplevelsen af at være noget særligt.

»Men det er jo åbenbart en stor ting at få en Nobelpris,« siger han og tilføjer, at han også er taknemmelig over de mange mennesker, der igennem årene har været med ham i laboratoriet og arbejdet med at opbygge den faglige baggrund, der gjorde opdagelsen bag Nobelprisen mulig.

Da kemien klikkede

Det var i 2022, at Morten Meldal sammen med to amerikanske forskere blev tildelt Nobelprisen i kemi for udviklingen af den såkaldte klik-kemi. Det er en metode til at samle molekyler hurtigt og præcist, som har fået stor betydning blandt andet i udviklingen af lægemidler.

Morten Meldal beskriver selv klik-kemi som byggeklodser, man kan sætte sammen, og i dag bruges metoden på laboratorier i hele verden.

Til stede ved aftenens ceremoni var også rektor på Københavns Universitet, David Dreyer Lassen, der er stolt over, at en KU-professor er blevet en del af den fine samling.

»Det er virkelig sjældent, der kommer nye portrætter op i galleriet, og selvfølgelig skal man op og hænge, når man er Nobelprismodtager. Dem har vi jo ikke så mange af, som vi gerne vil have i Danmark, men det, at Morten nu hænger, hvor han skal, det er dejligt at se,« sagde rektor til Uniavisen.

Sidste gang en person blev optaget som en del af samlingen, var det den danske astronaut Andreas Mogensen, hvis portræt fik en plads blandt de største danskere.

LÆS OGSÅ: Nobelprisvinder Morten Meldal: »Jeg kan love dig for, at det ikke altid er de bedste projekter, der bliver finansieret«

En nervepirrende eksamen

Kunstneren bag portrættet af Morten Meldal er John Kørner, som fortæller, at han så opgaven som en udfordring. Navnlig fordi han ikke har lavet mange portrætter.

»For at være ærlig har jeg ikke så meget erfaring med portrætter. Men det er altid sjovt at kaste sig ud på dybt vand,« siger han til Uniavisen.

Ifølge John Kørner fik han frie hænder i arbejdet med portrættet. Først troede han næsten, at der var blevet lavet en fejl, fordi hans kunstneriske udtryk ligger langt fra det klassiske portræt. Men det var netop ønsket: Et portræt, der ikke bare er et traditionelt ansigt oplyst på en mørk baggrund, men noget, der skulle arbejde med hele rammen og hele lærredet.

Morten var meget hurtig til at sige, at alting er kemi. Hvortil jeg svarede, at alting er problemer

John Kørner, kunsteneren bag portrættet

»Portrætmaleri er en af de ældste traditioner inden for mit fag. Så det er nærmest ligesom at være til eksamen og skulle opdage eller tilføre noget nyt til genren,« siger John Kørner.

Han fortæller, at han hurtigt fik en stærk forbindelse til Morten Meldal, og at samtalerne om kemi, som de to havde, var inspirerende. I hans udlægning opstod der et fælles greb, selv om de kommer fra to forskellige faglige verdener:

»Morten var meget hurtig til at sige, at alting er kemi. Hvortil jeg svarede, at alting er problemer.«

Her kunne Meldal også trække paralleller til den naturvidenskabelige forskningsverdens søgen efter løsninger på problemer.

Et ansigt uden ansigtstræk

Kemiprofessoren selv siger, at han er »meget, meget tilfreds« med portrættet.

»Han har fået fanget hele intensiteten i mit udtryk med de streger rundt om ansigtet, helt uden at tegne en streg inde i ansigtet,« siger Morten Meldal.

Han læser også maleriets farver og stemning som en leg med den brede forestilling om kemi som noget både fascinerende og potentielt farligt.

»Og så elsker jeg jo bare at være i laboratoriet. Så billedet passer også rigtig godt til den situation.«

Portrættet kan ses som en del af den nationale portrætsamling på Frederiksborg fra 16. januar.

Seneste