KU-debattører blæste til kamp mod karaktererne på Folkemødet

I sin afskedstale som uddannelses- og forskningsminister opildnede Søren Pind de politiske partier til at bekæmpe den stress og mistrivsel, der ifølge undersøgelser hersker blandt danske studerende.

Siden har temaet for alvor indtaget den politiske dagsorden, således også på Folkemødet, hvor Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen knap nok beskæftigede sig med andet i sin tale på Cirkuspladsen (hun bedyrede blandt andet, at S vil afskaffe uddannelsesloftet).

Også ude i teltene på Allinge Havn blæste debattører til kamp mod de studerendes mistrivsel. Vinklen var ofte den samme: Det handler om karakterer.

Det gjorde det også, da Studenterrådet inviterede til debat i KU’s telt under titlen Er der plads til de studerende i konkurrencestaten? Hovedbudskabet fra to KU-professorer, Lars Tønder og Jens Dolin, var klart: Karaktererne er med til at fremme en præstationskultur, der hæmmer læringen.

»Karakterer er et rigtig dårligt mål. Et tal kan ikke rumme den nødvendige kompleksitet i en præcis tilbagemelding,« sagde Dolin, der er professor emeritus ved Institut for Naturfagenes Didaktik.

Siden forklarede en af debattens arrangører, Studenterrådets forperson Amanda Büchert, hvorfor hun i lighed med Dolin og Tønder i så høj grad ser karaktererne som en medvirkende årsag til de studerendes kvaler.

»Da jeg startede på universitetet, handlede de fleste spørgsmål til den første forelæsning om, hvornår eksamen lå, og hvad kravene var. Der er et kæmpe fokus på karakterer, der går imod ideen om, at læring har en værdi i sig selv,« siger hun.

Karakterer er et rigtig dårligt mål

Jens Dolin, Institut for Naturfagenes Didaktik

»Det er noget, de studerende tager med sig fra gymnasiet. Det er så indgroet i dem, at man skal have et højt gennemsnit for at komme videre i sit liv på en acceptabel måde.«

Karakterfrit første semester

Under debatten fremhævede Jens Dolin Antropologi som et studie, der kan tjene som forbillede. På studiet har man indført et karakterfrit første semester, hvor de studerende ikke bliver evalueret med et tal, men får skriftlig feedback.

Amanda Büchert, der selv studerer Antropologi, fortæller, at ordningen endnu ikke er blevet evalueret, men at de medstuderende, hun har snakket med, er begejstrede. Hun mener, at de øvrige KU-studier bør følge trop og udskyde karaktergivningen til efter første semester.

»Det giver god mening at fjerne karaktererne i starten af uddannelsen, for så kan de studerende få lov til først at lære at være studerende og vænne sig til et helt nyt liv. Der sker mange omvæltninger, når man starter på universitetet, man flytter til et nyt sted, skal selv strukturere sin tid og få læst i tide. Det skal man have lov til at finde sig til rette i, og det er man bare ikke verdensmester til i starten. Så kan man blive evalueret med karakterer senere.«

Så der er ikke tale om, at I helt vil have fjernet karaktererne?

»Nej, overhovedet ikke. Jeg oplever, at vi ofte bliver misforstået i debatten: Vi siger ikke, at vi skal fjerne karakterer helt, det har vi slet ikke midler til, som det er nu, fordi det vil kræve langt mere formativ feedback. Så vi har valgt at kæmpe for, at karaktererne skal fjernes på første semester, men ikke totalt,« siger hun.

»Vi har heller aldrig sagt, at de studerende ikke skal vurderes. Det er klart, at hvis man fjerner karakterer, så skal man have en anden form for evaluering. Vi siger jo ikke, at de bare skal rende rundt og ikke vide, hvordan de klarer sig.«

Jeg ville bytte min sportsvogn, elbil og villa for at være der, hvor de studerende er. I har det fantastisk.

Per Kirchner, adm. direktør, Novicell

Jeres næstforperson skrev ellers i et debatindlæg, at I ønsker jer »et studie- og læringsmiljø, hvor man ikke føler, at man bliver målt og vejet«?

»Pointen er, at det ikke skal være det eneste. Og sådan er det i høj grad lige nu. Det handler om, at man skal få den rigtige anmeldelse, så man kan få det rigtige job. Det er blevet sindssygt instrumentaliseret. Værdien i at lære bliver fuldstændig overset, universitetet er blevet et middel til at nå et andet sted hen.«

Men så handler det vel ikke om karakterer, bare om, at man skal bruge flere midler til at supplere dem med evalueringer? Midler, som man ikke rigtigt har på grund af 2 procentsbesparelserne?

»Jo, for man skal lære at være studerende først, så man ikke går helt ned, hvis man får et 4-tal, efter man har været vant til altid at få 12 i gymnasiet. Karaktererne i starten af uddannelsen er alligevel ikke dækkende for, hvor dygtige de studerende er. Det er rigtigt, at underviserne ikke har tid til at give feedback på grund af besparelserne, men omvendt har man jo fundet en løsning på Antropologi.«

En offerrolle?

Bücherts ord flugter med det, formanden for Danske Gymnasieelvers Sammenslutning, Jens Philip Yazdani, og forkvinde for DSF, Sana Mahin Doost, sagde andre steder på Folkemødet. De studerende bliver kvast i konkurrencestaten; de bliver ekspederet igennem fabrikken med tunge hjerter og ufravigelig kurs mod arbejdspladsens endedestination.

Men er ulykken virkelig så tung?

I Studenterrådets debat deltog administrerende direktør i konsulentfirmaet Novicell Per Kirchner. Han sagde at de unge skal være varsomme med at gøre sig selv til ofre. Som når de klager over, at de får karakterer, eller at SU’en er for lav. De studerende, sagde han, kan som aldrig før håndplukke fra et tagselvbord af muligheder.

Når vi som studerende er kritiske, bliver vi banket oven i hovedet med, at vi er så privilegerede og har det bedre end i andre lande. Det er rigtigt, men det betyder ikke, at vi ikke må være kritiske

Amanda Büchert, forperson, Studenterrådet

»Jeg ville bytte min sportsvogn, elbil og villa for at være der, hvor de studerende er. I har det fantastisk,« sagde Kirchner og kritiserede debattens titel Er der plads til de studerende i konkurrencestaten? for at benytte sig af offerretorikken.

Amanda Büchert, har Per Kirchner ikke en pointe, når han siger, at de studerende ikke burde brokke sig over at få en karakter i ny og næ, men sætte pris på alle de muligheder, de har?

»Jeg synes, det er rigtig ærgerligt formuleret. Når vi som studerende er kritiske, bliver vi banket oven i hovedet med, at vi er så privilegerede og har det bedre end i andre lande. Det er rigtigt, men det betyder ikke, at vi ikke må være kritiske. Det kan blive bedre, og vi har ressourcer og midler til at gøre det bedre. Én ting er trivslen, men uddannelse er også en god investering. Vi har et højt antal veluddannede mennesker i Danmark, fordi vi investerer i uddannelse, og det er politikerne i gang med at ødelægge,« siger Büchert.

Men kan den vedholdende kritik gøre, at man får talt sig ned i en offerrolle?

»Det er et svært spørgsmål. Jeg vil sige det på den måde, at det er ikke det, jeg ser. Jeg synes, ikke det er et problem, vi har skabt ved at snakke om det på en bestemt måde. Jeg synes snarere, problemet er, at vi ikke har snakket nok om det. Det er tabubelagt at have stress og depression og gå alene rundt og føle sig dårlig og forfærdelig, selv om det næsten er virkeligheden for hver anden studerende.«