Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Arbejdsmiljø

Ny prodekan vil fremme ligestilling i forskning ved at påvirke de studerende

Bevæbnet med friske data vil prodekan Lise Arleth sætte skub i diversiteten blandt ansatte på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet. Det kommer man allerede til at mærke som studerende, siger hun.  

Artiklen er opdateret med grafikker fra rapporten på SCIENCE den 25. februar 2021.

Prodekan Lise Arleth ved godt, at det ikke ser helt godt ud. Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE) har gennemtygget en stor mængde data, og de viser – ikke overraskende for dem, der har fulgt med i ligestillingsdebatten i forskningsverdenen – at kvinderne på falder fra allerede på karrierestigens nederste trin.

Skævheden begynder ved overgangen fra kandidat til ph.d., og så bliver gabet ellers større og større, jo længere op i hierarkiet, man kommer. Kun 23 procent af det fastansatte videnskabelige personale på fakultetet er kvinder, og blandt professorerne er tallet nede på 18 procent.

Det viser rapporten fra SCIENCE, som ser på stillingstyperne professor, lektor, adjunkt og postdoc i perioden 2015-2019, og som blandt andet tager fat på kønsforskelle i rekrutteringsproces, karriereforløb og bevillinger.

Men det, som Lise Arleth endnu ikke ved, er hvorfor kvinderne fravælger en karriere i forskning. Undersøgelsen viser, at kvinderne har lidt større succes med at få en stilling, når de ellers søger, end mænd. Og kønssammensætningen i ansættelsesudvalget har ikke nogen synlig effekt.

»En af de gode ting, vi kan se, er, at hvis der er cirka en tredjedel kvinder i ansøgerfeltet, er der også cirka en tredjedel kvinder blandt de ansatte. Og det er godt. Problemet er, at vi taber kvinderne tidligt. Postdocerne har få år forinden befundet sig i et miljø, hvor der var lige mange mænd og kvinder. Så hvorfor hulen er det, at blandt dem, der søger en postdoc, er kun en tredjedel kvinder? Det kunne jeg godt tænke mig at forstå,« siger Lise Arleth, der selv er professor i eksperimentel biofysik ved Niels Bohr Institutet, og som har været en del af fakultetsledelsen siden efteråret 2020.

Tallene står stille

Rapporten viser, at andelen af kvinder i videnskabelige personale kun er steget svagt de seneste fem år. I 2019 lå andelen af kvindelige ph.d.-studerende på omkring 42 procent, hvor den har ligget stabilt i fem år, mens der er en lille stigning i andelen af kvindelige lektorer og professorer fra 2015 til 2019. I 2019 var 27 procent af lektorerne kvinder og altså 18 procent af professorerne. For adjunkter og postdocer er tallene mere svingende.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

At stigningen i andelen af kvindelige VIP’er er ret begrænset, er et generelt problem på alle danske universiteter. Tallet er kun steget få procentpoint fra 2014 til 2018.

»Selv om antallet af kvindelige VIP inden for natur- og teknisk videnskab stiger, jf. Talentbarometeret, stiger andelen af kvinder kun svagt, når antallet af mandlige VIP ligeledes stiger i samme periode,« står der i rapporten.

Så langt så godt.

Mændene føler sig mere velkomne på næste karrieretrin end kvinderne gør.
Prodekan Lise Arleth, SCIENCE

Noget tyder bare på, at problemet ligger længere nede i fødekæden. I overgangen fra kandidat- til ph.d.-studerende ’mistes’ otte procentpoint af de kvindelige kandidater. Det er tydeligt, at »mændene føler sig mere velkomne på næste karrieretrin end kvinderne gør,« som Lise Arleth udtrykker det. Og derfor skal man nok til at arbejde mere fokuseret med, at de studerende møder undervisere af begge køn, end det hidtil har været tilfældet, siger hun.

»Vi skal arbejde med modningen af feltet. Man skal møde og inspireres af undervisere og assistenter af begge køn helt fra de første semestre,« siger Arleth og tilføjer, at det jo i virkeligheden ikke handler om køn i snæver forstand, men om diversitet. Det er bare sværere at måle.

»Vi vil gerne være så bredt repræsenterede som muligt, og det gælder både etnicitet, personlig baggrund og seksuel orientering. Det er jo ikke særlig 2021 at være så binær,« siger prodekanen.

»I havde selv en artikel i Uniavisen om sammenfaldet mellem børn og karriere. Ud over, at man kan have nogle langtidsplaner med sin karriere, er der også bare en hverdag, man skal have til at hænge sammen, mens børnene er små. Og der er helt klart nogle år, hvor det er svært, og det påvirker tydeligvis kvinderne hårdere, end det påvirker mændene. Det kan være én forklaring,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Uligestillingen begynder hos de unge forskere, og den handler om børn

Familiepolitik er en vej frem

Lise Arleth vil gerne se, hvordan mandlige og kvindelige forskere gør brug af barselsmulighederne i ph.d.- og postdoc-årene, og om der er udvikling i det i retning af mere ligelig brug af orlovsmulighederne. Muligvis findes de data, men Lise Arleth kender dem ikke.

Hun er dog åben for, at det måske ville rykke noget, hvis man fra fakultetets side gik forrest i at bakke op om en familiepolitik, hvor familie- og arbejdsliv kan balanceres. Og hvor ph.d.-studerende og postdocer ved, hvad der kan lade sig gøre, når det kommer til barsel og livet med små børn. Mange ved nemlig ikke, hvad de har ret til.

»Det er et område i udvikling, og du kan helt sikkert finde miljøer, hvor der bliver set skævt til, at både kvinder og mænd vil have barselsorlov. Men det skal jo være normalt, at både mænd og kvinder nyder godt af det.«

Hvordan laver man sådan en kulturændring?

»Man skal øve sig i at få kommunikeret, at barselsorlov er noget, man finder ud af at dele på en god måde. Det er vi ikke i mål med. Det er rigtig vigtigt, at vi får vist de unge, ambitiøse studerende, at man godt kan få enderne til at hænge sammen.«

Ifølge Lise Arleth var kønsbalancen på kandidatniveau på SCIENCE den samme – 50/50 – for 20 år siden. Fra at have en ligelig fordeling på kandidatniveau, falder andelen af kvinder til 42 procent på ph.d.-niveau, 37 procent på postdoc-, 33 procent på adjunkt-, 27 procent på lektor-, og  altså ned til 18 procent på professorniveauet i 2019.

Nu siger du selv, at der har været fokus på det her længe, også hos dine forgængere i ledelsen. Hvorfor tror du, at der ikke er sket mere?

»Der er mange forklaringer. Noget af det, vores talmateriale kan, er heldigvis at kaste et mere tydeligt lys over hvilke forklaringer, der har noget på sig. Men, helt overordnet, hvis vi kan se, at vi taber kvinderne meget tidligt, er det jo vigtigt, at vi sætter ind tidligt og at vi får dem inspireret til at drømme om en forskerkarriere allerede mens de studerer,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Ph.d.-studerende: Folk skal have lov at få børn, men jeg føler ikke, jeg kan 

Kvoter giver rabalder

Mange ligestillingstiltag har fokuseret på at få flere kvinder ansat som lektor eller professor, og selv om kønsskævheden er størst i toppen, er det en omdiskuteret strategi. Det nye Inge Lehmann-program, som har til formål at styrke ligestillingen i forskningsmiljøerne, er et aktuelt eksempel. Kritikere som professor og historiker Hans Bonde og læge og ph.d. Torsten Skov har i Uniavisen kaldt det og lignende tiltag i strid med ligebehandlingsloven, »groft manipulerende« og »ren elitepolitik,« fordi Lehmann-programmet uddeler penge til ansættelser i toppen af karrierestigen.

»Hvad man kan se i de danske tal, er dog, at kvinderne siver fra kandidat- til ph.d.-trinnet, og fra ph.d.- til adjunkttrinnet. Det var her, man skulle sætte ind, hvis man ville hjælpe de unge forskere med at fastholde en universitetskarriere,« skrev Bonde og Skov, der i stedet opfordrer til en investering i »talentfastholdelse« af unge forskere – både mænd og kvinder – på kandidat- og ph.d.-niveau.

Lise Arleth siger, at hun heller ikke er specielt begejstret for kvoter. De giver for meget politisk rabalder i en dansk kontekst. Uforholdsmæssigt meget, faktisk, i forhold til deres effekt.

»Men jeg kunne godt tænke mig at finde ud af, hvad det er, der gør at vi taber så mange så tidligt og selvfølgelig hvordan vi undgår det. Og det ved jeg helt ærligt ikke endnu,« siger hun.

Annonce
Annonce

Seneste