Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Lau og Anders: Vi vil kæmpe for KU’s sportsforeninger

Univalg 2024 — De startede et basketballhold på deres studie, men løb ind i en masse problemer – nu vil de tage sagen op på vegne af alle studerende i KU’s bestyrelse. Mød spidskandidaterne fra listen Lau og Anders – Kæmp for KU’s sportsforeninger!

Lau Safin og Anders Hoeck beskriver sig selv som en »powerduo.«

Lau er drømmeren, Anders er realisten. Og sammen vil de gå hele vejen til KU’s bestyrelse for at kæmpe for deres hjertesag:

Bedre vilkår for KU’s studenterdrevne sportsforeninger, som ifølge de to venner i dag er omkranset af rigide regler og unødvendigt bureaukrati.

Problemet har de oplevet på tæt hold. Tidligere på året startede de et basketballhold på deres studie, machine learning og datavidenskab, hvor de begge læser på tredje semester.

LÆS OGSÅ: Her er de studerendes spidskandidater til bestyrelsen

Tanken var, at alle uanset niveau skulle kunne være med, og at holdet skulle bidrage til et større socialt fællesskab på studiet. Lau og Anders havde fra første dag spottet, at der findes et væld af fede sportsfaciliteter på Nørre Campus, hvor deres uddannelse hører hjemme.

Dem kunne man da sikkert sagtens få lov til at låne, tænkte de. Men så nemt skulle det ikke blive.

»Vi startede bare med at være et par stykker fra studiet, der spillede i Fælledparken. Efter noget tid, besluttede Lau og jeg at starte et rigtigt hold op. Efter vi havde deltaget i ’Foreningsdagen’ på KU, kom der pludselig helt vildt mange og meldte sig ind,« siger Anders Hoeck, som fortæller, at der i dag er omkring 60 studerende på holdet.

Lau Safin supplerer:

LÆS OGSÅ: Der er valg. Det er vigtigt. Hvad skal du gøre? Her er en guide

»Så kontaktede vi ledelsen for at høre, om vi måtte bruge de sportsfaciliteter, der allerede er på campus. Men det var nærmest umuligt at komme i kontakt med dem.«

Da de endelig fik hul igennem til ledelsen, var svaret nedslående: De måtte ikke bruge faciliteterne.

»Siden har vi været i kontakt med mange andre studenterdrevne sportsforeninger på campus – der findes omkring 20 – og alle har samme oplevelse. De vil gerne skabe fællesskab og dyrke sport sammen på studiet, men de får ingen hjælp af KU,« siger Anders Hoeck, og Lau Safin fortsætter:

»Vi kan se, at banerne ofte står tomme, men vi har fået at vide, at vi ikke må bruge dem, fordi de skal være ledige, hvis nu idrætsstudiet eller KU Studenteridræt skal bruge dem.«

Bøvlet for alle

De to venner stiller derfor op til den ledige studentertaburet i bestyrelsen ved univalget med en helt klar mærkesag: Bedre vilkår for KU’s studenterdrevne sportsforeninger, som ifølge Lau og Anders bør ligestilles med øvrige studenterforeninger, hvad angår både økonomi og brug af lokaler.

Den magiske kontaktperson bliver nødt til at være os selv

Lau Safin, studerende

»Lige nu spiller vi i Svanemøllehallen, hvor man giver 200 kroner for at låne en bane i en time. Men vi ville ønske, at KU bakkede op om initiativet i stedet,« siger Anders Hoeck.

Hvorfor melder I jer ikke bare ind på et af de baskethold, man kan gå på gennem KU Studenteridræt?

LÆS OGSÅ: Studenteridræt: Uniavisen går sportamok

»Fordi det er niveauinddelt, og vi vil gerne lave et hold, hvor alle er velkomne uanset erfaring. Vores forening handler jo ikke kun om at spille basketball, men også om at hygge sig med sine medstuderende,« siger Lau Safin.

Hvorfor stiller I op til univalget?

»Vi tror, at det er den bedste måde at blive hørt. Vi har fundet ud af, at vi skal ret højt op i niveauerne for at løse den her problematik,« siger Anders Hoeck, og Lau Safin tilføjer:

»Vi troede, at der fandtes en magisk kontaktperson, der kunne hjælpe os med det her – men det er gået op for os, at den magiske kontaktperson bliver nødt til at være os selv.«

Sport skaber fællesskab

Lau og Anders’ personlige kamp for basketholdet har desuden også tændt ild til et ønske om at gøre en forskel i bredere forstand på KU.

Foruden den tungtvejende mærkesag for KU’s studenterdrevne sportsforeninger vil vennerne også kæmpe for de studerendes sundhed og trivsel samt større transparens fra ledelsen.

»Vi vil gerne øge de studerendes trivsel – og det mener vi helt konkret, vi kan gøre ved at øge sportsudbuddet på de forskellige campusser,« siger Lau Safin, der mener, at bedre vilkår for sportsforeningerne vil skabe større studenterengagement i det hele taget.

Vi blev ret overraskede over, hvor meget vi kørte i ring, da vi selv skulle have fat i ledelsen

Anders Hoeck, studerende

Vil I gøre andet for de studerendes sundhed og trivsel end at øge sportsudbuddet?

»Sportsudbuddet skal ses i en større sammenhæng, og vi er allerede i gang med at oprette en central platform, der skal samle sportsforeningerne på tværs af campusserne. På den måde håber vi at skabe en fælles stemme på tværs af studerende.«

Desuden vil de to venner kæmpe for, at det i fremtiden skal være nemmere for studerende på KU at komme i kontakt med ledelsen.

»Jeg kommer selv direkte fra gymnasiet, og det har været en meget stor overraskelse, hvor lidt kontakt der egentlig er mellem de studerende og ledelsen her på universitetet. Vi vil gerne kæmpe for, at der bliver mere kontakt, og at der bliver større transparens omkring ledelsens beslutninger,« siger Lau Safin. Anders Hoeck supplerer:

»Vi blev ret overraskede over, hvor meget vi kørte i ring, da vi selv skulle have fat i ledelsen. Der var ingen, der lige kunne hjælpe os videre. Vi kunne godt tænke os, at kontakten blev mere personlig.«

Én og samme person

Lau Safin og Anders Hoeck vil ikke udvælge én spidskandidat, for de er efter eget udsagn »en og samme person.«

Hvad mener I med det?

»Vi har startet basketforeningen sammen, vi er trådt ind i det her sammen. Alt er ligesom foregået mellem os to,« siger Anders Hoeck.

Hvad laver I ud over at studere og spille basketball?

»Ikke så meget andet,« griner begge og fortæller at deres tid for det meste går med netop det:

Studie, basket og hinandens selskab.

Seneste