Længe leve den kritiske sans

Et mere smilende ansigt skal man lede længe efter. Uniavisen finder Heine Andersen i kontoret på Sociologisk Institut med en bugnende indbygningsreol som bagvæg.

68-årige Heine Andersen, en af sociologiens danske godfathers, fratræder sit professorat på Sociologisk Institut i år. Jeg er kommet for at bede en lille sociolog, der kaster lange skygger, fortælle sin historie, omend Heine Andersen er mere tilpas ved at tale om sin forskning end om sig selv.

»Da jeg blev færdig som sociolog i 1972, var der mange journalister, der ikke kunne finde ud af at udtale mag.scient.soc. i radioen,« husker Heine Andersen.

Da han begyndte på magistergraden i sociologi tilbage i 1966, havde faget bare otte år på bagen, og der var endnu ikke færdiguddannet en eneste sociolog i landet, fortæller han. Men som årene gik, er det tyndet ud i de spørgende ansigter, når han præsenterer sit fag. I dag er yngre sociologer særdeles gode til at skaffe sig plads i medierne, og navne som Henrik Dahl og Emilia van Hauen har gjort danskerne dus med disciplinen.

Professor Andersen er måske ikke hvermandseje som sine yngre fagfæller, for han beskæftiger sig ikke med livsstil. Til gengæld er han en af de helt tunge drenge, der har været med til at tegne fagets profil siden ansættelsen som kandidatstipendiat i 1973.

Skelsår og alder

Heine Andersen klør sig i skægget ved spørgsmålet om, hvordan han valgte uddannelse. Når emeritusser fortæller, hvordan de kom til skelsår og alder og tog hul på deres studievalg, er stress sjældent en faktor, nok fordi uddannelsesområdet ikke var en politisk slagmark for et halvt århundrede siden. Det lyder nærmest som om Heine Andersen blev sociolog ved et tilfælde:

»Det var en impulsiv beslutning. Jeg kiggede i uddannelseskataloget, og det lød spændende. Det var noget med samfundsforhold, og så talte det til mig at faget var nyt. Det kunne måske også bruges til at skabe et bedre samfund. Dengang tænkte man ikke så meget over beskæftigelsesmuligheder – det skulle nok komme helt af sig selv,« fortæller Heine Andersen, der tog sig et par år efter gymnasiet for at aftjene værnepligt og »tænke over tingene og frigøre sig fra de mere traditionelle bindinger,« som han siger – det var god tone dengang i tresserne.

Heine Andersen husker tilbage på studieårene som »en utrolig tid«. Han hører til en generation, der begyndte på et klassisk akademisk undervisningsforløb med filosofikum.

»Sociologien var præget af den amerikanske positivistiske tradition, en meget snæver opfattelse af videnskaben. Til gengæld fik vi en virkeligt velorganiseret undervisning med mange øvelser, så den form for sociologi lærte vi ganske solidt.«

Men efter et par studieår rullede ungdomsoprøret ind over Sociologi. Det kommer bag på Heine Andersen, da jeg siger, at min generation elsker at høre om, hvordan studenterne gjorde oprør mod det forbenede professorvælde.

»Virkelig?« siger Heine Andersen og nedtoner straks kamprusen.

»Det, der optog mig mest, var, at verden åbnede sig fagligt, og vi fik øje på en masse muligheder, vi ikke anede eksisterede. Det gav en stor frihedsfornemmelse, for vi havde knapt hørt om hele den europæiske filosofiske og sociologiske tradition,« siger Heine Andersen og beretter, at oven på oprøret fulgte en række kaotiske år uden organiseret undervisning, medmindre man selv tilrettelagde studiekredse eller lignende.

»Det var også fantastisk spændende. Jeg orienterede mig i retning af videnskabsteori og gik til nogle tværfaglige seminarer på Filosofi, hvor jeg mødte psykologer, biologer, økonomer og så videre. Det ledte frem til min konferensafhandling (speciale, red.), som handlede om samfundsvidenskabernes videnskabsteori i 1972.«

Heine Andersen undersælger den del af historien, synes Uniavisen, for han var faktisk manden, der indførte videnskabsteorien på den danske universitetsscene. Temaet for afskedsforelæsningen 17. maj var ligeledes videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. Det er hans ting.

Ungdomsoprørets lange tømmermænd

Den kreative eufori og stemning af broget mangfoldighed, som studenteroprøret vakte, blev desværre blokeret ret hurtigt, siger Heine Andersen:

»Der rullede en marxistisk bølge ind over Sociologi, som faktisk blev meget dogmatisk, og som lukkede ned for mangfoldigheden, så fornemmelsen af den åbne verden sygnede desværre hen fra 1973,« siger Heine Andersen, og det var medvirkende årsag til, at han forlod Københavns Universitet til fordel for Handelshøjskolen i 1976.

»Det var en frustrerende periode med heftige konflikter og fløjdannelser. Vi, der prøvede at fasholde en pluralistisk linje, blev kaldt ’midterfløjen’. Jeg og tre meningsfæller skrev bogen Kritik af kapitallogikken i den optimistiske tro, at hvis man argumenterede for at kapitallogikken, som den dominerende marxistiske retning hed, tog fejl, så ville det kunne påvirke tilhængerne. Det skete jo så ikke,« siger Heine Andersen tørt.

»Det var et nederlag, det må jeg erkende. Jeg investerede stor energi i den kamp sammen med de få meningsfæller, jeg havde. Men nu er det heldigvis historie, og der er groet mos på,« siger Heine Andersen, og smilet breder sig på ny helt op til øjnene.

Han er overbevist om, at hvis det var lykkedes at fastholde den pluralistiske linje, ville instituttet have undgået den sørgelige skæbne, der ramte, da Bertel Haarders Undervisningsministerium under stor tumult lukkede sociologiuddannelsen i 1987.

Heine Andersen vendte hjem til Københavns Universitet i 1997 efter en længere parentes på tyve år på Handelshøjskolen, tre år efter Sociologisk Instituts genåbning i 1994.

Uniavisen vil gerne høre, om der er forskel på at undervise handelshøjskole- og universitetsstuderende.

»Helt ekstremt,« lyder svaret.

»Sagt lidt forenklet, så kommer de studerende på Handelshøjskolen primært for at få sig en eksamen, så de kan komme ud og tjene nogle penge,« siger Heine Andersen og tilføjer, at det er fuldstændig legitimt, og at virksomhederne er glade for kandidaterne.

»Jeg havde vænnet mig til at åbne undervisningen med at give fem gode argumenter for at lære sociologi og videnskabsteori, fordi de fleste studerende vurderede viden på en meget instrumentel måde. Det slap jeg fuldstændig for, da jeg kom tilbage på universitetet, hvor de studerende kommer af ren nysgerrighed og interesse,« siger Heine Andersen.

»Men du skal ikke skrive noget negativt om Handelshøjskolen,« indskærper professoren efter en lille pause og tilføjer, at han der oplevede gode forskningsmæssige og kollegiale forhold og højt til loftet.

Penge, prestige og magt

Heine Andersen har brugt sin karriere på at følge magten, prestigen og pengene. Kritisk altså, ikke personligt.

For eksempel undersøgte han og kollegaen Inge Henningsen fra Dansk Pædagogisk Universitet forskningsrådenes pengestrøm over en syvårig periode.

»Forskningsrådene er en ulighedsmaskine. Jeg har selv siddet der, og alle prøver at gøre det så godt og sagligt som muligt. Men det viste sig, at en lille klike på 56 personer ud af 8.000 ansøgere havde scoret 20 procent af kassen på syv milliarder kroner. Der er en ekstrem ulighed i systemet, som skaber baroner og boldhentere som i en anden tennisturnering,« siger Heine Andersen, der undrer sig over, at det aldrig er blevet genstand for diskussion.

»Gavner det forskningen? Ressourcefordelingen skal jo ikke være retfærdig ud fra et lighedsprincip, den skal være funktionel. Jeg tror, at den nuværende strukturs pyramider, hvor der sidder seniorbaroner i toppen, holder spirer og nye tendenser nede, selvom man snakker så meget om talentudvikling,« siger Heine Andersen. Og ler højt ved tanken om daværende minister Helge Sanders reaktion på rapporten:

»Inge Henningsen og jeg konkluderede ikke noget, vi konstaterede bare fordelingsmekanismerne. Helge Sanders kommentar var, at det var han glad for at se, for det viste da, at pengene gik til de bedste.«

Betragter du Helge Sander som forskningspolitikkens onde ånd?