Misforståelser om Praksisudvalgets afgørelse i Marianne Stidsen-sagen

I et indlæg i Uniavisens netudgave den 16. november 2022 undrer ekstern lektor Charlie Breindahl (CB) sig over, at Praksisudvalget har ladet lektor Marianne Stidsen (MS) ”slippe afsted” med, hvad Breindahl betegner som ”forseelser” i forbindelse med sin disputats ”Den ny mimesis – Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig”, som MS forsvarede den 11. december 2015.

Læs også: Ens regler for Stidsen og studerende

Gælder der forskellige regler for doktorer og studerende? Eller skal vi til at revidere plagieringsbegrebet, spørger CB.

CB’s indlæg hviler på nogle grundlæggende misforståelser, både om det regelsæt, som Praksisudvalget har forholdt sig til i den sag mod Marianne Stidsen, som Det Humanistiske Fakultet (HUM) indbragte for Praksisudvalget i januar 2022, og om sagens nærmere omstændigheder.

”Tvivlsom forskningspraksis” eller ”videnskabelig uredelighed”

Det regelsæt, som klagen mod MS er blevet bedømt efter, følger af lov om videnskabelig uredelighed mv. og falder i to dele.

Den ene del angår ”videnskabelig uredelighed”. Til dette begreb hører bl.a. ”plagiering”, som lovens § 3, stk. 1, nr. 4, definerer som tilegnelse af andres ideer, processer, resultater, tekst eller særlige begreber ”uden retmæssig kreditering.”

Sager om videnskabelig uredelighed (og altså dermed også om plagiering) afgøres af Nævnet for videnskabelig uredelighed. Når Praksisudvalget modtager klager, hvor der er tvivl om dette, sendes de derfor videre til nævnet.

Modtager Praksisudvalget derimod en klage, som udvalget er sikker på, at nævnet ikke vil se som videnskabelig uredelighed, kan udvalget selv behandle den som et muligt tilfælde af det langt bredere begreb ”tvivlsom forskningspraksis”. Dette begreb bruges om forhold, der som navnet siger er tvivlsomme, men som dog ikke så alvorlige, at de falder under begrebet ”videnskabelig uredelighed”.

Lovens system er altså tvedelt: Nævnet for Videnskabelig Uredelighed behandler sager om, ja, ”videnskabelig uredelighed”. Universiteterne selv (og på KU, Praksisudvalget) behandler sager om ”tvivlsom forskningspraksis”.

Tekstlighed

I sager om videnskabelig uredelighed gælder der ingen forældelsesfrist. Derfor realitetsbehandlede Praksisudvalget klagen fra HUM over MS’ disputats med henblik på mulig oversendelse til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.

HUM havde ganske rigtigt, som CB er inde på, indgivet sin klage til Praksisudvalget på grundlag af en undersøgelse gennemført af lektor Henrik Blicher. Det er også rigtigt, at der i Henrik Blichers rapport var henvist til et stort antal tilfælde af tekstlighed mellem passager i MS’ disputats og forskellige andre kilder.

I sin endelige skikkelse angik HUM’s klage til Praksisudvalget kun 30 af de tilfælde, der havde været nævnt i HB’s rapport. Det var derfor kun disse 30 tilfælde, som Praksisudvalget forholdt sig til i sin afgørelse.

Læs også: Praksisudvalg frikender Marianne Stidsen for plagiat

Af disse 30 tilfælde angik en del såkaldt ”selvplagiering”, hvor MS havde henvist til egne arbejder. Sådanne tilfælde falder uden for begrebet ”plagiat” og kunne følgelig ikke begrunde en oversendelse til nævnet.

Efter en grundig gennemgang af de tilbageværende tilfælde faldt Praksisudvalget, at disse gengivelser, med ganske få undtagelser (der angik genbrug af forklaringer af almene begreber i leksika) var sket således, at MS klart havde markeret, at hun gengav indholdet af andre kilder.

Når en forfatter således i tekstens sammenhæng markerer, at der er tale om gengivelse af kilder ligger det klart, at forfatteren ikke (som uredelighedslovens § 3, stk. 1, nr. 1, stiller krav om) har tilegnet sig ”andres ideer, processer, resultater, tekst eller særlige begreber uden retmæssig kreditering.”

Da der derfor ikke forelå videnskabelig uredelighed, var der ikke grundlag for at sende sagen til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.

Frist overskredet

Tilbage var så spørgsmålet, om MS i sin afhandling havde udvist ”tvivlsom forskningspraksis” ved ikke i højere grad at benytte citationstegn og andre løbende kildehenvisninger, når hun gengav andres arbejde.

Da der imidlertid forelå en ikke ubetydelig overskridelse af Praksisudvalgets gældende frist for indgivelse af klager om tvivlsom forskningspraksis, og da de kritisable forhold med stor sandsynlighed ville have været anset som mindre alvorlige, fandt Praksisudvalget ikke anledning til at se bort fra fristen.

Sammenfattende er der derfor ikke, som CB er inde på, forskel på behandlingen af lektorer og studerende hvad angår plagiat. Bortset fra, at plagiatsager mod studerende slet ikke er omfattet af loven om videnskabelig uredelighed og derfor ikke behandles i Praksisudvalget.

Læs også: Marianne Stidsen siger op efter plagiatanklager