KU’s vinder-kvinder

»Jeg får kuldegysninger, når du snakker om det.«

Sådan siger Kinza Olsen Riahi til Malou Krøll Sebens, der sidder ved siden af og fortæller om den dag, hvor de to KU-studerende var med til at skabe en sensation i dansk rugbyhistorie.

Med en sølvmedalje på brystet ved årets EM i den næstbedste række kunne Danmarks kvindelandshold ikke kun træde op på podiet. Med sejren trådte de samtidig op i den bedste europæiske rugbyliga, Championship-rækken, noget ingen danske rugbyhold på tværs af køn har gjort tidligere.

Og det er ikke kun den fysiske træning, der fylder i de to kvinders kalender. Foruden at være atleter i topform er de også fuldstidsstuderende på KU.

Uniavisen har mødt dem for at høre, hvordan man mestrer en dobbeltkarriere mellem sport og studier – og hvilke kompromisser, det koster.

Verdens største madpakke

Malou Krøll Sebens har netop afleveret sin bachelor på medicinstudiet, mens Kinza Olsen Riahi starter på femte semester på Statskundskab.

På studiet er Malou Krøll Sebens kendt som »hende med den store rygsæk,« når hun trasker ind i undervisningslokalerne med sin backpacker-rygsæk, der både skal rumme studieting, træningstøj til hele dagen og »verdens største madpakke,« som hun selv siger.

»Klokken 6.45 møder jeg ind på Bispebjerg Hospital, hvor jeg har studiejob som blodprøvetager. Inden da har jeg været oppe og træne, og efter vagten tager jeg direkte på uni for at sidde klar til forelæsning klokken 10. 17.30 tager jeg så fra Panum til min klub, hvor jeg har to timers træning, inden jeg er hjemme igen ved nitiden,« svarer Malou Krølle Sebens på spørgsmålet om, hvordan en hverdag kan se ud.

LÆS OGSÅ: ’HC ovn’, festival og pusterum: Her er din guide til Nørre Campus’HC ovn’, festival og pusterum: Her er din guide til Nørre Campus

Det kan godt være, det ikke er et studiejob, men det er stadig virkelig fede egenskaber at få med videre.

Kinza Olsen Riahi

Kinza Olsen Riahi har måttet fravælge studiejobbet. Noget, som godt kan presse hende, når hun sammenligner sig med sine studiekammerater:

»Fuck, nu har alle mine studiekammerater de her fede studiejob, og hvad har jeg,« siger hun og tilføjer, at hun håber, at hendes fag, statskundskaben, og hendes sport på længere sigt kan smelte sammen med hendes interesse for diplomatiet.

LÆS OGSÅ: Du er lige startet på uni. Hvornår skal du begynde at stresse over studiejob?

Hun påskønner studiets fleksibilitet, en tålmodig læsegruppe og dette semesters ugentlige fridag, hvor hun får enderne til at mødes igen:

»Når vi træner to til tre timer dagligt, og hver weekend står på heldagsturneringer eller træninger, har jeg jo hverken kunnet nå at lade op, læse til den kommende uge, vaske tøj, handle eller noget. Alt det der bruger jeg mine mandage på,« siger Kinza Olsen Riahi.

I denne uge myldrer nye studerende ind over KU’s dørtærskel, mens trofaste tutorkorps går forrest og viser vej. Og hvis sporten ikke tog så mange af døgnets timer, er tutortjansen også noget, Kinza Olsen Riahi gerne ville have været en del af.

»Det betyder rigtig meget for mig at være social, og jeg forsøger også at finde tiden til at møde op til torsdagsbarer efter træning,« siger hun, der for eksempel også måtte give afkald på studiets galla for et rugbyarrangement.

LÆS OGSÅ: »Jeg ville virkelig ønske, jeg havde 48 timer i døgnet«

Op ad bakke med støtten

Det er ærgerligt at gå på kompromis med læsning og uddannelse. Det er de to atleter enige om. Ingen af dem betragter studierne som en plan b, hvis sportskarrieren skulle glippe. De drømmer lige så meget om at dygtiggøre sig med bøgerne som at brillere på rugbybanen.

Men det er ikke altid nemt at drømme stort i flere retninger:

»Hvis man vil dyrke sport på højt plan, bliver man nødt til at være meget perfektionistisk og gøre sit allerbedste. Men det er svært både at klare sig godt på sit studiet og i sin sport. Så jeg kæmper virkelig for at tro på det, når jeg siger til mig selv, at en dumpet eksamen er okay,« siger Malou Krøll Sebens, der også ofte går glip af både fødselsdage og fester.

Hverken Malou Krøll Sebens eller Kinza Olsen Riahi er en del af KU’s støtteordning for eliteatleter, KU Professionals, som er i samarbejde med den landsdækkende støtteorganisation, Team Danmark.

LÆS OGSÅ: Bøger og banerekorder: Ny aftale hjælper studerende som Tobias med at balancere elitesport og studier

Lige pludselig følte jeg, at jeg hørte til i stedet for at føle mig forkert, fordi jeg er bredskuldret og muskuløs.

Malou Krøll Sebens

Rugbysporten er nemlig for lille til at kunne være tilknyttet Team Danmark, hvilket ifølge Kinza Olsen Riahi er »noget møg.«

Og så var Malou Krøll Sebens næsten tre år inde i studierne, før hun fik kendskab til KU-ordningen, som hun nu vil undersøge nærmere på kandidaten. Måske kan det ikke lade sig gøre at blive medlem uden Team Danmark.

Med besøg i otte forskellige lande inden for de sidste 11 uger i rugbyens tjeneste, er hun bekymret for, hvordan de obligatoriske klinikophold, medicinstuderende har i vente på kandidaten, vil påvirke hendes kommende år på rugbybanen.

»Det er ikke fordi KU på nogen måde modarbejder kombinationen af studier og elitesport,« siger Malou Krøll Sebens:

»Men mere gennemsigtighed og orientering om, hvilke muligheder, KU-studerende har, kunne være virkelig dejligt,« siger hun.

Lille sport, stor frivillighed

I år har kvindelandsholdet fået mere professionelle rammer, men sådan har det ikke altid været.

For kvinderne kom sidste års EM med en egenbetaling på omkring 4.500 kroner – et beløb, der skulle betales oven i de øvrige udgifter, det snævre SU-budget også skal dække.

LÆS OGSÅ: Kan du leve af en SU? Tjoooeh

Og mellem herre- og kvinderugby mærker kvinderne da også en økonomisk skævvridning, idet herrerne nogle gange bliver betalt for at tage med på forskellige ’invitationshold’ i udlandet, mens »vi selv skal betale flybilletterne,« siger Kinza Olsen Riahi.

Derfor er det nærmest en del af jobbeskrivelsen på landsholdet at lægge ekstra frivillige kræfter i selv søge sponsorer for overhovedet at kunne deltage i de store turneringer.

»Det er først inden for de seneste to år, at vi har formået at få funding nok til at kunne lægge den tid og de træninger i det, som det kræver at præstere mod nogle af de største rugbynationer på det her niveau,« siger Malou Krøll Sebens og henviser til staben bag dem, som nu består af alt fra en manager over en strength and conditioning-træner til fysioterapeuter.

LÆS OGSÅ: Hun lader tallene tale, når hun siger: Kvinde, kend din statistik

Selvom de to sølvvindere istemmer, at det ideelle scenarie ville være udelukkende at fokusere på selve sporten og ikke alt det praktiske udenom, så vender de det hurtigt til noget positivt:

»Det er jo også en del af charmen ved at dyrke en lille nichesport, at vi alle sammen er nødt til at løfte i flok,« siger Kinza Olsen Riahi.

Og adspurgt, hvad det absolut bedste er ved rugbysporten, svarer de da også i kor: »Fællesskabet!«

»Vi går som en enhed på banen. Jeg kan ikke gøre noget, hvis de andre ikke er med mig; alle bliver koblet sammen på græsset,« siger Kinza Olsen Riahi, og Malou Krøll Sebens tilføjer, at de skaber venskaber for livet – og på tværs af landegrænser.

Og Kinza Olsen Riahi påpeger, at det frivillige arbejde heller ikke er forgæves:

»Det kan godt være, det ikke er et studiejob, men det er stadig virkelig fede egenskaber at få med videre – at kunne finde ud af organisering, ansvar og kommunikation.«

LÆS OGSÅ: »Hvorfor er det en overraskelse, at jeg er klog«

Kærlighed til sporten — og kroppen

Vejen til rugby skylder Kinza Olsen Riahi udsigten til en skoletur til London, mens hun gik i folkeskole. Hvis eleverne mødte op og trænede med, fik de lov at komme med til en skoleturnering i rugby, som skulle udspille sig i hjertet af den store, engelske rugbynation. Turen endte med at blive aflyst, men på det tidspunkt var gnisten allerede tændt i Kinza. Nu, efter ti år i svedigt rugbykluns, brænder den stadig.

For Malou var det en udvekslingsrejse til USA, der blev startskuddet. Her var hun den eneste kvinde ud af 40, som spillede amerikansk fodbold.

»Det var både en fed og lidt hård oplevelse,« siger hun, der kom hjem fra rejsen og straks blev hevet med til rugbytræning af en nabo.

»Pludselig kom jeg ud til virkelig mange seje kvinder, og det elskede jeg,« siger hun og tilføjer, at mødet med de kvindelige rugbyspillere brød med nogle kønsnormer:

»Det var kvinder, der brugte deres kroppe i det, der typisk var en drengesport. De kunne sagtens være feminine og gå i kjole, når de var uden for banen. Og så gik der bare nogle badass kvinder ind på græsset og viste, hvordan det skulle gøres. Lige pludselig følte jeg, at jeg hørte til i stedet for at føle mig forkert, fordi jeg er bredskuldret og muskuløs,« siger Malou Krøll Sebens.

Alle kropstyper er velkomne – og værdsat – i rugby. En særlig episode fra dette års EM viser tydeligt de kvindelige atleters frie forhold til kroppen:

Alle spillerne skulle vejes før og efter både morgenmad og kampe for at holde øje med, hvor meget væske de tabte, mens termometeret ramte 35 varmegrader. Hvis man ikke havde lyst, blev det respekteret, men det blev aldrig et problem, siger Malou Krøll Sebens:

»Det er ikke skamfuldt at veje 80 eller 85 kilo – det blev nærmest gjort til en konkurrence om hvem, der kunne spise mest fra morgenmadsbuffeten,« siger hun.

Kinza Olsen Riahi tilføjer, at herrernes træner var kommet forbi en af de sidste dage og havde påpeget, at vejningen kunne være problematisk og tendere til body shaming.

»Det er helt misforstået. Det er sygt vigtigt for os at følge med i. For hvis jeg taber mig over et kilo efter en kamp, skal jeg seriøst ind og drikke vand, så jeg ikke mister performance til næste kamp,« siger hun.

Og præstationsbehovet bliver kun større i den nærmeste fremtid. For Tyrkiet snuppede godt nok guldet for næsen af Danmark til dette års EM, men når de danske landsholdskvinder får chancen for revanche i Championship-rækken, er målet klart og motivationen høj:

»Vi vil ikke rykke ned,« siger Malou Krøll Sebens og tilføjer:

»Det bliver Tyrkiet, der rykker ned, når vi banker dem.«