Her er en institutleder, der udkommer med en videnskabelig artikel om ugen

1.245 videnskabelige udgivelser siden 1990 bærer hans navn. Det er 43 om året i gennemsnit – altså tæt på én udgivelse om ugen.

Arne Astrup er institutleder på Københavns Universitet med alt hvad det indebærer af administrativt arbejde. Men alligevel skriver han eller er medforfatter på en videnskabelig udgivelse hver eneste uge.

Nogle udgivelser er mindre abstracts i forbindelse med større forskningsprojekter, andre mere bredt formidlende bogudgivelser, men størstedelen er videnskabelige, fagfællebedømte artikler. Og man kan se dem alle sammen i Forskningsdatabasen.

Når jeg falder over noget, der lyder interessant, begynder jeg at skrive.

Arne Astrup

På Google Scholar, hvor udgivelser defineres og optælles efter en anden metode, er Arne Astrup krediteret for mere end 2.000 titler siden 1990, hvor han blev ansat som institutleder ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole.

»Jeg er meget impulsiv,« siger han, da Uniavisen spørger, hvordan han holder sin videnskabelige produktion oppe.

»Når jeg falder over noget, der lyder interessant, begynder jeg at skrive,« siger Arne Astrup og nævner en ny artikel i British Medical Journal som eksempel på sin spontane skriveproces.

Anciennitet, meritter, erfaring

Arne Astrup, som i dag er leder for Institut for Idræt og Ernæring, skriver jævnligt for danske aviser og havde indtil for nyligt en klumme på Propatienters hjemmeside.

»Jeg har let ved at skrive, og jeg kan lave et udkast til en videnskabelig artikel, mens jeg sidder i et fly over Atlanten. Jeg har mange års erfaring, så det en ung ph.d.-studerende er seks uger om at skrive, klarer jeg på seks timer,« siger han.

»Men når det er sagt, så er jeg ikke ene om at skrive alle forskningsartiklerne. Ud over medforfattere, som står for eksperimenter og dataanalyse, er der også andre kollegaer involveret, og jeg laver ikke selv laboratoriearbejde længere. Så er der min kone Charlotte, som har lagt sin karriere som jurist på hylden for at tage sig af vores tre børn og mig.«

Anciennitet, meritter og erfaring er også med til at øge tallene både som forfatter og medforfatter.

LÆS OGSÅ: Institutledere på Københavns Universitet sprøjter forskning ud

»Jeg ledte EU-projektet DioGenes igennem ti år og OPUS Centres ’New Nordic Diet’ for nogle år siden, og der kommer løbende nye vinkler til på de eksisterende data. Fordi jeg er så godt inde i datasættet, bliver jeg ofte bedt om at stå inde som garant for ny forskning, og derfor krediteres jeg som medforfatter. I praksis kræver arbejdet med sådan en opgave to til tre timers kritisk læsning.«

De artikler betegner Arne Astrup som »lavthængende frugter.«

Medforfatterskab eller bidragyder

Overordnet set klarer naturvidenskabelige forskere sig bedre i statistikken end deres kolleger i de samfundsvidenskabelige og humanistiske fag, på grund af den måde forfatterskab opgøres på. Det skyldes også, at der ofte er tale om samarbejder i mange naturvidenskabelige projekter. Det fører til flere medforfatterkrediteringer, som højner tallene i forskningsdatabaserne.

Der er også kulturforskelle mellem fagene, og det kan føre til konflikt. Som da Annemette Nielsen, en ph.d.-studerende i samfundsvidenskab fra København i 2013 protesterede over at skulle anføre en gruppe sundhedsvidenskabelige forskere, heriblandt Arne Astrup, som medforfattere på sit projekt. Arne Astrup bad om at få nedsat en komite, der skulle vurdere, hvad der er god skik og brug i den forbindelse.

Komiteen vedtog, at Arne Astrups gruppe af sundhedsvidenskabelige forskere skulle anføres som »bidragydere« i stedet for det mere omfattende »medforfattere.« De divergerende holdninger på området har ført til, at Arne Astrup har udstukket retningslinjer for forfatterskab og uddelegering af opgaver på sit institut.

Arne Astrup insisterer på, at det høje antal udgivelser ikke er noget, han specifikt går efter i sit arbejdsliv.

Det er heller ikke noget, han eller hans institutlederkolleger praler af.

»Vi institutledere taler aldrig om tallene,« siger han. »Vi diskuterer problemerne ved at lede en afdeling, vi snakker forskning og uddannelse, vi brainstormer nye tiltag og politikker, og vi taler om, hvordan afdelingerne kan samarbejde,« siger Arne Astrup.

Gør ham til en bedre leder

Den høje udgivelsesfrekvens gør ham til en bedre leder af forskere, mener han. Den giver ham respekt og forståelse for arbejdsvilkårene blandt andre forskere. Og respekten er gensidig.

»Som aktiv forsker kan man skabe samarbejder med andre afdelinger og det øvrige samfund, herunder det private erhvervsliv. Det betyder også, at man kan kommunikere med medierne og tage aktiv del i den offentlige debat. Det har udvidet mit netværk blandt beslutningstagere, både herhjemme og i udlandet, og det er til stor gavn, når man er institutleder. Det havde jeg aldrig opnået, hvis ikke jeg selv var aktiv forsker.«

Blandt alle Københavns Universitets institutledere er Arne Astrup den hyppigst citerede forsker på Google Scholar og nummer fem på liste over samtlige forskere.

Det er mit eget valg, og for mig er det som at have en interessant fritidsinteresse i stedet for eksempelvis golf.

Arne Astrup om at forske

Hans udgivelser og antallet af artikler, han er citeret i, har været medvirkende til, at hans institut rykkede fra en 18. til en førsteplads på den toneangivende Shanghai Ranking, ARWU World University Rankings over ernæring og idrætsmedicin i 2018.

Ifølge Arne Astrup er hans engagement med til at opretholde et økonomisk økosystem, hvor de midler, hans forskning er med til at skaffe til instituttet, bidrager til at dække administrative omkostninger. Og det er i sidste ende med til at spare ham for rutineopgaver.

»Jeg har været meget heldig, jeg har en meget effektiv administrativ leder og et godt sekretariat, der gør, at jeg kan uddelegere mange opgaver,« siger han.

»Ulempen er, at forskning har det med at gøre arbejdsugen en del længere, og en stor del af arbejdet foregår om aftenen eller over weekenden. Men det er mit eget valg, og for mig er det som at have en interessant fritidsinteresse i stedet for eksempelvis golf.«

Han har ingen klausul i sin kontrakt med universitetet, der inddeler hans tid mellem forskning og administrativt arbejde på instituttet.

»De spurgte mig, om jeg ville have en klausul i kontrakten med en vis procentdel af arbejdstiden øremærket til forskning. Jeg svarede, at min vigtigste opgave er at lede instituttet. Alt det andet kan jeg selv klare.«

Oversat af Theis Duelund