Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Nanna Simone Kristensen studerer på halv tid for at få plads til studiejobbet

Økonomi — Den 27-årige etnologistuderende ville være nødt til at gøre alt overfladisk, hvis hun holdt fast i både fuldtidsstudier og job. »Og det hader jeg,« siger hun.

Nanna Simone Kristensen fik sin nuværende stilling som museumsrundviser og -formidler i november sidste år, nogenlunde samtidig med at hun kastede sig over vinterens eksamener.

Hun proppede så meget arbejde og læsning ind i sine dage, at de var ved at briste, og det endte med, at hun blankede den ene af sine eksamener.

Da gik det op for hende, at noget måtte ændre sig.

»Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen. Det var sindssygt svært. Så jeg kom frem til, at hvis jeg havde tænkt mig at fortsætte på samme måde på studiet i det følgende semester, ville det ikke give mening for mig at have arbejdet,« siger Nanna Simone Kristensen.

Arbejdet vandt. Den 27-årige etnologistuderende valgte at gå ned på halv tid på sjette semester og give plads til studiejobbet i kalenderen. Et job, der består af i alt 15 timers rundvisning, formidling og billetsalg på et museum, men som også kræver flere timers forberedelse om ugen.

LÆS OGSÅ: Fylder studiejob for meget eller for lidt på universitetet? Borgmester og studerende er uenige

Det handlede dels om, at hun frygtede at blive mast flad under vægten af studie og arbejde, dels, at hun ikke ønskede at gøre det hele halvt, siger hun.

»Det er federe at skulle fordybe sig i noget end hele tiden at have mange forskellige bolde i luften. Jeg er faktisk ret træt af den der snak om, at jo flere bolde i luften jo bedre – jo hurtigere jo bedre,« siger Nanna Simone Kristensen.

»Jeg synes, det er vigtigere at kunne fordybe sig i noget. Det kan jeg, hvis jeg kun har ét fag og så jobbet ved siden af. Det andet ville være så presset, at jeg ikke ville kunne have et liv ved siden af, og samtidig ville jeg være nødt til at gøre tingene overfladisk. Og det hader jeg.«

En god investering

Hvis man ser hendes beslutning som en investering i fremtiden, er den let at forsvare.

En analyse fra Dansk Industri viser, at jo flere timer studerende bruger på studiejob om ugen, desto større er deres chance for at undgå arbejdsløshed som nyuddannede. Særligt stor er forskellen mellem studerende med og uden studiejob, men det betyder også noget, om man bruger 10 eller 20 timer på arbejdet om ugen.

Jeg er faktisk ret træt af den der snak om, at jo flere bolde i luften jo bedre – jo hurtigere jo bedre.

Nanna Simone Kristensen, studerende

Hvis du studerer jura eller forsikringsmatematik eller medicin, er det måske ikke et spørgsmål om ledighed, men studerer du visse humanistiske, samfundsvidenskabelige eller naturvidenskabelige fag, er der en risiko for, at et magert cv kan gøre jobjagten endog meget bøvlet.

På Nanna Simone Kristensens studie Europæisk etnologi står hver tredje dimittend stadig uden job i andet år efter specialet.

Det er tal som det, der for nylig fik beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), til at opfordre studerende til at jagte relevante studiejob, allerede tidligt i uddannelsen.

LÆS OGSÅ: »Det var de andre, der havde de fede studiejob«

Tallene har dog ikke været drivkraften for Nanna Simone Kristensen, siger hun. Hun ville tværtimod fordybe sig i et arbejde, som hun finder interessant, prøve den ofte tunge teori af i praksis og samtidig finde ud af, om museumsformidlingen er den gren af etnologien, hun skal satse på, også efter studiet.

»Jeg synes, det er fedt at få et indblik i den verden, der længe har trukket mest i mig, og jeg føler på mange måder, det har levet op til det, jeg havde forestillet mig.«

Cv’et skal ikke være målet

Alligevel lurer snakken om dimittendledighed og cv-optimering i baghovedet på hende, siger hun. Måske fordi den er svær at undgå.

Når hun fortæller venner og bekendte om, hvad hun laver, er det sjældent, at de siger, det lyder spændende. Langt oftere er reaktionen: »Det er da godt at have på cv’et!«.

»Pludselig kan jeg mærke, at det er noget, jeg selv begynder at tænke, og det synes jeg er ærgerligt. Jeg har aldrig været specielt konkurrence-minded, men det kan jeg mærke, at jeg bliver alligevel, fordi det bliver påduttet mig. Jeg har ikke lyst til, at det skal fylde for meget.«

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Ideelt bør studerende ikke tage studiejob i frygt for at blive arbejdsløse, men på grund af den interesse, de har i arbejdet, siger hun. Derfor fortryder hun ikke, at hun nedtrappede til halv tid på studiet. Fordi beslutningen – trods alt – var drevet mere af interesse end et ydre pres.

»Hvis man ikke har været engageret i sit arbejde, men kun gør det, fordi det ser godt ud, hvor klar er man så egentlig til at præstere på arbejdsmarkedet?«

Men det er jo ikke sikkert, at alle studerende går ud og finder job på grund af deres interesse, ligesom du har gjort. Nogle har måske brug for at få at vide, at de risikerer at blive arbejdsløse, hvis de ikke gør det. I den forstand er det vel okay, at fx mange humaniorastuderende tænker sådan?

LÆS OGSÅ: Uden et studiejob risikerer du at blive arbejdsløs

»Jo, til en vis grænse, men det skal jo heller ikke blive sådan, at man knækker nakken på det, eller føler presset er for stort. Så giver det ikke mening.«

Max. 10 timer

Ifølge Danske Studerendes Fællesråd er presset blevet så stort, at det i nogle tilfælde er skadeligt. Det fjerner fokus fra læringen, har formand Johan Hedegaard Jørgensen sagt til Uniavisen.

Han refererede til undersøgelser, der viser, at en stor andel af de studerende, som udskyder deres studier, gør det på grund af studiejobbet. Akkurat som Nanna Simone Kristensen har gjort.

Hvis man ikke har været engageret i sit arbejde, men kun gør det, fordi det ser godt ud, hvor klar er man så egentlig til at præstere på arbejdsmarkedet?

Nanna Simone Kristensen, studerende

Spørgsmålet er, hvor smertegrænsen går? Hvor meget kan studerende arbejde ugentligt, uden at det går ud over deres fuldtidsstudier?

Da Nanna Simone Kristensen for nylig diskuterede emnet med nogle studiekammerater, kom de frem til et klart svar: højst 10 timer.

»Vi blev enige om, at det ville være det optimale. Problemet er, at det er enormt sjældent, at man ser stillingsopslag som studentermedhjælper, der ligger på 10 timer eller under. Det normale er 15, ser det ud til,« siger hun.

Resultatet er, at jobbet for mange studerende går ud over den faglige indsats, har Bjarke Oxlund, institutleder på Antropologi, sagt til Uniavisen.

Ifølge Oxlund har instituttet et ansvar for at skabe en bedre balance mellem uddannelse og job, så færre studerende bliver tvunget til at slække på det ene eller det andet. For eksempel ved at gøre det lettere for studerende at samarbejde med virksomheder som et led i deres uddannelse.

Det er en ambition, som ifølge Nanna Simone Kristensen er fornuftig.

»Jeg synes, der mangler muligheder for at integrere arbejdet i studiet. Hvis man også som universitet mener, at det er vigtigt, at de studerende får erfaring, så synes jeg, der skal skabes mere plads til det.«

Seneste