Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Krænkelsesdebatten bør føre til selvkritik

Leder fra Uniavisens trykte magasin nr. 1 2019.

Debatten om krænkelseskultur, der begyndte på Københavns Universitet, er blevet en national kulturdebat med al den ustyrlighed og polarisering, det fører med sig. Det er spændende, men det er også en hovedpine for universitetets ledelse, der skal forklare, at KU ikke er ved at sælge ud af forskningsfriheden for at tækkes et angiveligt segment af krænkelsesparate hængemuler. Bøvlet er det også for universitetets tillidsfolk, der netop var færdige med at formulere retningslinjer mod krænkelser, og nu skal skrive hele bunken om igen inden Sankt Hans. Hvem havde regnet med efter #MeToo, at folk ville flippe ud over regler imod krænkelser?

Det er forståeligt, hvis man bliver fristet til at parkere debatten. Rektor kalder i en kommentar krænkelseskulturen for et medieskabt fænomen. Og det har han nok en pointe med, men vi taler nu alligevel med nogle folk, der siger, nej, den debat skyldes også KU’s egen kultur.

Tilsvarende kan man mene – som rektor synes at gøre i et aktuelt interview med Politiken – at det er kritikerne, der misforstod KU’s krænkelses-retningslinjer og læste dem ude af kontekst. Og det kan også være rigtigt. Men vi taler nu også med en forsker, der argumenterer for, at retningslinjerne i sig selv burde være tænkt bedre igennem – ikke mindst så KU-ansatte ikke, som det skete for en lektor sidste år, bliver kaldt til tjenstlig samtale, uden at der foreligger en formel klage.

Et problem ved debatten er, at ’krænket’ er blevet et skældsord, man bruger om folk, hvis holdninger, man ikke kan lide. De såkaldt krænkede siger sjældent, hvis nogensinde, at de er krænkede. Tværtimod, når det såkaldte krænkelsespoliti – og det er altid studentergruppen Front, folk nævner – bliver angrebet, er det ikke kun fordi de hidser sig op over ting, andre regner for tilforladelige. Det skyldes også, at Fronts argumenter er en ubehagelig konfrontation med flertallets magelige vanetænkning.

Apropos vanetænkning har vi også talt med en studerende om at blive centrum for en mediestorm om sine ord, uden at nogen lige huskede at spørge hende, hvad hun egentlig havde sagt.

Krænkelsesdebatten er kompleks, men er det skidt? Vi forsøger at blande vinklerne. I Uniavisen bringer vi en kritisk artikel om medarbejdere fra Biologi, der føler sig kørt over af en dekan, som har tvangsfusioneret deres institut med Statens Naturhistoriske Museum. Det er ingen smuk fusion. Men det betyder jo ikke, at vi ikke skal have blik for, at museet er et vidunderligt sted. Så vi har besøgt kvinden, der håndterer samme museums nye samling ravklumper, og på billedet midt i bladet svømmer vi helt hen i det museale.

Kompleks er også seneste nummers portrætterede forsker-profil. Professor i retshistorie Ditlev Tamm har brugt de seneste årtier på at udfordre sit fags grænser med litteratur. Senest har den 73-årige professor kastet sig over juraens forhold til køn. »En ældre hvid mand, vi kan li’« var vi lige ved at skrive i et nik til Euromans faste format ’en kvinde, vi kan li’. Men det var sgu for krænkende. Så lad os nøjes med at erklære, at vi er nede med Ditlev Tamm og hans brede dannelsesbegreb.

 

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste