Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

»Her er det moderne universitets forretningsmodel«

Afskedsinterview — Det er ikke pengene, der styrer forskningen på Københavns Universitet, siger Thomas Bjørnholm i afskedsinterview med Uniavisen. Han har også en besked til de unge forskere og forskerstuderende: De skal indstille sig på at skulle ... ud.

Thomas Bjørnholm, afgående prorektor på Københavns Universitet med ansvar for forskningens ve og vel, skal videre.

Han blev fejret for sin succes med at skaffe millioner til den nanoforskning, som han var med til at skabe som forskningsfelt i Danmark; nu skal han selv til at drysse penge over dansk videnskab som ny forskningsdirektør i Villum Fonden. 600 millioner årligt får han ansvaret for.

Men inden da vil Thomas Bjørnholm gerne vende forskningens tilstand på landets største universitet – både den forskningsfrihed, som er kernen i det videnskabelige arbejde, og de arbejdsvilkår og forventninger, som KU tilbyder fremtidens forskere.

Hvis vi bliver kendt som et sted, der er begrænset i sin forskningsfrihed, er vi på vej i en dødsspiral. Så forskningsfriheden er helt central.

Sidstnævnte er de mange ph.d.’er og postdocer, som er arbejdsheste i det, som Bjørnholm kalder det moderne universitet. Det er et universitet, hvor en meget stor del af aktiviteterne er betalt af fonde, som i sagens natur støtter den slags forskning, de selv foretrækker.

Hvad betyder eksterne penge for forskningsfriheden?

»Ja, for det første giver de jo en masse frihed,« siger Thomas Bjørnholm, og foregriber så indvendingerne:

»Et universitet som det her må insistere på, at idéen er i fokus og skal være det første. Det er hele tiltrækningskraften for et universitet, at vi er det sted, hvor dem med de vilde idéer kan trives. Hvis vi bliver kendt som et sted, der er begrænset i sin forskningsfrihed, er vi på vej i en dødsspiral. Så forskningsfriheden er helt central.«

Debattle om forskningsfrihed

»Forskningsfriheden betyder, man må vælge metode, man må vælge idé, og man må diskutere det åbent i et kritisk, reflekteret fagmiljø. Men det betyder ikke, at man kan gå til ledelsen og sige, det begrænser mig i min forskningsfrihed, at der ikke er nogen penge. Det er der, fondene kommer ind. Hvis man har besluttet, at man vil til Mars, må der ikke være nogen, der siger, nej, du skal til Pluto i stedet for. Men en del af friheden er også, at du selv skal finde ud af, hvordan man kommer derop, og hvem der skal finansiere det. Det er en sund proces, at man skal overbevise nogen om, at det er værd at investere i, og her kommer fondene ind som en mulighed.«

Spørgsmålet om, hvad den mulighed indebærer, er et heftigt debatemne i universitetskredse i disse år. Heine Andersen er professor emeritus i sociologi og dansk forskningsfrihedsdebats ihærdigste stemme, og ifølge ham har pengene udviklet sig til et problem for forskningen. Dem, der betaler, bestemmer for meget. I Uniavisen skrev han i slutningen af 2017:

»Prioriteringen overlades til en pengestærk ekstern aktør, der får del i finanslovsmidler. Der kunne være anden og vigtigere viden, som vi dermed ikke får skabt.«

I en hel stribe indlæg (som opsummeres i den netop citerede kronik) har Heine Andersen og Thomas Bjørnholm haft en regulær debattle om forskningsfrihed i flere danske aviser. Den har ikke været lykkelig.

For mens Heine Andersen i sine tekster giver udtryk for, at forsøg på dialog med Københavns Universitet er som at løbe hovedet mod en mur, giver Thomas Bjørnholm udtryk for, at Heine Andersens kritik giver ham lyst til at banke hovedet i et bord.

Bogstaveligt. Da vi nævner Andersen, lader Bjørnholm hovedet ramme bordpladen.

Det er, som om de to kombattanter ikke taler om forskningsfrihed på samme sprog. Bjørnholm anerkender på ingen måde, at balancen mellem frihed og pengemagt er skæv, og at idéudviklingen i urimelig grad skulle være præget af, hvor forskerne kan finde deres penge.

»Idéen skal være nummer 1, og pengene nummer 2. Hvis du bytter rundt på det, kan du lige så godt dreje nøglen om som universitet. Det ville tage ti år, måske 20, men alle de positive kurver for vores stigende internationale renommé ville begynde at vende nedad, hvis vi byttede rundt på rækkefølgen. Et godt universitet skal hele tiden sige: det er idéen først.«

Bjørnholms syretest

Men hvad så med Novo Nordisk Fonden, som har lagt 2,5 milliarder kroner på KU i de seneste ti år. De er interesserede i metabolismeforskning, og i at få skabt et miljø af forskere og læger, som er optaget af det. Er det ikke eksempel på, at pengene kommer før idéen?

»For den enkelte forsker, der af et rent hjerte er interesseret i metabolisme, er der ikke nogen begrænsning af forskningsfriheden i, at der er stor interesse fra en fonds side i det. Men man kan også diskutere det her på institutionsplan, om landets samlede muligheder for at udvikle nye idéer bliver skrævvredet, fordi der er nogle stærke kræfter, der trækker i en bestemt retning.«

Så, ja, det ville være et strukturelt problem, hvis alle pengene kom fra to-tre bevillingsgivere, men sådan ser det bare ikke ud, og det skal det heller ikke.

»Hører man på Heine Andersen, lyder det, som om mange af de tre milliarder kroner, som KU hvert år får i eksterne midler ud af et samlet budget på godt otte milliarder, kommer fra Novo Nordisk Fonden. Men det gør de ikke,« siger Thomas Bjørnholm og finder et skema frem over eksterne bevillinger givet til KU-forskere i perioden 2010-17.

»Det er under 10 procent af vores samlede bevillinger, der enkeltvis er på mellem 45 millioner og en milliard kroner. 55 procent af bevillingerne er på mellem en og 10 millioner kroner. Antallet af individuelt ansøgte bevillinger er mellem fem og seks tusind. Så, ja, det ville være et strukturelt problem, hvis alle pengene kom fra to-tre bevillingsgivere, men sådan ser det bare ikke ud, og det skal det heller ikke. Det er en vigtig diskussion, men vi er langt fra den røde streg her.«

Heine Andersen har kritiseret, at den store medfinansiering, som universiteterne skal levere, når man tager imod fondspenge, båndlægger universitetets ressourcer og driver folk ind i et bestemt idéunivers. Ville KU have så meget metabolismeforskning, hvis det ikke var for Novo Nordisk Fonden? Ville man lægge snittet sådan ellers?

»Det er da rigtigt, at hvis der bliver puttet en masse penge i et center, så vil der komme noget aktivitet i det, og så kan man sige, at man har påvirket det. En enkelt fond må ikke dominere, men ser man på Københavns Universitet, er mangfoldigheden ikke truet. Syretesten må være, om vi kan tiltrække internationalt højtestimerede forskere til Københavns Universitet, og det er tilfældet. Vi har aldrig været så tiltrækkende som i dag, og vi har aldrig haft så højt et videnskabeligt output. Det kunne ikke lade sig gøre, hvis forskningsfriheden i dagligdagen var truet.«

Nej, Microsoft bestemmer ikke over KU-forskere

»Forskellen på et universitet i gamle dage og universitetet i dag, er at en fri forsker – fx Charlie Marcus fra Harvard, der kom hertil, fordi han ville træde i Niels Bohrs fodspor og skabe et nyt kvantemekanisk verdenscentrum i København, etablerede et grundforskningscenter, som måske kan blive ‘en bule i universet’, som Steve Jobs sagde, nemlig en ny måde at beregne på, en kvantecomputer.

I ForskerForum – der har søgt aktindsigt i kontrakten mellem KU og Microsoft – har en konsulent fra Magisterforeningen problematiseret aftalens betingelser. Der er blandt andet muligvis nogle folk fra Microsoft, som har instruktionsbeføjelser over forskere på KU. Er der det?

»Marcus’ fri forskning har tiltrukket sig Microsofts interesse. Det er ikke omvendt. Hvorfor er det interessant for ham? Fordi hvis hans kvantemekaniske forskning skal blive til mere end en ny artikel i Science, men måske være noget, der kan ændre folks liv, kræver det, at den bliver koblet til en kolossal innovationskraft, og den har universitetet ikke. Den findes i virksomhederne. Microsoft ved, at de ikke kan nå at bygge et forskningsmiljø op selv, så i stedet har de valgt simpelthen at lægge deres udviklingsafdeling på universiteterne. Det er modigt gjort, og det giver et stort løft på Københavns Universitet.«

»Der er ingen Microsoft-folk, som har instruktionsbeføjelser over KU-forskere. Det kan jeg ramme en pæl igennem. Men det er et godt eksempel med den kontrakt. Du må jo give og tage. Hvis du vil have fri forskning alene, og ikke vil samarbejde med nogen, er det banalt og trivielt. Så kan du måske komme til at mangle penge, og det kan blive en hæmsko.

KU satser måske samlet set nogle hundrede millioner kroner på det her; Microsoft satser mange milliarder. Så de har legitime interesser, som også er reguleret i lovgivningen, og den følger vi.

»Men hvis du vil ud og have kolossale midler og kolossal skydekraft, fordi det kræver det at blive nummer 1 i verden på et bestemt område, må du samarbejde med andre. Det er som at skulle giftes. Microsoft har jo også en legitim interesse, som er en anden end universitetets. Og det er en interessekonflikt.«

Hvorfor skal kontrakten være hemmelig?

»Aktindsigten til ForskerForum er givet efter lovens bogstav, som vi fortolker det, men Microsoft ser jo ikke bare KU, de ser på deres konkurrenter, og de mener, det giver dem en konkurrencefordel, hvis kontrakten er hemmelig. KU satser måske samlet set nogle hundrede millioner kroner på det her; Microsoft satser mange milliarder. Så de har legitime interesser, som også er reguleret i lovgivningen, og den følger vi.«

Prekariatet banker på

Og mens vi taler om legitime interesser: Noget tyder på, at ikke alle på det moderne universitet føler, at deres legitime interesser bliver håndhævet. I den senere tid har gruppen af fortrinsvis unge forskerstuderende og forskere på KU protesteret over de vilkår, som de bliver tilbudt.

De får midlertidige projektstillinger, men efterspørger kontinuitet, forskningsfrihed og en grad af sikkerhed i ansættelsen. De kalder sig et akademisk prekariat, og deres liste over problemer er lang: Usikkerhed, skjult overarbejde, et uhyrligt forbrug af tid på blot at skrabe næste forskningsbevilling sammen, manglende forskningsfrihed på grund af tidspres og prædefinerede ønsker fra overordnede og bevillingsgivere.

Men mens de prekære har fået støtte, eller i hvert fald sympati, fra de akademiske fagforeninger, vil Thomas Bjørnholm hellere tale om, hvilke forventninger, de unge forskere bør have.

Claus Baggersgaard deltog i interviewet med Thomas Bjørnholm.

Universiteterne skal bestemme, hvilke forskere, de vil satse på, og så skal fondene give penge til dem i åben konkurrence
Thomas Bjørnholm

»Prøv og se her,« siger han og finder et papir med en lille figur frem. »Sådan her ser et moderne universitets forretningsmodel ud.«

Modellen ligner et bygningsværk i Dubai. Et tårn, der spidser til og strækker sig langt mod himlen, som et, tør man sige, elfenbenstårn. Nederst er fundamentet, udgjort af KU’s godt 40.000 studerende, derover kommer det store lag ph.d.’er (3.119), postdocer (1.058) og adjunkter (346) i forskeruddannelse og projektforløb.

Og øverst, i nålespidsen, sidder de fastansatte lektorer og professorer. Dem, som Bjørnholm kalder ‘faculty’, altså universitetets akademiske kernestab.

»Ph.d.’erne og postdocerne er her jo som udgangspunkt ikke for at blive lektorer og professorer på KU. De er her for at bringe den viden, de har tilegnet sig og været med til at skabe, ud i samfundet. Et moderne universitet er jo ikke til for, at ph.d.’er og postdocer skal ansættes på det. Det ville svare til en skole, der ansatte alle sine egne elever. Så i udgangspunktet skal alle vores projektansatte og unge mennesker i tidsbegrænsede stillinger på KU have et fantastisk afsæt til en karriere uden for Københavns Universitet.«

De unge forskere skal ud

Samtidig kan de yngre forskere heller ikke regne med samme grad af forskningsfrihed, som en fuld professor råder over.

Jeg siger, at de skal ud. Det ærlige signal til alle ph.d.’er og postdocer på Københavns Universitet er: Det mest sandsynlige for dig er, at du skal forlade KU.

»Hvis du skal ind i faculty, skal du ind i en international konkurrence om stillingerne. Strategien er, at de unge mennesker er i gang med et forskningsprojekt, og deri er en forskningsfrihed, som er skaleret efter, at de er del af en større forskningsgruppe, så der er for den enkelte nogle begrænsninger. Forskningsfrihedens rod ligger inden for den her faculty-stab. Det er dem, der skal have ubegrænset forskningsfrihed.«

Når man taler med postdocer eller ph.d.-studerende lyder det, som om de ofte har et håb om fastansættelse. Det er, som om de ikke har forstået den model. Det er, som om de er i gang med at kvalificere sig til et fast job på KU.

»Det er rigtigt. Og det møder jeg også. Heldigvis mindre og mindre.«

Hvad siger du til dem?

»Jeg siger, at de skal ud. Det ærlige signal til alle ph.d.’er og postdocer på Københavns Universitet er: Det mest sandsynlige for dig er, at du skal forlade Københavns Universitet – med en fantastisk mulighed for at blive til noget et andet sted. Det er vores opgave.«

Er der nogen i forskningsledelserne, der ikke får det kommunikeret?

»Det er et langt sejt træk. Og svaret er ja, men de bliver færre og færre. Der er fag, hvor det at blive postdoc, næsten var ensbetydende med, at man skulle fortsætte på det samme institut. Det er derfor, vi også som en del af vores strategi har karriereudvikling. Vi er ikke i mål, men vi er på vej.«

Den nuværende model er sund

»I gamle dage tog universiteterne én procent af en ungdomsårgang, i dag tager vi 25. Det er blevet en kolossalt stor forretning. Det gamle universitet fik en basisbevilling, og der var ikke nogen, der holdt snor i, om de penge blev brugt fornuftigt. Ved universitetsreformerne i 00’erne vendte man op og ned på ledelsesstrukturerne, og man sagde, at hvis vi skal investere så mange flere milliarder i universitetssektoren, skal der også være en sikkerhed for skatteborgerne. Svaret var, at meget af den finansiering, der kom, skulle være konkurrenceudsat. På den måde holder vi jer på tæerne.«

»Og svaret fra universiteterne på, hvordan det forvandles til en god stabil dagligdag med fri forskning er jo modellen, vi talte om, for hvis du har en basisbevilling, der betaler for den faste stab, huslejen og uddannelserne, så jo flere penge du får i ekstern finansiering, jo flere ph.d.’er og postdocer kan du få, og jo mere kan dine idéer blive afsat til samfundet gennem uddannelsen af unge mennesker. Og skulle der blive smalhals en dag, kan du ansætte nogle færre, uden at det ryster hele organisationen fra det ene øjeblik til det andet. Det meste af det, som faculty så vil, skal de skaffe ekstern finansiering til, og dermed konkurrere med andre gode idéer derude.«

»Det er en sund model, og det er ikke et indgreb i forskningsfriheden. Det er bare et krav om kvalitet i forskningen.«

En kritik lyder også, at det er vanetænkning, der nogle gange gør, at man bruger pengene på postdoc-stillinger, hvor man i stedet kunne fastansætte nogle flere.

»Omstillingen fra basismidler til ekstern finansiering har jo skabt nogle strukturelle problemfyldte lommer.«

Folk siger, det ikke er særlig sjovt at være inde i den her gænge med hele tiden at skulle forsøge at få forlænget sin kontrakt, når man har en familie. Hvordan skal de mennesker få det til at hænge sammen?

Det gamle universitet fik en basisbevilling, og der var ikke nogen, der holdt snor i, om de penge blev brugt fornuftigt.

»Ved at lave en rigtig god karriereplan lige fra starten. Københavns Universitets opgave er at understøtte den karriereplan og have et realistisk billede af, hvor valget om at blive ph.d. eller postdoc ved Københavns Universitet fører hen. Jeg taler om det institutionelle billede, men for den enkelte kan der være meget vanskelige valg, det er jeg med på. Vi skal have forbedret klarheden for folk.«

Idé først, så penge. Er det tippet nogen steder herhjemme?

»Det er tippet i Sverige, og det siger Det Videnskabelige Akademi, som uddeler Nobelprisen. De udgav en rapport, hvis hovedpointe var, at Danmark, Holland og Schweiz klarer sig bedre end Sverige på forskellige parametre. Sverige har overmalet den der konkurrencepalet, sådan at universiteterne i for høj grad er blevet hoteller for forskere, der har fået penge fra nogle andre, sådan at alle beslutninger om, hvem der skal være på universiteterne, er taget af fonde. Det er ikke ønskværdigt. Universiteterne skal bestemme, hvilke forskere, de vil satse på, og så skal fondene give penge til dem i åben konkurrence.«

Mundkurve

Men de danske bevillingsgivere holder sig heller ikke for gode til at ville definere forskningens retning. Særligt den såkaldte myndighedsbetjening – hvor et universitet løser en forhåndsdefineret opgave for staten – har sået tvivl om, hvor stor frihed danske forskere egentlig får. Berlingske oprullede for nylig et spektakulært forløb på Aarhus Universitet, hvor ledelsen tog hårde metoder i brug for at minimere videnskabelig debat om forskningsresultater om landbruget og bevare det gode forhold til regeringen.

Et relateret tema for forskningsfriheden er såkaldte mundkurvskontrakter, hvor eksterne bevillingsgivere betinger sig ret til at beslutte, hvornår forskerne må publicere deres resultater. KU fandt otte kontrakter af den type, da man for nylig gennemgik sin portefølje efter massivt pres fra blandt andre Heine Andersen.

Senest har der været SEGES-sagen, hvor KU skrev under på udelukkende at varetage SEGES’ interesser. Hvorfor gjorde KU det?

»SEGES-sagen er et kontraktforskningsprojekt. Det er ikke noget, vi gør meget af,« siger Thomas Bjørnholm. »Der er ingen forskningsfrihed i det, men pengene giver nogle muligheder for en forskningsgruppe. Det er ikke noget, ledelsen siger, at forskere på KU skal gå ud og finde en masse af. Kontrakten signalerer ikke, at det var kontraktforskning og ikke almindelig fri forskning, og det må vi rette op på. Men det var omkring 100.000 kroner, og i øvrigt kom der almindelig levende forskning ud af det projekt, som senere blev finansieret af andre kilder.«

»Vi får nu strammet op på kontrakterne. Vi har måske 50.000 forskellige konkrete forskningssamarbejder, der stråler ud fra Københavns Universitet, og så er der nogle få, hvor kontrakterne ikke er helt i orden. Det er måske ikke så mærkeligt. Man skal selvfølgelig prøve at få det hele til at være i orden, og have klare retningslinjer for det hele, men man skal også passe på ikke at overdrive betydningen af de meget få sager, hvor det ikke har været i orden.«

Har nogen på KU et overblik over alle kontrakter?

»Vi har ikke samlet alle kontrakter på ét kontor.«

Thomas Bjørnholm siger, at forløbet på Aarhus Universitet ikke virker smukt set udefra.

»Forløbet omkring Landbrugspakken giver stof til eftertanke. Spillereglerne for forskernes rådgivning af myndighederne trænger til et eftersyn. Når staten udbyder et område for forskningsrådgivning, kan det være sin sag for et universitet at sige nej tak. Jeg er sikker på, at alle parter gør deres bedste for at få det til at gå op i en højere enhed, men det ser da ikke nemt ud.«

»Ledelsen på Københavns Universitet, der i sin tid lavede en fusion med Det Farmaceutiske Universitet og KVL, tænkte sig godt om. Det var i en situation, hvor alt var i spil. Der blev lavet en fusion i København med et fagligt fokus på Life Science. Den daværende bestyrelsesformand Bodil Nyboe Andersen var klar i mælet. Det blev slået fast, at KU skulle have sit udgangspunkt i grundforskning, selv om at vi selvfølgelig rådgiver myndighederne på flere områder. Og hun sagde, at et universitet er et universitet, og en sektorforskningsinstitution er en sektorforskningsinstitution. Lige børn leger bedst.«

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste