Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

KU afviser stadig mange trods fald i ansøgertal

Optag 2017 — KU tilbyder pladser til 7.270 nye studerende. Naturvidenskaberne tiltrækker flere, mens de humanistiske fag tager et lille dyk. Se hvilket fag, der er sværest at komme ind på - og læs, hvorfor KU vil have afskaffet karakterbonus.

7.270 personer fik natten til fredag tilbud om en studieplads på Københavns Universitet (KU). Over 6.000 af dem – omkring 85 procent – kommer ind på det studium, de har søgt som førsteprioritet.

Trods et markant fald i år i antallet af ansøgninger til de videregående uddannelser, har KU ikke svært ved at fylde butikken og holder optaget på sidste års niveau.

»Jeg har primært lagt mærke til, at selv om vi har haft et fald i antallet af ansøgninger på næsten seks procent, har vi optaget stort set lige så mange som sidste år,« siger Pernille Kindtler, sektionschef i Uddannelsesservice på Københavns Universitet.

Flere vælger naturvidenskab

KU afviser dog fortsat mange unge, der ønsker at uddanne sig.

Et eksempel er Det Humanistiske Fakultet. Her har faldet i antallet af ansøgninger i forhold til sidste år været størst (16,2 procent), men over 7.000 har stadig søgt de lidt under 2.000 pladser, som er blevet tilbudt.

Det kan tyde på, at ansøgerne, generelt set, er søgt over mod uddannelser, hvor der er plads til dem.
Pernille Kindtler, sektionschef i Uddannelsesservice på Københavns Universitet

»Vi har også set et fald i antallet af førsteprioritetsansøgninger på cirka fem procent, men på trods af det, er der faktisk lidt flere ansøgere end i 2016, der er kommet ind på deres førsteprioritet,« siger Pernille Kindtler.

»Det kan tyde på, at ansøgerne, generelt set, er søgt over mod uddannelser, hvor der er plads til dem.«

Særligt på de naturvidenskabelige uddannelser, der for tiden bliver fremhævet som mest relevante i den offentlige debat, har der været kapacitet til at tage imod flere studerende, siger Pernille Kindtler:

»Der er kun fire uddannelser på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE), hvor der er ledige pladser i år. Sidste år var det seks. Og tallet har tidligere været højere. Og SCIENCE har også den største stigning i antallet af optagne – godt fem procent.«

Kvotienterne er stadig høje – og kunstigt pumpede

I øvrigt er adgangskvotienterne heller ikke rigtig faldet på KU, selv om færre har søgt en uddannelse i år.

Pladsen som KU’s sværeste fag at komme ind på tilhører Psykologi. I de sidste par år har det været uddannelsen Molekylær Biomedicin.

»KU er privilegeret. Vi får mange førsteprioritetsansøgninger, og vi får også mange ansøgninger fra folk med gode kvalifikationer. Der har hele tiden været noget at give af,« siger Pernille Kindtler. »Der er 14 uddannelser med en adgangskvotient på 10 eller derover.«

KU’s højeste adgangskvotienter 2017

  1. Psykologi: 11,5
  2. Molekylær Biomedicin: 11,4
  3. Statskundskab + Medicin: 11,2
  4. Forsikringsmatematik: 11,1

Pernille Kindtler siger, at en af årsagerne til de høje kvotienter er den såkaldte hurtig start-bonus.

»Den så vi gerne fjernet, for den puster karakterne kunstigt op. Et gennemsnit på 12 kan ende som 13,7, og altså med at skalaen bliver sprængt.«

Der er to problemer med de bonus-pumpede karaktersnit, siger Kindtler.

»For det første er der ikke belæg for at tro, at en studerende, der starter meget tidligt på sit studium er en bedre studerende, end en, der venter lidt. Så for os betyder reglen, at vi ikke får lov at optage dem, der reelt er bedst kvalificerede. Og for det andet er det dumt, at man presser studerende, der måske kunne have god brug for tid til at overveje deres muligheder, til at træffe et valg. Det valg bliver måske senere til et fravalg.«

Det værste jeg ved - som studievejleder - er, når jeg hører de unge sige, at ‘nu skal de bruge deres snit til noget’
Pernille Kindtler, sektionschef i Uddannelsesservice på Københavns Universitet

KU’s kritik af bonus til hurtige studievælgere støttes af interesseorganisationen Dansk Erhver, som i en pressemeddelelse 28. juli beskylder politikerne for at give de unge ‘forkerte incitamenter’.

Man bør ikke vælge fag for at ‘bruge sit snit’

Pernille Kindtler påpeger, at intet taler for, at fag med en lav kvotient (fx Kemi) skulle være lettere at læse end dem med en høj (fx Film- og Medievidenskab).

»Adgangskvotienten er alene prisen for at komme ind på uddannelsen, defineret af udbud og efterspørgsel,« siger Pernille Kindtler.

»Men adgangskvotienterne kan godt narre nogen. Det værste jeg ved – som studievejleder – er, når jeg hører de unge sige, at ‘nu skal de bruge deres snit til noget’. Hvis man fx drømmer om at læse fysik, men har et snit på over 11 og føler sig presset til at søge et fag, der måske ikke er deres hovedinteresse. Det, synes jeg, er ærgerligt.«

KU optager markant flere kvinder end mænd

I mange år har Københavns Universitet optaget langt flere kvinder end mænd, og den tendens fortsætter også i år.

4.382 kvinder er blevet tilbudt en plads mod kun 2.888 mænd.

Bekymrer kønsfordelingen?

»I udgangspunktet nej,« siger Pernille Kindtler. »Nogle uddannelser tiltrækker særligt det ene køn, jeg mener ikke, det bør give anledning til bekymring. Men vi forsøger at kommunikere om vores uddannelser på måder, der er relevante for alle.«

Følg Uniavisen på Facebook.

 

Seneste