Mindeord for fysikprofessor Benny Lautrup

Kort efter nytårsaften døde Benny Lautrup, professor i teoretisk fysik ved Niels Bohr Institutet, 85 år gammel. Benny var en af instituttets mest farverige medarbejdere, en formidabel forsker, underviser og samfundsdebattør.

Mod alle odds blev han, en dreng født af en enlig mor i Istedgade, mønsterbryder og fik i 1965 en magistergrad fra landets mest prestigefyldte akademiske institution, Niels Bohr Institutet. Hans karriere førte ham til USA ved Brookhaven National Laboratory på Long Island og senere til den fælleseuropæiske forskningsinstitution CERN i Geneve og til Institut des Hautes Études Scientifique syd for Paris.

I 1974 vendte han hjem til Niels Bohr Institutet som lektor i teoretisk fysik, og han brugte senere sine kompetencer inden for supercomputere til at forske i kunstige neurale netværk og bidrog med fysikkens værktøjskasse til udviklingen af kunstig intelligens.

LÆS OGSÅ: Farvel til viden: Portræt af Benny Lautrup

»Det er Benny Lautrup, professor i udlandet«

Benny kom imidlertid hjem til et Danmark i krise, og det gjaldt også på universiteterne. Det var for eksempel en tid, hvor man var meget nærig med at forfremme lektorer til professorer. På trods af at folk kunne være professoregnede, måtte lektorer tage timer i stoledans for at kunne komme til at skilte med det faglige niveau, de havde nået.

På et tidspunkt kom der en officiel meddelelse fra ledelsen om, at lektorer godt måtte kalde sig »professorer i udlandet«. Lektor Lautrup, der jo havde en international baggrund, fandt denne lappeløsning aldeles latterlig og begyndte at besvare telefonopkald med at sige »Det er Benny Lautrup, professor i udlandet«.

Han var i det hele taget ikke bleg for at kritisere systemet – eller sine kolleger for den sags skyld. I 1975, efter Aage Bohr og Ben Mottelson fik nobelprisen i fysik, opstod den idé, at instituttets gamle tandemaccelerator (der kan få ladede partikler op i fart) skulle erstattes med en ny udgave til et trecifret millionbeløb.

LÆS OGSÅ: Big Ben: Portræt af Ben Mottelson

Den nye maskine ville kunne fremme instituttets forskning i kernefysik. Bennys holdning var, at investeringen ville være tilbageskuende, og at det ville være meget mere offensivt at booste andre af tidens underfrankerede områder, såsom højenergifysikken og komplekse systemers fysik.

Bennys kritiske åbenmundethed førte til, at han blev inviteret på en spadseretur i Bernstorffsparken, hvor Aage Bohr forsøgte at overbevise ham om planens fortræffeligheder. Her havde Aage været så ivrig i sin argumentation, at han glemte at se sig for og uforvarende kom til at træde på en ældre dames lille hund. Den hylede i vilden sky – hvorefter damen kaldte nobelpristageren for en tølper. Benny morede sig siden over, hvordan en lektor og en ældre dame i en park i forening havde forsøgt at yde modstand mod en tandemaccelerator.

En nobelpristager, en tæppetisser og en journalist med en sag

Benny var i det hele taget svær at løbe om hjørner med. Jeg tænkte for nylig på ham, da jeg hørte om DR-journalisten Jens Olaf Jersilds død. I forbindelse med udgivelsen af Bennys og min fælles bog Neurale Netværk – Computere med Intuition i 1988 interviewede Jersild os i TV Avisen.

Benny demonstrerede vores kunstige neurale netværk, der var trænet til at finde stavelser i danske ord og indsætte de-le-streg-er de rigtige steder i ordene. Der var opstået et orddelingsproblem i aviserne, da man havde fyret de sprogkompetente typografer og overladt opgaven til dumme computere. Resultatet blev ganske komiske fejltagelser.

Jens Olaf Jersild bad Benny taste ordene »kvalitetsfjernsyn« og »Kvægtorvet« ind i programmet på skærmen, og de korrekte svar kom tilbage med det samme. Jens Olaf Jersild antydede, at det sidste var det modsatte af det første, men Benny holdt sig til det videnskabelige og lod sig ikke involvere i tv-værtens lille vendetta mod den nystartede konkurrerende kanal TV2, der holdt til på Kvægtorvet.

Vi var meget stolte over, at vores netværk delte både ordene grill-bar og jazz-festival korrekt, selvom det aldrig tidligere havde set et eneste eksempel på et ord med en dobbeltkonsonant, hvor der ikke måtte orddeles. Bennys sprogfornemmelse var tæt på virkeligheden og livet, der ellers godt kunne glide lidt i baggrunden i al fysikteorien, som han også mestrede sublimt.

Ironisk nok fik den amerikanske fysiker John Hopfield sidste år nobelprisen i fysik, netop for sin model for neurale netværk, som vi indgående havde beskrevet i bogen.

LÆS OGSÅ: Blegdamsvejs originale gangsters: Emeritusserne holder ud, når de fleste holder op 

Ramt af succes – og af Birthe

Benny var en meget charmerende mand, som ikke var uinteresseret i kvinder. Han havde den fordel i bylivet, at han på grund af sin opvækst på Vesterbro sjældent drak alkohol i større mængder. Han kunne derfor holde sig attraktiv aftenen igennem, hvor konkurrenterne for længst var gået under bordet.

Han levede i det hele taget et vitalt liv på den front og fik tre dejlige børn med hver sin mor. Meget overraskende og heldigt indtraf der midt i hans liv nærmest det, fysikere kalder en »faseovergang«: Han mødte Birthe, og gå-i-byen-livet blev vekslet til en roligere tilværelse med sommerhus på Falster og blomster i vasen.

Det var en enorm lykke, at Birthe og hans børn samlede sig omkring ham gennem 30 år og fik hele livskabalen til at gå op. Vennekredsen var stor, og Bennys bisættelse var, med Bent Fabricius Bjerres ord, »ramt af succes«: En fyldt kirke og gravøl, hvor folk stod som sild i en tønde.

Æret være Benny Lautrups minde.