Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

KU-forskning i oldtidssagaer løber med flere priser

Hæder — To forskere på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab modtager priser for deres arbejde inden for norrøn litteratur. Det er Einar Hansens Forskningsfond, som hylder deres »fremragende humanistiske forskning«.

Fra 2019 er det desværre slut med at læse islandsk, oldislandsk og færøsk på KU. Men Einar Hansens Forskningsfond hædrer i år den forskning, som fortsat beskæftiger sig med oldnordisk sprog, kultur og historie.

Ph.d. og lektor i norrøn filologi Annette Larsen har været »den drivende kraft bag det nordiske samarbejde, som har givet sagaerne nyt liv på nutidens sprog«. Sådan lyder det i begrundelsen for, at Einar Hansens Forskningsfond nu hædrer forskeren med årets danske pris for fremragende humanistisk forskning på 100.000 kroner.

Kollega og professor Matthew Driscoll modtager også en hæderspris for sit arbejde med digitalisering af den gamle nordiske litteratur.

‘Game of Thrones’-forskning

Der ville ikke være nogen Game of Thrones uden sagaerne, sagde Annette Lassen til Uniavisen, da vi interviewede hende i 2016. Og den anerkendte KU-forsker kan tage noget af skylden for, at oldtidssagaerne i dag er så populære. Lektoren i norrøn filologi har nemlig været redaktør på en række nyoversættelser af de ældgamle skrifter.

 

I 2014 udkom fem bind af ‘Islændingesagaerne’, siden 2016 udgives serien ‘Oltidssagaerne’, og i bogen ‘Islændingesagaernes verden’ fra 2017 sammenfatter Annette Lassen alt, hvad der er værd at vide om værkerne.

Resultaterne af den humanistiske forskning er så massivt til stede i vores daglige liv, at man måske glemmer at se det

Prismodtager Annette Lassen

Og det er det arbejde med at modernisere de gamle sagaer og gøre dem tilgængelige for et større publikum, som Einar Hansens Forskningsfond lægger vægt på i deres begrundelse for at hædre forskeren. Ifølge fonden har Annette Lassens arbejde med teksternes historie desuden været »præget af tværvidenskabelig indsigt og tværvidenskabelig betydning«.

Og forskeren er taknemmelig for at modtage en pris for netop dette arbejde:

»Jeg er først og fremmest glad og stolt! Prisen er både en anerkendelse af min forskning og det arbejde jeg har lagt i at formidle islændingesagaer og oldtidssagaer i nye oversættelser på et videnskabeligt grundlag.«

Sagaerne er stadig relevante

Men for lektoren sender prisen også et vigtigt signal om, at studiet i norrøn filologi er vigtigt at understøtte og bevare:

Einar Hansens Forskningsfond

I fondens bestyrelse sidder forskere fra Københavns og Lunds universiteter, og den skal virke for samarbejde mellem de to universiteter på hver side af Øresund.

Fonden skal fremme forskning og videnskabeligt samarbejde og kontakt inden for de humanistiske discipliner. Den giver også bidrag til at kunne publicere videnskabeligt materiale om erfaringer inden for området.

»Prisen er samtidig en anerkendelse af, at mit forskningsområde – den oldislandske litteratur og teksthistorie – er et vigtigt fag. Og det har betydning i en tid, hvor man på KU for nyligt har nedlagt undervisningen i islandsk.«

Einar Hansens Forskningsfond sætter spot på den fremragende forskning, som foregår på Søndre Campus. Og det har stor relevans, mener Annette Lassen:

»Humaniora tales ned i Danmark af mange politikere i disse år. Men den humanistiske forskning bidrager til, at vi overhovedet kan gøre os fornuftigt begreb om vores kultur og historie – uden at lade os styre af forudindtagede meninger og myter.«

For Annette Lassen er der ikke nogen tvivl om, at forskning i humaniora er nødvendigt i dag:

»Resultaterne af den humanistiske forskning er så massivt til stede i vores daglige liv, at man måske glemmer at se det. Som alle ved, er humaniora grundlaget for et vist dannelsesniveau, som er uundværligt i et civiliseret samfund. Blandt andet derfor er det vigtigt at minde om humanioras betydning!«

Digital humaniora

Fonden har også rigeligt med ros til Matthew Driscoll, professor i norrøn filologi, som får en hæderpris for sit arbejde med digitalisering af oldnordisk litteratur på 25.000 kroner.

»Digitaliseringen har ikke været en simpel overføring af kendte fremgangsmåder, men en gentænkning fra grunden, som har åbnet for helt nye muligheder. Matthew Driscoll har været en pioner, længe før nogen begyndte at tale om digital humanities«, står der i en pressemeddelelse fra Einar Hansens Forskningsfond.

Seneste