Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Når Nicole Schmitt skal forklare, hvordan cancerceller muterer, hiver hun Darth Vader frem

Årets underviser — Når Nicole Schmitt underviser i cellebiologi, er det med Pulp Fiction og fodboldkampe på litteraturlisten. Og så ter hun sig gerne fjollet, hvis det hjælper de studerende med at føle sig trygge og lære det, de skal. Derfor er hun blevet kåret som årets underviser 2020.

I en scene i kultfilmen Pulp Fiction har Uma Thurman taget en overdosis heroin. Mens hun ligger bevidstløs på gulvet, tager John Travolta en gigantisk kanyle frem og smadrer den direkte ind i hjertet på hende. Det virker. Hun kommer til live igen.

Den scene skal man kende til, hvis man er studerende på et af de hold, Nicole Schmitt underviser.

For når Nicole Schmitt underviser i cellebiologi, bruger hun referencer til både Star Wars, Pulp Fiction og fodbold. En sjælden gang imellem danser hun også en lille dans.

LÆS OGSÅ: Fire grunde til, at Nicole Schmitt er årets underviser

Men ingen af de formidlingsmæssige krumspring gør hun for at være hende den populære underviser. Hun gør det for at få så meget viden om ionkanaler, cellebiologi og kroppens funktioner ind i hovedet på sine studerende. Og ikke mindst for at give dem lyst til at gå hjem og læse mere.

Men den del af hendes projekt er slået fejl; altså den, der handler om ikke nødvendigvis at være den populære lærer. Hun er nemlig blevet kåret som årets underviser i 2020.

To år i træk

Nicole Schmitt toner frem på skærmen. Hun sidder på sit kontor i Mærsk Tårnet på Panum, og hendes eneste selskab er den lille, kutteklædt Darth Vader-figur, der står på reolen bag hende.

Hvem er Nicole Schmitt?

Nicole Schmitt er fra Tyskland og flyttede til Danmark for 18 år siden.

Hun er professor og underviser medicinstuderende i blandt andet cellebiologi.

Hun forsker selv i såkaldte ionkanaler og er viceinstitutleder for undervisning på Biomedicinsk Institut.

I november blev hun tildelt Undervisningsprisen 2020, også kaldet Årets Harald, efter indstilling fra hendes studerende. Ifølge indstillingen fornyer Nicole Schmitt undervisningen og bliver ved med at forklare det svære stof, til hun er sikker på, at de studerende har forstået det.

»Hun formår at forklare svære emner på en måde, så det er nemt og forståeligt. Derudover har hun med sin glade personlighed et præg på sin undervisning, som gør undervisningen mere spændende og nem at tilgå som studerende. Hun laver forklaringer, vi kan forstå, og sammenligninger vi kan huske,« står der i indstillingen.

Det betyder en hel del for hende at modtage prisen.

»Jeg var faktisk også indstillet sidste år, så det er to år i træk – yes! Men i år fik jeg den, og det synes jeg, er virkelig, virkelig fint. For der er jo nogle studerende, som har fundet ud af, at min undervisning betyder noget for dem og faktisk har sat sig ned og skrevet den her indstilling, den kommer jo ikke af sig selv,« siger hun med accent.

Hjertets orkester

Nicole Schmitt er tysker, men flyttede til København i 2002, da hun fik en postdoc-stilling.

»Jeg havde en kontrakt for to år, men bagefter blev jeg hængende. Og så gik der lige 18 år.«

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Hun forsker i det, der hedder ionkanaler. Jeg lader hende selv forklare, hvad det er for noget:

»Det er i virkeligheden dem, der gør, at dit hjerte slår, fordi de tillader strøm i form af ioner at trænge ind i og ud af cellerne i dit hjerte. Ioner kan ikke bare trænge gennem en cellemembran, fordi det er et fedtlag. Så der bliver skabt de her små ionkanaler igennem membranen, som tillader et helt orkester af strøm at trænge igennem. Det er det kæmpestore orkester, der spiller, så dit hjerte slår med 70 slag i minuttet,« siger Nicole Schmitt med en smagsprøve på sine kreative forklaringsevner.

Metaforernes dronning

I indstillingen lægger de studerende vægt på, at hun bruger sjove sammenligninger og metaforer, som gør det lettere at huske de indviklede funktioner i kroppen.

Det bringer os tilbage til scenen fra Tarantino-klassikeren Pulp Fiction. Kanylen i John Travoltas hånd er nemlig fyldt med adrenalin, og derfor bruger Nicole Schmitt den til at forklare, hvilken effekt adrenalin har på hjertet.

»Hvis de ikke har set Pulp Fiction, sender jeg dem hjem for at se den. Det er chokerende at have studerende, der ikke har set sådan en klassiker. Jeg kan også se, at der en del studerende, som ikke har styr på deres kulturkanon og ikke har set Star Wars. Det er totalt chokerende,« siger hun med karikeret forargelse.

Når Star Wars er på de studerendes kulturelle pensum, så er det fordi, der er klare paralleller mellem science fiction-filmene og cancermutationer.

»Der er nogle proteiner i kroppen, der fungerer normalt, men når de muterer, så kan de pludselig blive onde proteiner og skabe cancer. Der bruger jeg billeder fra Star Wars, for der er en karakter, som har været god en gang og så blev ond,« siger Nicole Schmitt med henvisning til den lille kutteklædte figur bag hende.

»Jeg kan også finde på at forklare, hvad der sker i en normal celle og i en cancercelle ved at bruge en fodboldkamp mellem Real Madrid og FC Barcelona, siger hun, inden hun griner.

»Ej, nu skal jeg heller ikke afsløre alle mine hemmeligheder.«

LÆS OGSÅ: Til undervisning med den bedste. Portræt af årets underviser 2019

Ahh-øjeblikke

Som hun sidder der bag skærmen, savner Nicole Schmitt sine studerende. I hvert fald savner hun at se dem i kød og blod fremfor i små vinduer på Zoom.

Det er næsten min fornemste opgave at nedbryde deres frygt for at fejle.

Nicole Schmitt

»Det har været svært ikke at kunne mærke de studerende. Det er meget givende for mig at være sammen med dem. Den bedste situation er, hvis jeg kan se i en studerendes ansigt, at der er gået et lys op for dem. Det her ahh-øjeblik. Det oplever du ikke på en skærm.«

Men de studerende får formentlig disse ahh-øjeblikke alligevel. I indstillingen skriver de i hvert fald, at Nicole Schmitts undervisning er lige så god på Zoom som i virkeligheden. Det skyldes måske, at hun har kunnet overføre nogle af de blended learning-metoder, hun i forvejen brugte i sin undervisning, til sin onlineundervisning.

Blandt andet opererer hun med en backchannel-funktion, hvor de studerende kan stille spørgsmål anonymt, som hun så kan svare på. Det fungerer godt, når undervisningen er digital, men det fungerer også godt under forelæsninger, er hendes erfaring.

»Det er en af de måder, jeg prøver at skabe et trygt læringsrum. Der er mange studerende, der ikke tør stille spørgsmål,« siger hun.

De vigtige dumme spørgsmål

Nicole Schmitt underviser oftest førsteårsstuderende, og hun kan se en udpræget tendens til, at de tager en nulfejlskultur med fra deres gymnasietid.

»De kommer med de her tårnhøje karakterer og er kommet ind på drømmestudiet, og det er næsten min fornemste opgave at nedbryde deres frygt for at fejle,« siger hun.

For frygten for at fejle kan tit sætte en stopper for at lære nye ting. Man skal sætte sig selv lidt på spil for at lære nyt, og for øvrigt er det tit de studerende, der stiller flest spørgsmål, der klarer sig bedst, oplever Nicole Schmitt.

»For at citere Yoda, ‘The greatest teacher, failure is.’ Det er gennem fejl og de her såkaldt dumme spørgsmål, at vi lærer allerbedst,« siger hun.

»Jeg insisterer på at skabe et trygt læringsrum. Jeg fortæller dem hver evig eneste gang, at I know my shit – jeg ved, hvad jeg snakker om, og jeg vil virkelig gerne forklare alt, hvad de gerne vil have forklaret. Men de er nødt til at stille spørgsmål.«

Hun kender selv til at begå fejl, for sådan er det, når man flytter til et nyt land og skal lære et nyt sprog.

»Jeg bruger det som en icebreaker, at jeg ikke har dansk som modersmål. Jeg kan sige til dem, at de kan høre, at jeg ikke kommer fra Danmark, men alligevel ved jeg, hvad jeg taler om. Der er måske nogle grammatikfejl, men jeg kan uden problemer forklare kompliceret cellebiologi. Så man kan godt have udfordringer og stadig være vidende,« siger hun.

Ingen bolsjer

I det hele taget er Nicole Schmitt ikke bange for at se dum ud. Hvad end der skal til for at lære de studerende det, de skal lære.

»Der findes for eksempel nogle stoffer, der hedder lipider, hvor jeg har en legendarisk lipiddans, jeg laver. Hvis de kan huske det på hende tossen, der har danset, så fint nok. Whatever works for at få dem til at huske og reflektere over det, de har hørt. Det er det vigtigste,« siger hun.

Hun danser, quizzer og filmrefererer altså ikke for sjovs skyld.

»Det handler jo ikke om at please eller om at underholde. Hvis jeg kan sørge for, at de tager ansvar for deres egen læring, og tænker, at det, jeg har fortalt, lyder spændende og giver dem lyst til at læse mere, så har jeg opnået det, jeg vil.«

Nicole Schmitt er ikke den type underviser, der har flødeboller med eller lægger op til en omgang rundbold, hvis solen skinner, siger hun.

De studerende er ikke klar over, hvor meget de betyder.

Nicole Schmitt

»Det handler ikke om at komme med bolsjer en gang imellem. Man behøver ikke være den elskede underviser, man skal være den, der skubber til dem og motiverer dem til at tage ansvar for deres egen læring. Jeg kan jo ikke åbne deres hoveder, hælde viden ind og lukke dem igen,« siger hun med et skuldertræk.

En opfordring

Inden interviewet slutter, er der noget, Nicole Schmitt gerne vil sige. Hun har en opfordring til alle studerende på Københavns Universitet.

For selv om hun er vildt glad for prisen og de studerendes glæde ved hendes undervisning, så virker det lidt vilkårligt.

»Jeg har utroligt mange kolleger, som jeg ved laver top notch undervisning, men som ikke lige var heldige nok til, at der var en studerende, der satte sig ned og gjorde sig umage og skrev en indstilling,« siger hun.

Ud over at være underviser og forsker, er hun også viceinstitutleder for undervisning på Biomedicinsk Institut, så god undervisning ligger hende på sinde. Men det er svært at sikre god undervisning til de studerende, hvis ledelsen ikke ved, hvad de studerede kan lide.

»De studerende er ikke klar over, hvor meget de betyder. De vil gerne have god undervisning, men vi ser ret lave svarprocenter på evalueringer. Og ofte bliver man kun nævnt, hvis de studerende ikke kunne lide en,« siger hun.

Hvis de studerende fremhæver de undervisere, som de synes, gør det godt og sætter ord på, hvorfor, så kan resten af underviserne lære noget af dem. Og garanteret også blive mere motiverede, siger Nicole Schmitt.

»Hvis vi gerne vil have god undervisning på dagsordenen, så må vi være fælles om det,« slutter hun.

Annonce
Annonce

Seneste