Israelsk forsker på Københavns Universitet: »Jeg kan ikke svare på, hvad der er godt eller ondt. Jeg ser kun skyggerne«

Hun udtaler sig gerne til medierne. Og hun svarer også ærligt og udførligt, når studerende eller kollegaer spørger om hendes holdning til krigen mellem Israel og Hamas.

Liora Sion kan dog sjældent give entydige svar, hun stiller snarere nye spørgsmål. For situationen er langt fra så sort-hvid, som mange medier og forskellige politiske fraktioner reducerer den til at være.

Israelske Liora Sion underviser i hebraisk på Mellemøststudier på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS). Hun har undervist på KU siden 2019 og er i dag den eneste lektor med israelsk ophav på instituttet.

»Jeg er ofte blevet spurgt, hvorfor jeg har valgt at forske i Israel. Hvorfor jeg vil gøre det mod mig selv, når det er lidt det samme som at gå rundt med en skydeskive på ryggen. Alle har en mening om, hvad jeg skal sige, hvad jeg skal mene. Og ligegyldigt hvad, jeg siger, vil nogen mene, det er forkert,« siger Liora Sion.

Selv om hun ved, at en stor del af de studerende på Mellemøststudier er både engagerede og aktivistiske til fordel for Palæstina, har hun endnu kun mødt respekt og forståelse på sin arbejdsplads, siger hun.

LÆS OGSÅ: Studerende på Mellemøststudier: »Vi taler om krigen fra et propalæstinensisk udgangspunkt«

Anderledes står det dog til uden for universitetets mure.

»Jeg har ikke udtalt mig særlig meget til medierne. Det er ikke fordi, jeg ikke vil, jeg er sådan set ikke blevet spurgt. Formentlig, fordi jeg ikke taler dansk. Og når det kommer til Israel og Palæstina, er alle jo på det seneste gået hen og blevet eksperter,« siger Liora Sion.

Lige meget, hvad jeg siger, vil det muslimske samfund angribe mig for mit israelske ophav, mens det israelske samfund vil angribe mig for ikke at støtte mit land

Liora Sion

Til gengæld har hun flere gange fået negativ respons, når hun har udtrykt sine holdninger på sociale medier eller i samtaler med folk uden faglige kompetencer på området.

»Jeg ved, at jeg vil få en masse negative henvendelser ved at udtale mig, for jeg bliver angrebet allerede. Jeg er fra Israel, men jeg støtter på ingen måde den israelske regerings handlinger. Hamas er ren ondskab og skal afsættes, men det retfærdiggør ikke Israels civile drab i Gaza,« siger Liora Sion og fortsætter:

»Lige meget, hvad jeg siger, vil det muslimske samfund angribe mig for mit israelske ophav, mens det israelske samfund vil angribe mig for ikke at støtte mit land.«

Alligevel stiller Liora Sion op til interview. For hun savner nuancer i den offentlige samtale om krigen, der ifølge hende har fået karakter af »en fodboldkamp.«

»Du er enten på det ene eller det andet hold. Folk er enormt følelsesmæssigt involveret, og de ser ikke kompleksiteten og nuancerne i situationen,« siger hun.

Regeringen vil ødelægge Israel

Krigen har infiltreret alle aspekter af Liora Sions liv. I sin arbejdstid forsker og underviser hun i Israel. I sin fritid læser hun nyheder om krigen eller taler i telefon med familiemedlemmer, som befinder sig i Israel.

»Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne få en pause fra at tænke på det. Men det kan jeg ikke, hele mit liv handler om det,« siger hun.

Liora Sion skulle være fløjet til en konference i Israel samme aften, som Hamas’ angreb fandt sted. Konferencen blev selvfølgelig aflyst øjeblikkeligt, ikke mindst fordi flere af de forskere, som skulle have deltaget, var blevet slået ihjel under angrebet.

»7. oktober var den værste dag i mit liv. Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal komme mig over det. Det er en smerte, som jeg ikke tror vil stoppe. Jeg var lige flyttet i ny lejlighed to dage forinden, så jeg sov bare på en madras i et rum fyldt med kasser. Den madras forlod jeg ikke i to uger. Jeg lå bare og stirrede på skærmen,« fortæller hun.

Stort set hele Liora Sions familie bor i Israel, blandt andet hendes forældre, der er knapt 80 år gamle.

»Jeg havde glædet mig til at komme til Israel og se min familie. Mine forældre er gamle, så man ved aldrig, hvornår det er for sent. De første dage efter angrebet var de helt slået ud. De gik rundt med knive derhjemme. Jeg var bange for, at de ville ende stikke sig selv ned ved en fejl,« siger Liora Sion.

»Jeg talte meget i telefon med dem. Min mor er Holocaustoverlever. Hun græd og sagde, at nu kom andet Holocaust. Jeg beder for, at Hamas vil frigive de gidsler, de har fanget, herunder børn og spædbørn.«

Jeg har prøvet at række ud til palæstinensiske forskere fra andre universiteter – blandt andet fra Sverige. Men de nægter at tale med mig, fordi jeg er israeler

Liora Sion

Trods begivenhederne 7. oktober, som Liora Sion beskriver som »det værste traume« i sit liv, understreger hun flere gange i samtalen, at hun på ingen måde bakker op om den israelske regering og dens handlinger mod det palæstinensiske folk.

»Netanyahu-regeringen er den værste, Israel nogensinde har haft. Den er farlig og fascistisk, og den vil ødelægge Israel. Det er den første antizionistiske regering, Israel har haft, og det er meget sørgeligt, at den danske regering accepterer og byder den velkommen,« siger Liora Sion med henvisning til, at zionisme oprindeligt handlede om, at jøderne skulle have deres egen sekulære stat.

Men ifølge Liora Sion kæmper Netanyahu-regeringen i stedet for at skabe en såkaldt halacha stat, en religiøs stat, ligesom for eksempel staten i Iran.

Hun mener dog ikke, at den israelske regerings handlinger bør opildne folk til at mene, at staten Israel ikke bør eksistere.

»Når jeg hører folk sige, at Israel ikke skal være en stat længere, betragter jeg det ikke som kritik. Det er antisemitisme. Israelere bliver ofte opfordret til at ’tage tilbage til Europa, hvor de kom fra’. Men jeg kommer ikke andre steder fra end Israel. Jeg har kun mit israelske pas – hvor er det, jeg skulle tage hen?«

Atmosfæren har ændret sig

På Mellemøstens sprog og samfund, hvor Liora Sion underviser, har de studerende specialiseringer i både arabisk, tyrkisk, persisk og hebraisk sprog. Normalt underviser hun både i hebraiske sprogfag og i brede kultur- og historiefag.

Men siden angrebet 7. oktober har hun kun undervist de hebraiskstuderende. Blandt sine kollegaer har kun mødt forståelse og sympati for, at landet hvor størstedelen af hendes familie bor, er i krig.

Men fra nogle af de hebraiskstuderende, som har israelsk ophav, hører hun, at det i øjeblikket kan være sårbart at færdes på campus.

Til Uniavisen har flere af instituttets arabiskstuderende fortalt, at samtaler blandt de studerende om krigen på Mellemøststudier sker fra et propalæstinensisk udgangspunkt. Ingen hebraiskstuderende har ønsket at udtale sig til citat om stemningen på campus.

»Jeg har ikke oplevet noget negativt i min afdeling, men det er sensitivt for mine studerende. Der er ikke nogen, der siger noget til dem direkte, men jeg tror, de mærker, at atmosfæren har ændret sig,« siger Liora Sion.

LÆS OGSÅ: Jødisk studerende frygter antisemitisme

Sidste uge inviterede Liora Sion og tre andre undervisere alle studerende på Mellemøststudier til et arrangement om krigen.

Vi bor i et demokratisk samfund, så folk kan boykotte Israel, hvis de vil

Liora Sion

»Jeg synes, vi endte med at have nogle saglige og fine diskussioner med de studerende. En kritiserede fraværet af et palæstinensisk perspektiv i panelet, og den kan kritik kan jeg sagtens kan forstå og tilslutte mig,« siger Liora Sion og tilføjer:

»Men vi er jo en lillebitte afdeling, og vi har p.t. ingen forskere med palæstinensisk baggrund. Vi har heller ikke forskere, der specifikt har specialiseret sig i Palæstina. Jeg har prøvet at række ud til  palæstinensiske forskere fra andre universiteter – blandt andet fra Sverige. Men de nægter at tale med mig, fordi jeg er israeler.«

»Jeg kan ikke svare på, hvad der er godt eller ondt«

KU’s studerende og forskere vil gerne gå i dialog om emnet, også til arrangementet, med plads til alle de nuancer, som ellers ofte går tabt, siger Liora Sion.

»Vi er heldige med vores studerende. De er meget modne, og vi kan have gode og nuancerede samtaler. Vi er ikke altid enige om alt, men det er bestemt heller ikke meningen i akademia. Som universitet er det ikke vores opgave at undervise om krigen fra den ene eller den anden sides perspektiv. Opgaven er at undervise og oplyse.«

Flere af de studerende på Mellemøststudier er aktive i blandt andet organisationen Studerende mod Besættelsen, som blandt andet ønsker at stoppe samarbejde med israelske universiteter. Hvad synes Liora Sion om de studerendes aktivisme?

»Vi bor i et demokratisk samfund, så folk kan boykotte Israel, hvis de vil. Men vi kommer ikke til at stoppe samarbejdet med israelske universiteter, så længe vi har hebraiskstuderende, som har brug for samarbejdet for at kunne færdiggøre deres uddannelse,« siger hun og tilføjer:

»Jeg mener også, at det vil stride mod den frie forskning at stoppe samarbejdet med israelske universiteter. Hvordan skal vi kunne fortsætte med at forske i Israel, hvis vi fuldstændig afskærer forbindelsen dertil?«

Israel er slet ikke så demokratisk og vestligt, som mange hævder. Officielt er det et demokrati, men det fungerer nærmere som et autoritativt regime

Liora Sion

Forskellige krav om boykot af Israel – og særligt landets vidensinstitutioner – er ifølge Liora Sion netop noget, der bidrager til at gøre samtalen unuanceret.

»Jeg forstår godt de studerende og alle andre, der demonstrerer og råber ’Boykot Israel’. Det er fascinerende at være i 20’erne og være aktivistisk og føle, at man har ret. At man kæmper på den rigtige side, at man kan se forskel på godt og ondt,« siger Liora Sion.

Hun holder en kort tænkepause.

»Men jeg tror ikke, det ændrer noget. Man bliver nødt til at se det større billede, og jeg kan ikke svare på, hvad der er godt eller ondt. Jeg ser kun skyggerne.«

Israel: Vesten eller Mellemøsten?

Tilbage i 2016 blev de fire selvstændige fag Arabisk, Persisk, Tyrkisk og Hebraisk sammenlagt til en fælles uddannelse i Mellemøstens sprog og samfund. Dengang lød kritikken fra fagfolk, at der var for store forskelle mellem de fire fag til, at de ville kunne fungere som en samlet uddannelse.

Ifølge Liora Sion er Københavns Universitet da også det eneste universitet i Europa, hvor studier i Israel i dag er placeret sammen med studier i Mellemøsten.

»Israel ser ikke sig selv som en del af Mellemøsten, men som et vestligt land. Israel er i sin selvforståelse et demokratisk land med vestlige værdier, der på mange måder adskiller sig fra de arabiske nabolande,« siger Liora Sion.

Det gælder for så vidt også den anden vej rundt. Ifølge Liora Sion ser de omkringliggende arabiske nationer heller ikke Israel som et land, der hører hjemme i Mellemøsten.

Denne fase er ny, og jeg tror, den bliver altødelæggende for både Israel og Palæstina

Liora Sion

»Men Israel er slet ikke så demokratisk og vestligt, som mange hævder. Officielt er det et demokrati, men det fungerer nærmere som et autoritativt regime, der får mindre og mindre frihed, og stadigt større indflydelse fra religion,« siger hun.

Liora Sion mener, at både Israel og de arabiske nabolande burde begynde at se Israel som en integreret del af Mellemøsten. Og derfor mener hun også, at det er »fantastisk«, at hebraisk i dag er en del af Mellemøststudier på KU.

»Da jeg kom hertil for fire år siden, var jeg både overrasket og lidt nervøs for konstellationen. Jeg var bange for, at jeg skulle gå på æggeskaller,« siger Liora Sion.

»Men jeg synes, det er fantastisk, at de arabiskstuderende og hebraiskstuderende får samme undervisning i Mellemøstens sprog og samfund. For det giver ingen mening at isolere Israel fra de omkringliggende lande – alle parter skal forstå hinanden bedre.«

Krigens allerfarligste fase

Foruden at undervise i både hebraisk og mellemøstlig historie og kultur, har Liora Sion forsket i israelsk militærkultur. I øjeblikket arbejder hun på en videnskabelig artikel, der handler om, hvordan israelske soldaters opfattelse af fjenden har ændret sig over tid.

»Jeg har sammenlignet krigssange, der er skrevet af israelske soldater gennem de sidste 30-40 år. Størstedelen af den litteratur, jeg bruger, kommer fra psykologien og beskriver, hvordan soldater er nødt til at skabe en social og følelsesmæssig distance til fjenden – altså Palæstina – hvis de skal kunne slå ihjel,« siger hun.

Når hun ser på krigssangene fra tiden før den første intifada i 1987 og frem til i dag, kalder Liora Sion udviklingen »uhyggelig.«

Sangene efter første intifada beskriver det palæstinensiske folk som en forhadt fjende. Fjender, men dog stadig mennesker. I sangene efter anden intifada, som begyndte i 2001, forsvinder palæstinenserne helt ud af de israelske soldaters krigssange, fortæller Liora Sion.

Jeg har intet håb for fremtiden

Liora Sion

»Palæstinenserne eksisterer ikke længere som mennesker, men er på dette tidspunkt blevet reduceret til krigsobjekter i soldaternes øjne,« siger hun.

Men i det seneste årti har sangene igen ændret karakter. Det israelske militær er blevet mere religiøst, og nu optræder palæstinenserne igen i krigssangene.

»Nu bliver de beskrevet som bibelske fjender af Israel. Når jeg kigger på, hvordan fjendebilledet har ændret sig fra den første intifada til i dag, vil jeg sige, at vi befinder os i den allerfarligste fase overhovedet,« siger Liora Sion, der mener, at det særligt farlige består i, at både den israelske regering og Hamas ser hinanden som religiøse fjender.

»Hvis du læser Biblen og ser, hvordan man tidligere har anskuet sine religiøse fjender, kan man godt blive bange. Her lyder det, at alle må dræbes. Ingen kan benådes – ikke engang et spædbarn. Denne fase er ny, og jeg tror, den bliver altødelæggende for både Israel og Palæstina,« siger Liora Sion.

Adspurgt hvad hun håber for fremtiden, griner hun tørt. Hun sukker og ryster på hovedet.

»Jeg har intet håb for fremtiden.«