Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Big Ben

I et hjørnekontor på Niels Bohr Institutet sidder en Nobelprisvinder omgivet af stakke af bøger og tidsskrifter.

Det er 65 år siden Ben Mottelson kom til Danmark, yderligere 25 år siden han kom til verden i Chicago, USA. Mens faren var en praktisk mand, viste Ben sig at have et usædvanligt talent for abstrakt tænkning. Til et af hans projekter i high school byggede de to et teleskop sammen. Ben fandt litteraturen, der lærte ham at slibe den perfekte linse – faren byggede det stativ, der lod linsen pege mod verdensrummet.

Begavelsen skaffede Ben en ph.d. i kernefysik fra Harvard University i 1950 og åbnede dørene til verden. Valget stod mellem et berømt laboratorium i Birmingham og Niels Bohrs institut i København, og han spurgte sin hustru, Nancy, hvor hun havde lyst til at tage hen. København kendte hun ikke noget til, men Birmingham forbandt hun med store fabriksskorstene – og så flyttede familien til Danmark.

Her tog Niels Bohr imod Ben, Nancy og deres ét år gamle søn Malcolm med åbne arme. Malcolm kom til juletræsfest i Bohrs æresbolig på Carlsberg, og Ben blev del af det unikke forskningsmiljø, der eksisterede på Niels Bohr Institutet i 50’erne og 60’erne, hvor kerneforskere fra begge sider af jerntæppet mødtes og forskede frit under Bohrs fredsparoler.

De studerende så ikke meget til Ben. Slet ikke, da han fra 1965 og ti år frem begravede sig i arbejdet med én enkelt bog sammen med Aage Bohr, Niels’ søn. Da andet bind af Nuclear Structure udkom i 1975, modtog Ben Mottelson og Aage Bohr Nobelprisen i fysik for deres teoretiske beskrivelse af atomkernens struktur.

Han smiler og trækker lidt på skuldrene, når man spørger, hvad Nobelprisen betød for ham. Hans mor blev glad for den. Og den spillede da nok også en rolle, da han i starten af 90’erne – efter at være blevet tvangspensioneret fra KU – fik mulighed for at starte The European Center for Theoretical Studies in Nuclear Physics and Related Areas i Trento i Italien.

Efter fem år i Trento vendte Ben Mottelson tilbage til sin lejlighed i København og sit emerituskontor på Niels Bohr Institutet. Og her har han levet lige siden. Han fyldte 90 i år. Nancy døde i 1975. Hans anden hustru, Britta, døde forrige år. Kortidshukommelse er ikke helt, hvad den har været – men Ben går eller cykler stadig hen til sit institut tre til fire dage om ugen.

Fra de store sprossede vinduer kan han se over Blegdamsvej, ned ad Irmingergade til søerne og Sortedams Dossering, hvor han bor.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste