Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Ledelsen knægter studerendes demokratiske rettigheder i fusion på Humaniora

Fusion — Hvis den aktuelle fusion af to HUM-institutter skal lykkes, må studerende og ansatte kunne føle sig trygge og stole på god kommunikation og dialog med ledelsen. I stedet er ledelsen ved at undergrave basale demokratiske rettigheder, angribe de studerendes kollektive organisering og forsøge at spille studerende og ansatte ud mod hinanden, lyder kritikken fra HUMrådet.

I fysikken spiller fusion en afgørende rolle i universets udvikling. Det er her, der skabes noget nyt, når to elementer smelter sammen, og selv om vi er humanister, ved vi dog, at dette udløser store mængder af varme. Alligevel står vi studerende stadig ude i kulden.

Når to af Humanioras institutter (MEF, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, og INF, Institut for Informationsstudier) inden længe fusioneres, bliver det endnu et eksempel i rækken af beslutninger, der er taget hen over hovedet på de studerende såvel som de ansatte. Disse to institutter er blevet indstillet af dekanen til fusion, og ledelsen på MEF og INF er derfor gået igang med det lange arbejde med at finde ud af, hvordan en sådan fusion skal foregå.

Knap information, sparsom inddragelse og dårlig kommunikation har indtil videre desværre kendetegnet ledelsens tilgang til fusionen, og der er derfor brug for, at ledelsen strammer op.

Knap information, sparsom inddragelse og dårlig kommunikation har indtil videre desværre kendetegnet ledelsens tilgang til fusionen, og der er derfor brug for, at ledelsen strammer op.

Lær af erfaringerne

Et stort problem for en proces, der skulle have været inddragende, er, hvor mangelfuld kommunikationen omkring fusionsprocessen har været. En del af forklaringen på, at der er blevet kommunikeret dårligt, er selvfølgelig, at der stadig er mange ubekendte, og at ledelsen heller ikke selv er sikre på, hvad der kommer til at ske.

Dette kan dog langt fra undskylde den dårlige kommunikation, der har kendetegnet fusionen indtil videre. Fusionen blev annonceret den 25. januar med løfte om en inddragende proces og god kommunikation, men da studienævnet på MEF efterfølgende holdt møde den 4. februar blev de hverken informeret eller inddraget, og fusionen blev først nævnt, da en studerende tog det op under ‘eventuelt’. Heller ikke efterfølgende er studienævnene blevet inddraget.

Ledelsen på de to institutter havde godt nok arrangeret et møde den 8. februar, hvor de ansatte kunne høre om fusionsprocessen, men de glemte at afholde et tilsvarende for de studerende. Da de så efter pres endelig arrangerede et møde for de studerende, blev det først varslet aftenen før, hvilket resulterede i, at det var meget få studerende, der overhovedet hørte om det, og endnu færre der mødte op.

Vi må kunne forvente, at møder indkaldes med rimeligt varsel, og når institutledelsen siden har været ude og informere og snakke med de studerende, har det været de studerende selv, der har måtte arrangere møderne. Vi mener på den baggrund ikke, at ledelsen har levet op til sit ansvar for at kommunikere ud til de studerende.

Tidligere erfaringer viser desuden, at god kommunikation er utrolig essentielt for en vellykket fusionsproces. Da Landbohøjskolen og Danmarks Farmaceutiske Universitet tilbage i 2006 skulle fusioneres med Københavns Universitet, skrev Uniavisen om, hvordan fusioner ofte går galt. Professor, og ekspert i fusioner og forandringsledelse Flemming Poulfelt udtalte dengang, at halvdelen af alle fusioner historisk set er gået galt, og at en af hovedårsagerne skyldes dårlig kommunikation, der er et problem i ni ud af ti af alle fusioner.

Kommunikation handler nemlig ikke bare om at udsende studiebeskeder og mails, men om aktivt at involvere medarbejdere og studerende.

Når ledelsen udelukkende informerer om fusionen gennem studiebeskeder godt gemt væk på KUnet og ved stormøder, som de studerende selv må indkalde til, risikerer den altså at skrive sig ind i en lang historie af mislykkede fusioner.

Når ledelsen udelukkende informerer om fusionen gennem studiebeskeder godt gemt væk på KUnet og ved stormøder, som de studerende selv må indkalde til, risikerer den altså at skrive sig ind i en lang historie af mislykkede fusioner.

Når den yderligere forsømmer at informere studienævnet på MEF om den kommende fusion, og heller ikke siden har inddraget medlemmerne, så kan det ikke beskrives som en inkluderende proces. Ledelsen har undervurderet, hvor vigtigt det er at skabe en tryg proces, hvor alle parter føler sig inkluderet. Det undrer os, at ledelsen således gentager de fejl, tidligere fusioner igen og igen har vist de grimme konsekvenser af.

Omgåelse af universitetsdemokratiet

Ledelsen har nedsat en række løst definerede arbejdsgrupper til at komme med forslag til, hvordan det fusionerede institut skal indrettes.

Der var oprindeligt ikke lagt op til, at vi studerende måtte sidde i de, foreløbig syv, nedsatte arbejdsgrupper. Den eneste gruppe, vi var inviteret med i, var arbejdsgruppen om studiemiljø. Det klagede vi studerende naturligvis over, og gradvis åbnede ledelsen op for, at vi kunne sidde i nogle af arbejdsgrupperne.

Et andet problem med den måde, arbejdsgrupperne er nedsat på, er, at ledelsen har indkaldt til dem gennem en såkaldt fusionsportal. Her har folk fra KUA mere eller mindre tilfældigt kunne tilmelde sig uden at repræsentere andre end sig selv og uden at sidde i studienævnet, fagrådene eller de ansattes samarbejdsudvalg.

I stedet burde det have været studienævnet, der jo til daglig forholder sig til drøftelser om uddannelse og undervisning, der sammen med ansatterepræsentanterne i samarbejdsudvalgene var ansvarlige for denne proces og kunne nedsætte eventuelle arbejdsgrupper.

Umiddelbart kan det virke sympatisk, at man åbner arbejdsgrupperne op, så alle studerende og ansatte kan tage del i arbejdet i det omfang, de nu har lyst til. Problemet med måden, det er gjort på, er, at man har tilsidesat alle demokratisk valgte repræsentanter og i stedet indsat personer, som ikke har noget mandat eller bagland.

I praksis betyder det, at arbejdsgrupperne besættes tilfældigt ud fra, hvem der nu lige melder sig, og ikke ud fra hvem der har opbakning fra de studerende og ansatte, hvilket i nogle af grupperne yderligere har ført til en enormt skæv fordeling i antallet af ansatte og studerende, såvel som i hvilke fag der er repræsenterede.

Derudover omgår man studienævnets demokratiske struktur, hvor alle medlemmer har måtte gennemgå en officiel valgproces ved univalget for at blive berettigede til en plads, og hvor de i nogle tilfælde er blevet valgt i konkurrence med modkandidater. Studienævnets medlemmer er altså demokratisk valgt som repræsentanter med et bagland, de står til ansvar for, hvorimod de personer, der tilfældigvis har valgt, at de gerne vil sidde i en given arbejdsgruppe, kun står til ansvar for dem selv.

Studienævnet er et af de få organer, vi studerende har tilbage, hvor vi har direkte demokratisk magt på universitet. Studenterdemokratiet bliver konstant indskrænket, og det er vigtigt, at vi studerende værner om de steder, hvor vi stadig har reel indflydelse, og kæmper for vores ret til at blive hørt i situationer som denne.

Nedladende tone fra ledelsen

I marts indkaldte en række studienævnsrepræsentanter på MEF til et åbent stormøde, hvor alle de studerende på MEF var inviterede til at komme og stille spørgsmål om den kommende fusion til ledelsen. Mod slutningen af mødet blev det kommenteret, at de studerende ikke har fået en plads i arbejdsgruppen for uddannelses- og forskningsorganisering.

Men man skal ikke diskutere med ledelsen (overhovedet), og mødet sluttede med ubehagelig stemning, da Jens-Erik Mai, der skal være institutleder efter fusionen, erklærede, at bare tanken om at stille krav var “disrespektfuld”. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal tales til, som om vi er små uartige børn, der skal sættes på plads, når vi stiller berettigede krav om inklusion.

Institutledelsens argument for ikke at give studerende plads i den pågældende arbejdsgruppe er, at de mener, at gruppen kun tager sig af forhold, der er relevante for de ansatte, navnlig organiseringen af forskning og undervisning, og at det er af hensyn til, at de ansatte skal kunne tale frit og trygt, at arbejdsgruppen som udgangspunkt er lukket for studerende. Vi har dog aldrig hørt, at de ansatte faktisk skulle have noget imod, at de studerende bliver inviteret med.

Vi mener, at vi bør inkluderes i arbejdsgruppen, da organiseringen af forskning og uddannelse de facto sætter rammerne for flere forhold, der er relevante for de studerende. Ligeledes berører det forhold, der er underlagt studienævnene. Dette inkluderer udviklingen af undervisningen, studenterinddragelse i forskningen, samarbejde mellem fagene og indretningen af studienævn, og dermed de demokratiske spilleregler for både ansatte og studerende (sådan som det også fremgår fra ledelsens oplæg til arbejdsgruppen om studienævn).

I HUMrådet har vi adskillige gange forsøgt at indlede en konstruktiv dialog med ledelsen. Vi har pænt gjort opmærksom på problemerne og de rettigheder, vi har, så vi sammen kunne finde løsninger. Som svar er vi blevet mødt med en ekskluderende og til tider ubehagelig tone. Vi kan ikke acceptere den mangel på respekt, ledelsens opførsel er udtryk for, og vi vil ikke finde os i at blive irettesat offentligt, når vi stiller helt rimelige spørgsmål til, hvorfor vi ikke er blevet inkluderet.

Der ér efter kritik blevet oprettet to observatørpladser for studerende i arbejdsgruppen for uddannelses- og forskningsorganisering, men til sammenligning sidder der 30 ansatte i gruppen, og mens arbejdsgrupperne ellers har været åbne for alle tilmeldte, så valgte ledelsen her de to første fra hvert institut, der bad om en plads, og afviste resten.

Det er ikke i orden, at vi skal udstilles som krævende og forkælede, når vi insisterer på, at vi ikke vil følge fusionen fra tilskuerrækken som observatører – vi skal have noget at sige.

Vi har intet imod de studerende, der sidder i gruppen, tværtimod har de vores fulde tillid, men vi kan ikke acceptere, at det er ledelsen, og ikke de studerende selv, der vælger, hvem der skal repræsentere os, og hvem der ikke skal. Ligeledes ønsker vi at stille med flere repræsentanter for at sikre bredere repræsentation og mulighed for at dele arbejdsbyrden.

Det er ikke i orden, at vi skal udstilles som krævende og forkælede, når vi insisterer på, at vi ikke vil følge fusionen fra tilskuerrækken som observatører – vi skal have noget at sige.

Få fusionen på rette spor

For at fusionen kan blive vellykket kræver det, at vi som studerende og ansatte bliver ordentligt inddraget. Det er os, der kender dagligdagen på institutterne, ved hvad der virker, hvor problemerne er, og hvor der er brug for forandring. Selv under de bedste omstændigheder er en fusion en risikabel proces, og her taler vi om en fusion udført under pres fra nedskæringer og frygt for fyringer.

I en sådan situation er der brug for, at studerende og ansatte kan føle sig trygge og stole på god kommunikation og dialog med ledelsen. En sådan relation skabes ikke ved at indlede fusionen med at undergrave vores basale demokratiske rettigheder, angribe vores kollektive organisering og forsøge at spille studerende og ansatte ud mod hinanden.

Dette handler om mere end bare en enkelt fusion og to institutter. Det er et angreb på selve fundamentet for universitetsdemokratiet og vores kollektive organisering som studerende og ansatte. Potentielt med konsekvenser for hele universitetet.

Dette hverken kan eller vil vi acceptere.

Svar fra institutledere

Læs institutledernes svar

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste