Krav om højt snit på kollegier er ananas-i-egen-akademikerjuice

Indlægget er opdateret kl. 16.30 med en præcisering af Tietgenkollegiets adgangskrav.

Ananas-i-egen-akademikerjuice.

Det er det, jeg vil kalde det, når kollegier – ofte for studerende på Københavns Universitet – har høje adgangskrav. Det kunne vi for nyligt høre i Radio 4.

Jeg er bekymret for, hvilket signal man sender til de studerende. For jeg tror ikke, at man bliver et lykkeligere, klogere eller mere kærligt menneske af at gå rundt i et cocktailmiljø, hvor alle har de samme blåstribede skjorter, følger Macron på Facebook og snakker afleveringer i fritiden – til en akademikerfest, man selv har arrangeret.

LÆS OGSÅ: Sådan skriver du ansøgningen, der får dig ind på et fedt kollegie

At der er flere akademikere i et rum, finder jeg personligt ikke dragende. Der, hvor akademikere med høje snit er flest, bliver albuerne hurtigt lidt skarpere. Jeg stræber så rigeligt, og jeg vil sgu hellere overraskes.

Når vi står med en generation af stressede studerende, så ser jeg ikke den store fidus i, at man ansporer til, at de studerende i højere grad skal tage deres faglighed med ind i deres privatliv. Det er i et eller andet omfang det signal, som Rasmus K. Feldthusen, efor på Collegium Juris på Nørrebro i København, sender, når han begrunder karakterkravene med, at man i højere grad får skabt et »fagligt inspirerende« studiemiljø på kollegierne.

Kald mig bare Svend Brinkmann-naivist, men jeg tror på et miljø for studerende, hvor vi slapper mere af, går mere glip, bliver mere fordomsfrie og stopper målrationaliteten. Simpelthen fordi vi ofte får mere mening og velvære ud af det.

Toppen af fødekæden

Vi skal skabe et miljø, hvor vi dyrker nysgerrigheden på andre mennesker. Det er sådan, vi forstår hinandens udfordringer, når vi mødes på tværs. Vi bliver bedre samfundskreatører. Bliver jeg embedsmand med ansvar for børnelovgivning, er det positivt, at jeg kender en pædagogstuderende fra min studietid. Bliver man pædagog, og vil man kæmpe i en fagforening, er det måske positivt, at man har diskuteret politik med mig – så man ved, hvor meget jeg “djøffer” rundt i mit ministerium med min egen lukkede logik.

Hvad er det helt præcist, man frygter på kollegierne?

Emil Sloth Andersen

Signalet med karakterkravene er utvetydigt: Du er kun god nok i studenteraristokratiet, toppen af fødekæden, hvis dine karakterer er høje nok. Og kravene kan være mange. Lad mig komme med nogle af de mere kendte eksempler.

På Collegium Juris i København skal man have et karaktergennemsnit på mindst syv på sin igangværende universitetsuddannelse.

På Tietgenkollegiet skal man have et karaktergennemsnit på 7 fra sin ungdomsuddannelse. Man skal samtidig komme fra et af de store danske universiteter eller en uddannelse under Kulturministeriet, eksempelvis Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Regensen tager kun studerende fra Københavns Universitet eller DTU. Man skal have et snit på 7, og her skal man endda have dansk statsborgerskab.

LÆS OGSÅ: Tour de chambre: Den store kollegieguide

Frygt for Rasmus Seebach?

Når jeg læser om alle de adgangskrav, får jeg lyst til at spørge: Hvad er det helt præcist, man frygter på kollegierne? Er det, at samtaler om Bourdieus kapitalapparat bliver afbrudt af en pædagog, der fortæller om lortebleer? Er det, fordi miljøet bare ikke bliver lige så Oxford- og akademikerolympiade-agtigt, som man ønsker det? Frygter man, at en sygeplejerske bryder med akademikernes snævre flokidentitet ved at sætte Rasmus Seebach på højtaleren og diske op med en Breezer?

Jeg stræber så rigeligt, og jeg vil sgu hellere overraskes

Emil Sloth Andersen

I forvejen var det kontroversielt, da Københavns Universitet for nogle år siden indførte et adgangskrav på 6. Jeg mener, det var en forkert beslutning af universitetet, der blot lagde mere ansvar over på Roskilde Universitet og Aalborg Universitet. Nu var det Aalborg Universitet, der måtte tage sig af at give tømrersønnen eller den ordblinde studerende med et snit på 4 mulighed for at blive historiker.

Et andet spørgsmål er helt åbenlyst: Hvor ligger rimeligheden i, at personer, der studerer kulturvidenskab eller jura, skal have adgang til flere boliger end den pædagogstuderende? Som kandidat til borgerrepræsentationen bekymrer det mig enormt meget, at flere pædagoger søger ud af byen, fordi boligmarkedet i forvejen er kropumuligt for lavere indkomster. Vi får ikke flere pædagoger ind på de tomme uddannelsespladser i København, når vi indfører krav på stribe. Personligt ønsker jeg at bruge tre milliarder kroner af Københavns eksploderende formue, så vi kan medfinansiere 30.000 almene ungdomsboliger.

Ja, beklager, men jeg ser mange problematikker ved karakterkravene på kollegierne. Hovedbudskabet er, at de stimulerer nogle af de værdier, der fylder for meget i vores samfund. Det er en større værdikamp. Kravene hænger uløseligt sammen med, om vi vil dyrke en doktrin, vi kender fra neoliberalismen, hvor lykken er gjort, jo bedre vi præsenterer, jo mere vi står i konkurrence, jo mere vi arbejder, jo mere vi tjener. Eller ønsker vi et samfund, hvor vi stresser lidt mindre, går lidt mere glip, nøjes med en mere moderat velstandsstigning og prioriterer værdier som nærvær, omsorg og nysgerrighed.

Jeg synes, den der akademiker-i-egen-juice-fest er for bitter i længden.