Sprogdøden fortsætter: So long, farewell, auf wiedersehen, adieu

Artiklen er rettet 21. februar. Ved fejl stod tidligere i faktaboksen, at Koreansk blev nedlagt i 2015. Man kan stadig læse Bachelor i asienstudier (koreastudier) på KU.

Thai, finsk, græsk, tibetologi, indonesisk og polsk. Listen over selvstændige sprogfag, der er blevet nedlagt på Københavns Universitet (KU) er lang, og vidner om et universitet, hvor det primært er de store sprogfag som fransk, tysk og engelsk, der prioriteres.

Lukningen af sprogfag har ramt alle landets universiteter – på CBS blev tolke- og translatøruddannelserne nedlagt i 2008 sammen med bacheloruddannelsen i italiensk og russisk. Roskilde Universitet nedlagde fransk i 2013 og tysk i 2014. Og universiteternes lukninger af sprogfag vækker bekymring hos både forskere og fagpersoner.

Lisbeth Verstraete-Hansen er lektor i fransk på KU og har sammen med professor Per Øhrgaard skrevet bogen ‘Sprogløse verdensborgere’ om afviklingen af sproguddannelser på universiteterne. Ifølge hende har udviklingen flere konsekvenser:

»Der er nogle vidensområder, der helt forsvinder herhjemme. Det er klart, at der ikke er behov for 80 thai-eksperter hvert år, men lukningen af fag som fx finsk, thai og græsk betyder, at vi bliver afhængige af forskning om de sprogområder fra andre lande. Så kan vi ikke længere gå til kilderne, og det er ellers en akademisk dyd.«

Også formand for Dansk Sprognævn og medlem af Det Danske Akademi Jørn Lund har udtrykt sin bekymring:

»Jo mindre indsigt vi har i sprog, jo dårligere bliver vi til at forstå og manøvrere i den moderne verden og handle med folk. Dårligt engelsk er blevet verdenssproget, men vi bliver mere fattige og lukker os mere om os selv, hvis vi ikke har et vidensberedskab inden for andre sprog end dem, der er mainstream,« sagde han i 2016 til Information.

En underskudsforretning

Jørn Boisen er institutleder på ENGEROM på KU, der bl.a. huser fagene engelsk, tysk og spansk. Han understreger, at problemet i høj grad er økonomisk – ud af humanioras 38 bachelorstudier og 54 kandidatstudier giver kun omkring 25 af sprogfagene overskud. Det hænger sammen med taxametersystemet – taksten til sprog er 44.100 kroner om året per studerende (til sammenligning er taksten på SCIENCE og SUND typisk 92.500 kr.). Af de penge går kun cirka halvdelen til instituttet og uddannelserne, fordi der betales skat af uddannelsesindtægterne til både KU’s centrale enheder og til Det Humanistiske Fakultet. Derfor er næsten alle sprogfag en underskudsforretning.

»Alle de små fag har svært ved at løbe rundt. Det eneste fag, der klarer sig godt økonomisk er engelsk. Det kræver 30-40 studerende, hvis et fag skal løbe rundt. Hvis det her var en virksomhed, så ville den ansvarlige leder lukke de små fag, der giver underskud. Man skal selvfølgelig ikke kun drive et universitet som en virksomhed. Men lukning af småfag lurer i horisonten, for vi er hele tiden i den røde zone,« siger Jørn Boisen.

Problemet starter allerede på landets gymnasier. På grund af lav tilslutning kan det ikke altid kan betale sig økonomisk for gymnasier at oprette sproghold i fx spansk og fransk.

»Kvaliteten af sprogundervisningen i folkeskolen er for svingende. Derfor er det både et strukturelt problem og et kompetenceproblem. Dertil kommer, at mange gymnasieelever vælger det, de får gode karakterer i. Og sprogfag er jo ikke noget, man kan mene sig til, det kræver et vist slid og ret konkrete kompetencer. Så vælger mange samfundsfag eller filosofi i stedet. Det er en nedadgående spiral,« siger Jørn Boisen, der dog mener, at problemet ville kunne løses, med særlig økonomisk støtte til gymnasier, der udbyder andre fremmedsprog end engelsk og tysk.

»Man kunne også beslutte at gøre det obligatorisk at lære sprogfag. I dag er gymnasiet et valggymnasium; gymnasieelever nøjes med at vælge engelsk som fremmedsprog. Så lige nu er vi afhængige af, at gymnasierektorerne opretter fag, som ikke kan betale sig økonomisk – spansk, fransk eller tysk og mange andre,« siger Jørn Boisen.

Længe ventet sprogstrategi

Tilbage i starten af 2016 bebudede daværende undervisningsminister Esben Lunde Larsen, at regeringen ville lave en sprogstrategi i samarbejde med de videregående uddannelser og erhvervslivet.

I november sidste år blev strategien langt om længe færdig. Det bærende element er, at der afsættes i alt 100 millioner kroner til området i perioden 2018–2022. Størstedelen af pengene, 99 millioner, skal bruges på et nationalt center for fremmedsprog, »som blandt andet skal understøtte en positiv udvikling for sprogfagene i grundskolen, på ungdomsuddannelserne, på læreruddannelsen og universiteterne,« står der i strategien. Centret skal også udbyde efteruddannelse for sprogundervisere og styrke fremmedsprog som tillægskompetence på de videregående uddannelser.

»Målet med strategien er, at flere elever og studerende vælger fremmedsprog ud over engelsk, og at sproguddannelserne skal være fagligt stærke uddannelser, som tiltrækker og fastholder de dygtigste studerende,« skriver regeringen. Der står ikke, præcis hvordan flere skoleelever skal vælge andre fremmedsprog end engelsk.

Jørn Boisen er positiv over, at regeringen har lavet en sprogstrategi, men han mener ikke, at den tager fat om problemets rod – nemlig at fremmedsprog som fransk og spansk ikke udbydes i mange folkeskoler, og dermed heller ikke bliver valgt som fag i gymnasiet.

»Der er glædeligt, at de har lavet en strategi, men de har bare ikke gjort arbejdet godt nok. Regeringen siger, at det er vigtigt, at studerende lærer mere end et fremmedsprog. Så strategien er et fromt ønske til 100 millioner. Der er en masse gode hensigter, og der bliver formentligt afholdt nogle konferencer og diskuteret emnet, men om fem år vil problemet stadig være der. At dømme efter resultatet, så er fagmiljøerne – der i sidste ende har ansvar for, at strategien lykkes – slet ikke blevet hørt,« siger Jørn Boisen.

»Ikke ambitiøs nok«

Lisbeth Verstraete-Hansen er heller ikke imponeret af regeringens sprogstrategi.

»Jeg synes ikke, den er ambitiøs nok, for reelt dækker den ikke hele uddannelsessystemet. Jeg har i hvert fald svært ved at se, hvordan universiteternes sproguddannelser er tænkt ind i sprogstrategien. Et sprogcenter lyder bestemt som en løsning på nogle af de problemer, strategien identificerer, men det løser ikke problemet med, at få flere folkeskoler til at udbyde andre sprog end engelsk og tysk. Et center har jo ikke kompetence til at påvirke kommunernes prioriteter. Som en kollega for nylig sagde, så er det lidt som nogle klubejere, der lægger en plan for at få et fodboldhold med i Champions League, men glemmer, at der også skal spillere på banen, og at de skal have tid med bolden til at skærpe – og måske endda også ændre – deres spillestil,« siger hun og fortsætter:

»Udfordringerne med fremmedsprog i folkeskolen er så komplekse, at strategien ikke er nok. For problemet ligger jo ikke kun i uddannelsessystemet. Det ligger også i det lidt diffuse begreb ‘sprogholdninger’, som blandt andet kommer til udtryk i den måde, politikerne fører uddannelsespolitik på. Hvornår har man sidst set en landsdækkende kampagne for at få eleverne til at vælge flere fremmedsprog i skolen? Så længe det ikke politisk gøres obligatorisk for kommunerne at udbyde andet end først engelsk, så tysk, eller for gymnasier at oprette bestemte studieretninger med sprogfag på et bestemt niveau, så vil den nuværende situation næppe ændre sig,« siger Lisbeth og tilføjer:

»Vi skal huske, at gymnasieelever i årevis har fået at vide, at det er engelsk, der skal ruste os til den globaliserede verden. Man kan godt sige, at vi har haft en skjult – eller de facto – sprogstrategi, som med forskellige initiativer og incitamenter har opprioriteret engelsk i hele uddannelsessystemet.«

Pind: Vi skal løse det i fællesskab

Som forsknings- og uddannelsesminister har Søren Pind været med til at lægge regeringens sprogstrategi. Han skriver i en mail til Uniavisen, at det nationale center for fremmedsprog er et vigtigt skridt på vejen.

»Manglen på sprogkompetencer er ikke en udvikling, vi vender fra den ene dag til den anden, men fra politisk side har vi sat flere initiativer i gang for at løfte sprogområdet i hele uddannelsessystemet: Med reform af læreruddannelsen blev det muligt at lave specialistprofiler inden for sprog. Med folkeskolereformen blev fremmedsprogene styrket ved at fremrykke sprogstarten. Med gymnasieaftalen blev fortsættersprogene styrket og kinesisk gjort til andet fremmedsprog. Og med Danmarks Nationale Sprogstrategi sætter vi 100 mio. kr. af til en række initiativer, der skal løfte sprogområdet i hele uddannelsessystemet. Det er et langt og sejt træk at vende udviklingen, og derfor følger vi løbende op på, hvordan det går, og hvor der er behov for nye initiativer. Men det er en opgave, vi skal løfte i fællesskab: politikere, kommuner og uddannelsesinstitutioner,« skriver Søren Pind i sit svar.

Økonomisk støtte til små sprogfag

Spørger man Jørn Boisen, hvad der kunne hjælp de smalle sprogfag som spansk, fransk og italiensk, er svaret relativt enkelt.

»Alle de små sprogfag er økonomisk pressede. Den eneste løsning ville være, at man lavede et økonomisk sprogtaxameter, så det ikke var en underskudsforretning for universiteterne at have de smalle fag,« siger Jørn Boisen, der mener, at it-baserede undervisningssystemer kunne løse en del af de økonomiske problemer:

»Hvis man kunne få udviklet nogle systemer, hvor man underviste folk intensivt og brugte mere it i undervisningen, kunne man spare nogle penge på forberedelsestimer. Men det kræver et økonomisk overskud at investere i nye systemer – og det har vi jo ikke. Her kunne den nye sprogstrategi faktisk komme til nytte.«