Ny bog samler 37 personlige beretninger fra naturforskere

Det er i universitetets ånd at give forskelligheden og det personlige stemme. Med min naturvidenskabelige baggrund er jeg oprindelig opdraget til upersonlig dataanalyse, generalisering og blodfattig beskrivelse. Men i en ny bog har jeg bedt forfatterne om at give den gas, inddrage personlige bevæggrunde og gerne fortælle om angstens sved bag dykkermasken, når man som klimaforsker Peter Bondo ligger i 0,6 minusgrader havvand på 30 meters dybde i Østgrønland klos op af en tonstung hvalros, der kan flænse én med sine stødtænder, hvis den bliver irriteret.

LÆS OGSÅ: Københavns Universitet vil udbygge samarbejde om Arktisk Station

Peter Bondos Tøbrud i Arktis er titlen på én af 37 fortællinger om fantastiske oplevelser, dybe svigt og nyere genopretninger i naturen skrevet af 23 forfattere i en ny bog med titlen Forunderlig Natur.

Fortællinger fra verden

Det begynder i et naturspor på nettet, hvor biologen Bjarne Moeslund beretter om unger hos fluesnapperne og sortspætten samt en sommertør brønd på torpet i Småland. Deltagerne udvider perspektivet til blomsterrige moser på Öland og Gotland, som også er slemt truet af udtørring, og de beretter om nye anlæg til afsaltning af Østersøens brakvand til drikkevand for øernes talrige malkekøer og landliggere. Sådan knyttes natur, kultur og klima sammen.

Tilbage i Østgrønland lander den unge radiosondemand og ornitolog Hans Meltofte tilbage i 1968 med et islandsk DC-3-fly på havisen ved Danmarkshavn Vejrstation. Pistolbevæbnet, men uden radiokontakt, bevæger han sig ud på ugelange ture hen over den arktiske tundra til fjerntliggende hytter, blot ledsaget af én slædehund med cykeltasker over ryggen med foder til Hans og hunden selv. Undervejs studerer han fuglenes reder, æglægning og adfærd. Med sådanne oplevelser i ungdommen, helt alene, aldrig med musik i ørene eller mobilen i hånden, men med syn, lyde og dufte nærværende omkring sig og uden behov for at tolke naturen, bliver han dedikeret for hele livet til at opleve og studere de arktiske fugle.

Flytter vi blikket højt op i den tynde luft i Himalaya blandt tibetanerne, må ferskvandbiologen Dean Jacobsen og hans hjælpere udvise stor forsigtighed og indlevelse ved prøvetagning af smådyr og fisk i vandløbene. For tibetanerne betragter vandet som helligt, og fiskene beskytter vandet. Derfor er det lige så utilladeligt for mange tibetanere at spise fisk, som det er for muslimer at spise svinekød.

Kontrasterne er slående

Lidt forsinket erkender Jacobsen, at hans besværligheder som forsker i Tibet netop indebærer den velsignelse, at tibetanerne aldrig har tilladt indførelse af fremmede fisk såsom ørreder, så ingen oprindelige fiskearter er blevet truet eller udryddet af indførte ørreder. Det er netop sket mange steder, hvor europæiske kolonister har udsat ørreder for at nyde den fangst og smag, de kendte hjemmefra. Derfor kan forskningen i Tibet ske i det naturlige uforstyrrede miljø.

LÆS OGSÅ: Fortidens pollen viser vej til fremtidens natur

Kontrasten mellem tibetanernes ærbødighed for vandet og omgivelserne og danskernes voldsomme hærgen og forurening af grundvand, vandløb, søer og kystvande kan næsten ikke blive større. Havbiolog og havkemiker Stiig Markagers fortælling Bøgen spejler sin top i bølgen brun splintrer vores romantiske billede af Danmark. Fædrelandssangen om de grønne bøge blev skrevet for 200 år siden, da træerne ved Danmarks kyster stadig kunne spejle sig i rent, blåt vand, som i dag er forurenet og brunt.

Nu er 60 procent af Danmarks areal intensivt opdyrket, giftsprøjtet og gødet med gylle fra mange millioner svin. Danskere har med accept og støtte fra skiftende folketingsflertal tilladt tilsmudsning af alt vand. Selv efter 1990’ernes omfattende og milliarddyre investeringer i rensning af husspildevand fortsætter landbrugets forurening uden udsigt til nødvendig og tilstrækkelig nedregulering. Den kristne tro hos os har altså ikke ledt til den etiske fordring, at du som menneske og dansker ikke må udsætte dine naboer for sådanne gener, at deres hverdag fyldes med stank og støj fra store svinefarme, og deres huse bliver usælgelige og tilværelsen ulidelig.

Det vigtige fredningsarbejde

Det har videre konsekvenser. Nu har badning og dykning trange kår for alle. Bedsteforældre kan ikke mere tage børnebørnene med til fjorden for at fange en skrubbe eller en ål til middagsbordet. En oplevelse, de som børn selv havde som en selvfølgelighed. At fange sine første fisk og bespise hele familien var en stor ting for os, som var børn i 1950’erne. Selv kunne jeg bespise tre sultne familier ved et ålegilde med stuvede kartofler og persillesovs i 1962.

At fange sine første fisk og bespise hele familien var en stor ting for os, som var børn i 1950’erne

For alle for altid er et godt motto for fredningssagen – for sikring af grønne oplevelser i by og på land og blå oplevelser med fisk i vandet. I kapitlet med samme titel fortæller fredningschef Birgitte Ingrisch fra Danmarks Naturfredningsforening, at de grønne fredede oaser også eksisterer i storbyen, for eksempel sammen med kulturhistorien på Assistens Kirkegård på Nørrebro. Kirkegården er nok Danmarks mest berømte gravplads for blandt andre H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og nutidens Kim Larsen. Et afsnit af kirkegården er fortsat offentlig gravplads, mens andre afsnit er helliget solbadning, børns cykeltræning på stierne – og fuglene.

Ellers kender vi mere til naturfredningsforeningens sikring af uerstattelige naturværdier i det åbne land, såsom Borris Hede helt tilbage i 1902, Skagens Gren i 1940, Møns Klint og Høje Møn i 1983 og Kalø Godslandskab i 2025. Men naturværdierne er i stigende grad klemte og truede. Derfor har private fonde opkøbt eller fået overdraget arealer, hvor der både sker naturgenopretning og dokumentation af effekterne. Biolog Tora Nielsen beretter om indsatsen på Skovgård Gods på Langeland, hvor skotsk højlandskvæg i godt huld holder arealerne lysåbne uden tilskudsfodring på en varieret kost af vilde græsser, brombær, potentil og stivbladet strandkogleaks; om sommeren ledsaget af mange sommerfugle.

LÆS OGSÅ: Sommerfugleekspert elskede at studere, men den politiske propaganda på universitetet var et chok

Den største private fond er Aage V. Jensens Naturfond, hvis erklærede mål er »at få den mangfoldige natur bevaret for eftertiden og samtidig åbne befolkningens øjne for den natur«. Fonden blev oprettet i 1987, da staten ville sælge ud af sine naturarealer, som den har gjort gentagne gange siden. Naturfondens portefølje på 19.300 hektar tæller traner i Råbjerg Mose, skestorke i Bygholm Vejler, prægtige kongeørne og elge i Lille Vildmose og store rudler med krondyr på arealerne omkring Filsø.

Gammelt blander sig med nyt

Fortællinger om natur og videnskab uden politisk filter i et farverigt sprog har en lang tradition, som går tilbage til Carl von Linné, Charles Darwin og Darwins danske oversætter, digteren og botanikeren J.P. Jacobsen. Traditionen fortsatte med fortælleren over dem alle, zoologen Carl Wesenberg-Lund i 1900-tallets første halvdel. Derfor har Wesenberg-Lunds mesterlige fortælling om svaler, flagermus og guldsmede i skumringen fået plads mellem alle de nye.

’Forunderlig natur – 37 fortællinger om naturoplevelser, kriser og alt det vi kan få tilbage’ er redigeret af Kaj Sand-Jensen og udkom 30. oktober 2025 på Gads Forlag.