Nadeen Aiche har to identiteter, en dansk og en palæstinensisk. I ny bog prøver hun at forene dem

»Jeg kan vågne en morgen til et opkald fra min familie om nye drabstal i Gaza eller nye bombninger over Beirut. Og blive meget personligt berørt af det …«

Nadeen Aiche holder en kort pause.

»Men så stå op, vaske mit ansigt og børste tænder, gå ud i verden og hilse pænt på mine medstuderende på CSS, spise frokost med dem og tale om fredagsbaren.«

Siden 7. oktober 2023, hvor der udbrød krig i Gaza, har Nadeen Aiche nogle gange følt det, som om hun lever i to parallelle virkeligheder.

I den ene er hun en helt almindelig studerende, der skriver bachelorprojekt om dansk politik og forsøger at opføre sig som en neutral undersøger. I den anden er hun tredje generation af et traume: Et barn af flygtninge, der skriver på en bog om sin palæstinensiske arv med tårerne strømmende ned ad kinderne.

»Det tror jeg, mange palæstinensere vil kunne relatere til,« siger hun.

»Vi vender hjem, min skat«

Bogen, som udkommer i dag, 26. februar, har titlen Palæstinenseren og er en samling af ti essays med refleksioner over, hvad det vil sige at være palæstinenser i Danmark. De er skrevet af ti forskellige forfattere, der alle er dansk-palæstinensere. Nadeen Aiche er en af dem.

I sit bidrag med titlen Teta – arabisk for bedstemor – fortæller hun historien om sin mormor, der blev fordrevet fra byen Haifa under det, palæstinensere kalder Nakbaen. Det betyder ‘katastrofen’ på arabisk og henviser til fordrivelsen af palæstinenserne i kølvandet på oprettelsen af staten Israel i 1948.

Mormoren var barn, da familien blev fordrevet. Siden har hun boet i flygtningelejren Sabra i Beirut, hvor Nadeen Aiche har besøgt hende gennem sin barndom.

Da jeg står dernede, føler jeg mig meget på besøg og fremmed

Nadeen Aiche

Men i bogen beskriver hun, hvordan hun sidste år rejser til Haifa for at lede efter sin mormors barndomshjem.

»Da jeg rejser til Palæstina, fortæller jeg min mormor, at jeg skal afsted. Hun begynder at græde og siger i telefonen: »Vi vender hjem, min skat.« Jeg siger ja,« fortæller Nadeen Aiche.

»Men da jeg står dernede, føler jeg mig meget på besøg og fremmed i det land.«

Hverken hendes mor eller mormor har været i Haifa, siden mormoren blev fordrevet. Nadeen Aiche er den første efterkommer af sin mormor, der vender tilbage.

»Og det kan jeg jo kun, fordi jeg har fået det privilegium at bære det danske pas,« siger hun.

Det er hverken let eller ufarligt for palæstinensere at rejse ind i Israel, som i dag kontrollerer Haifa. Og da Nadeen Aiche lander i lufthavnen i Tel Aviv, nævner hun heller ikke sine palæstinensiske rødder, og hun taler kun engelsk med myndighederne.

Da hun ankommer til den bydel, som hendes mormor er fra, begynder hun at forhøre sig blandt de lokale. Men ingen genkender mormorens efternavn. Og hendes mormor selv kan heller ikke hjælpe hende med at finde huset.

»Min mormor var jo selv barn, da hun blev fordrevet. Min oldemor er desværre gået bort. Så mindet om hjemmet i Haifa ligger som en følelse og som nogle fortællinger, men ikke som en klar og tydelig hukommelse hos min mormor.«

Det er også derfor, det er vigtigt for Nadeen Aiche at fortælle sin families historie, mens der stadig er nogen, der kan huske den.

»For hver generation er der noget hukommelse om Haifa og de andre besatte områder, som går tabt. Fordi det ikke kan blive videregivet én til én, og fordi jeg aldrig selv ville kunne mærke det, som min mormor og oldemor mærkede i sin tid.«

En byrde og en befrielse

Essayet om mormoren og det tabte hjem i Haifa blev til i sommeren 2024. Det var samtidig med, at Nadeen Aiche skrev sit bachelorprojekt, som ikke havde noget med Palæstina at gøre.

Og det var helt bevidst.

»Jeg har haft et behov for at kunne differentiere imellem, hvornår jeg gik ind og talte om noget, som var personligt og dybt forankret inde i mig, og hvornår jeg bare var studerende,« siger hun.

Vi er vant til at tale om palæstinensere i tal. Vi taler om 45.000 dræbte og halvanden million fordrevne

Nadeen Aiche

Samtidig har den balance også somme tider krævet, at hun holdt tungen lige i munden.

»Det har været en øvelse at begå sig i et studiemiljø, hvor det bliver forventet, at man agerer som neutral forsker i sin akademiske analyse. Og så bagefter gå hjem og skrive på noget, hvor præmissen er, at jeg ikke er neutral undersøger af noget som helst.«

Det med hurtige skift fra en rolle til en anden er dog ikke noget nyt for Nadeen Aiche. Det er et vilkår for mange minoriteter og har et akademisk ord, som man kan lære på Statskundskab.

Begrebet hedder kodeskift og er evnen til hurtigt at skifte fra ét sæt kulturelle koder – det vil sige sprog, normer, symboler og overbevisninger – til et andet afhængig af selskabet.

»Det er man jo som minoritetsborger født verdensmester i. Vi kan bevæge os igennem forskellige kulturer og camouflere identiteter på nogle tidspunkter og synliggøre dem på andre tidspunkter.«

Og den evne er både en byrde og en befrielse, siger hun.

»På den ene side er det jo et frirum for mig at kunne gøre det på den måde. Men på den anden side kan det føles komplekst og hårdt hele tiden at skulle være opmærksom på, hvilken hat jeg går ind i rummet med.«

LÆS OGSÅ: Nadeen Aiche er forperson, debattør og panelist – og så er hun også studerende

Det gælder ikke mindst på studiet, hvor hun oplever, at nogle af hendes medstuderende har vanskeligt ved at forholde sig til krigen i Gaza.

»Mange på studiet har nok lidt svært ved at spørge mig, hvordan den seneste tid som palæstinenser har været. Fordi vi er vant til at tale om palæstinensere i tal. Vi taler om 45.000 dræbte og halvanden million fordrevne. Men der mangler et sprog, der kan menneskeliggøre den palæstinensiske erfaring.«

Hun understreger, at hun ikke bebrejder sine medstuderende. Men hun håber, at bogen kan være med til at give folk ordene til at tale med hende og andre palæstinensere om den arv, de bærer på.

»Jeg håber, at både universiteter og arbejdspladser bliver bedre til at skabe et rum for og et sprog til at snakke med palæstinensere om den eksistentielle vold, vi har oplevet gennem generationer,« siger hun.

Besat eller tilintetgjort

Det er ikke tilfældigt, at Nadeen Aiches bidrag til Palæstinenseren handler om hendes mormor.

Ud over at være det sidste nulevende familiemedlem, der blev født i Palæstina, inkarnerer mormoren nemlig også et særligt begreb, som kendetegner den palæstinensiske mentalitet.

»På palæstinensisk har vi et udtryk, der hedder sumud, og som bedst kan oversættes til standhaftighed. Det er en værdi og en tilgang til livet, der gennemsyrer den palæstinensiske arv.«

Jeg drømmer stadig om at kunne stå foran min mormors hjem og åbne døren til et nyt liv

Nadeen Aiche

Begrebet vandt udbredelse i kølvandet på fordrivelserne, fortæller Nadeen Aiche, som en slags forklaring på, hvorfor palæstinenserne ikke giver op imod Israels overmagt.

»Sumud beskriver, hvorfor palæstinensere, på trods af den daglige vold, de bliver udsat for, stadig laver palæstinensisk mad, læser Mahmoud Darwish, danser til dabke, ryger en vandpipe, iklæder sig kufiyeh og insisterer på at holde fast i deres identitet,« siger hun.

»Og det har min mormor altid gjort.«

LÆS OGSÅ: KU-studerende modtager pris for sit arbejde med ligestilling af minoritetsetniske danskere

Over 700.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem i årene efter 1948. Størsteparten af dem og deres efterkommere bor stadig i de arabiske nabolande, herunder en betydelig del i permanente flygtningelejre.

»Mange fra den generation gemmer stadig nøglerne til deres hus,« fortæller Nadeen Aiche.

»Det er både til minde om fordrivelsen og som udtryk for en insisteren på at vende tilbage. Jeg ved, at min mormor også stadig har familiens nøgle.«

Drømmen om at vende hjem er et tema, der går igen hos flere af bogens ti forfattere. Det er en indgroet del af den palæstinensiske diasporafortælling, siger Nadeen Aiche.

»Jeg drømmer stadig om at kunne forene min familie med den arv. Jeg drømmer stadig om at kunne stå foran min mormors hjem og åbne døren til et nyt liv.«

Derfor har hun heller ikke opgivet tanken om at finde det hus, mormoren blev født i.

»Jeg skal helt sikkert rejse tilbage igen. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg har lovet min mor, at hun skal med næste gang.«

Men faktisk ved hverken Nadeen Aiche, hendes mor eller mormor, om huset, som mormorens nøgle passer til, overhovedet eksisterer længere.

»Enten findes det, og så er det blevet besat,« siger hun.

»Eller også er det blevet tilintetgjort.«