»Kvinder med børn må se i øjnene, at det tager længere tid at få en fast stilling«

Seks år. Det er i snit den tid, det tager for en ung forsker på et dansk universitet at opnå en fast stilling, konkluderer afsenderne af en ny rapport. Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd står bag rapporten, der viser, at det tilsyneladende bliver sværere og sværere for ph.d.’erne at gøre akademisk karriere.

Og den gruppe af unge forskere, der har længst vej til de faste stillinger, er kvinder med børn.

»Det tager i gennemsnit seks år, før man bliver fastansat. Men ligestillingen gælder ikke, hvis man har børn,« siger Jens Oddershede, professor, tidligere rektor på SDU og i dag formand for DFiR. »Så er det stadig kvinderne, som tilsyneladende må bøde for at få børn, formentlig primært fordi de tager længere barselsorlov. Kvinder med børn må se i øjnene, at det tager længere tid at få en fast stilling.«

Ifølge rapporten har 73 procent kvindelige forskere med børn ikke opnået et lektorat seks år efter ph.d.graden – det tilsvarende tal for mandlige forskere med børn er 60 procent, hvilket næsten er på niveau med forskerne m/k uden børn.

Øget ligestilling, men kun for barnløse

Ledelserne af de danske universiteter har i en årrække søgt at få flere lektor- og professorstillinger besat af kvinder. DFiR-rapporten lover altså ikke godt for den bestræbelse, idet kvinder med børn har svært ved at gøre karriere.

Dog viser rapporten, at man på et område har opnået en form for ligestilling mellem mandlige og kvindelige forskere.

»I en tidligere undersøgelse fandt vi, at det tog længere tid for kvinder at blive fastansat, uanset om de havde børn eller ej. Men ifølge den nye statistik er mænd og kvinder uden børn ligestillede – lige dårligt stillede, men dog ligestillede,« siger Jens Oddershede.

Er forskere med børn lige så gode som dem uden? Publicerer de lige så meget og lige så godt?

»Jeg kender ingen statistik, som siger, at forskere henholdsvis med eller uden børn publicerer forskelligt. Eller for den sags skyld forskel på, hvor mange bevillinger man får.«

Er der forskningsfelter, der er særligt ramt af den her effekt? Fx steder på Københavns Universitet, hvor effekten af at få børn virkelig boner ud?

»Vi er i gang med at lave fag- og institutionsspecifikke statistikker. Og når vores endelige rapport kommer i slutningen af året, vil det være med. Men jeg kan ikke sige noget om det endnu.«

Er unge forskeres usikre vilkår gode for universitetet?

Mens vi må vente på data, der kan uddybe ligestillingsproblematikken, fortæller DFiR-rapporten, at der på tværs af køn er der blevet længere vej til fastansættelse for de unge forskere.

For mange af forskerne er netop tiden før en eventuel fastansættelse en periode præget af usikkerhed og stress, som formanden for en nystiftet faglig forening for løstansatte forskere fortalte til Uniavisen i 2017.

Spørgsmålet er, om situationen også er en belastning for universiteterne som helhed – eller de unge forskeres usikre ansættelsesvilkår og uklare fremtidsperspektiver ligefrem kan siges at gavne uddannelsesinstitutionerne.

På den ene side knokler forskerne jo for at vise deres værd, ifølge Uniavisens oplysninger også i flere timer, end de nogensinde får løn for, hvilket alt andet lige giver en masse forskning; men på den anden risikerer universiteterne, at dygtige potentielle lektorer og professorer bliver skræmt væk af presset og i stedet finder mere lukrative og fredsommelige karrierer uden for akademia.

Ifølge Jens Oddershede er det problematisk, at karriereudsigterne er blevet så usikre for unge forskere.

»Er man en yngre forsker, der har besluttet sig for at ville gøre karriere på universitetet, tager det længere tid at få afklaret, om det er en mulighed. Alt andet lige giver det en større usikkerhed i livet, og det gør, at sandsynligheden for, at man forsøger at finde arbejde andre steder, vokser, og det er ikke nogen fordel for universitetet, at ens potentielt nye medarbejdere ikke synes, man har en tilstrækkeligt god karrierevej. Derfor er det både en udfordring for den enkelte og for universitetet, at det tager længere tid at gøre karriere,« siger Jens Oddershede.

»For den, der skal have udført noget arbejde, typisk en ekstern fond, er det selvfølgelig en fordel, at der er en masse mennesker, der gerne vil dele det arbejde. Men for universitetet som helhed tror jeg, det er en ulempe.«

Usikkerheden er det værste

På Københavns Universitet gjorde nyligt afgåede prorektor for forskning Thomas Bjørnholm sig til talsmand for, hvad man kunne kalde en forsk og forsvind-model. På det moderne universitet er det ikke meningen, at man tager sin ph.d. og blot sejler videre ind i en fast stilling, argumenterede han. I stedet skal KU uddanne unge forskere, der så skal ud og få job og erfaringer uden for deres universitet, mens rekrutteringen til de højere stillinger som lektor og professor skal ske i åben konkurrence i den samlede internationale bestand af talenter.

»Det er rigtigt, som Thomas har sagt, at der skal være mange muligheder for at afprøve sine forskertalenter på universitetet og så fortsætte et andet sted, og derfor skal der være mange fra postdoc-niveauet, som går ud,« siger Jens Oddershede.

»Men jeg synes, det ville være bedre, hvis karriereafklaringen kunne komme lidt tidligere i karrieren. Hvor er grænsen den anden vej? Hvis seks år er for lidt til at afklare det, skulle man så vælge otte eller ti år? Til sidst vil man jo stå med et proletariat af løsarbejdere, der venter på, at deres seniorforsker får nogle flere fondspenge,« siger Oddershede.

»Man venter på Godot, for at sige det ligeud. Usikkerheden er det værste, og som udgangspunkt mener jeg, at man bør tilstræbe, at processen ikke bliver for lang. I Danmark har man haft tradition for, at postdoc-perioden er to år med to års forlængelse, samlet set fire år, som jeg mener er et naturligt tal i denne forbindelse.«

Fire forslag til at mindske usikkerheden for unge forskere

Men hvad man kan gøre for at forbedre karriereudsigterne og mindske usikkerheden for forskere i begyndelsen af deres karriere?

Jens Oddershede har fire forslag. For det første kunne forskningsfondene, der finansierer en væsentlig del af universiteternes aktiviteter, begynde at betale mere overhead, altså de indirekte omkostninger ved forskningen, som fx husleje, ejendomsskat, lønadministration, energi osv. En del af de penge kunne konverteres til faste stillinger.

Det koster noget, men der er mulighed for at dreje lidt på tandhjulene, så den her udvikling går i en anden retning, end vi ser i øjeblikket

Jens Oddershede

På KU er det et tilbagevendende problem, at fondspenge til forskning ikke dækker de samlede omkostninger. Universitetet må som oftest finansiere en del selv fra universitetets egen kasse.

En anden løsningsmetode brugte forskningscentret Risø (i dag en del af DTU) i mange år, siger Jens Oddershede. På Risø tog man bestik af, at de eksterne penge kom i en relativt forudsigelig strøm, og ansatte forskere i faste stillinger, frem for i projektperioder.

Normen på danske universiteter i dag er at bruge forskere i løse ansættelser til at gennemføre forskningsprojekter i stedet for at opbygge en fast stab.

»På Risø brugte man meget at lade forskere i faste stillinger arbejde på de forskellige eksternt finansierede projekter, som lå inden for de samme forskningsområder,« siger Jens Oddershede.

De gamle kunne være så venlige at gå på pension

»En tredje mulighed er, at samfundet beslutter, at forholdet mellem eksterne bevillinger og basismidler skal ændres, så der bliver flere basismidler og dermed penge til at ansætte folk i faste stillinger,« siger han.

Ligeledes kunne staten fjerne de besparelser på uddannelse, der med de forbundne kars logik også rammer forskningen og dermed unge forskeres muligheder.

»Det koster noget, men der er mulighed for at dreje lidt på tandhjulene, så den her udvikling går i en anden retning, end vi ser i øjeblikket,« siger Jens Oddershede.

»En fjerde ting er, at det viser sig, at den eneste gruppe forskere i faste stillinger, der vokser i antal på universiteterne er dem over 67 år. Systemet bruger i øjeblikket omkring fire procent af deres basismidler til at betale for forskere, som er over 67, og det er noget, der har ændret sig fra tidligere, hvor man med sikkerhed gik på pension, når man var 70,« siger han.

»Så man kunne i højere grad overbevise de ældre forskere om, at de skulle gøre plads for de yngre og blive emeritus eller emerita. Det ville reducere tiden, fra unge forskere er færdige med deres uddannelse, og til de bliver fastansatte. Det er en opfordring, jeg gerne ville give videre.«