Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Arbejdsmiljø

Ph.d.-studerende: Folk skal have lov at få børn, men jeg føler ikke, jeg kan

De konstante præstationskrav i en forskerkarriere er svære at leve op til, når man har små børn. Og når tiden med børn lægger en dæmper på forskerkarrieren, bliver konkurrencen skæv. Det er der bare ingen, som tager højde for. Men hvorfor er det kvindernes eget problem?

Det tager tid at save og knuse 68 prøver af sydgrønlandske bjergarter ned til pulver, som man kan analysere. Det er det, Rikke Vestergaard er nået til. Prøverne indsamlede hun i sommer på Sydgrønland, da hun var på feltarbejde. 1. februar er Rikke Vestergaard et år inde i sin ph.d.-uddannelse på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

Hun svarer hurtigt, da jeg leder efter en ph.d.-studerende, som vil fortælle om sine overvejelser om at vælge en forskerkarriere. Det var på en tur til den islandske vulkan Hekla under feltarbejdet til hendes speciale, at det første gang slog hende, at hun kunne lave en ph.d.

»Jeg havde to vejledere, og den ene var en kvinde, som jeg rigtig godt kunne lide og så meget op til,« siger Rikke Vestergaard.

»Vi rendte rundt på lavamarkerne ude ved Hekla og samlede prøver, da min mandlige vejleder spurgte, om jeg havde overvejet at lave en ph.d. Det havde jeg slet ikke, men så var min kvindelige vejleder sådan: Ej ja, Rikke, skal du ikke lave en ph.d.?«

»De var begge virkelig gode til at bakke mig op og skubbe lidt til mig. Særligt min kvindelige vejleder opfordrede mig til at gå den vej, da hun i høj grad synes flere kvinder skal ind i forskningen. Hun manglede selv kvindelige rollemodeller under sin ph.d.,« siger Rikke Vestergaard.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Vejlederen gav hende et indblik i, hvordan det var at være postdoc. Og det var afgørende for, at hun kunne se sig selv tage springet til ph.d.’en.

Kvinderne siver

På Det Natur- og Biovidenskabelige fakultet (SCIENCE) vil de rigtig gerne have flere som Rikke Vestergaard. Man forstår det godt, for Rikke Vestergaard er tydeligvis dedikeret til sit projekt, og hun kan lide at forske.

I 2019 lå andelen af kvindelige ph.d.-studerende på omkring 42 procent, mens der er 50 procent kvinder på kandidatniveau. I overgangen fra kandidat- til ph.d.-studerende falder andelen af kvindelige kandidater altså med omkring otte procentpoint. Jo længere op ad den hierarkiske rangstige, man kommer, desto længere er der mellem kvinderne blandt det fastansatte videnskabelige personale. En aktuel granskning af forholdene på SCIENCE sætter tal på den skæve kønsfordeling, men undersøgelsen kan ikke i sig selv forklare årsagerne.

LÆS OGSÅ: Ny prodekan vil fremme ligestilling i forskning ved at påvirke de studerende

Undersøgelsen giver heller ikke svar på, hvad der skal til for at sætte skub i udviklingen, men fakultetets ledelse vil målrettet fremme brugen af kvindelige rollemodeller.

Mange har en fordom om, at en rigtig forsker er en, som ikke har andet indhold i livet end arbejde.

Ph.d.-studerende Rikke Vestergaard

Hvad betød det for dig, at du havde en rollemodel at spejle dig i?

»Det har betydet rigtig meget. Det har jeg også sagt til hende, for jeg synes, at hun skulle vide, at hun er min rollemodel. Jeg tror helt klart, at en af de store udfordringer er, at mange kvinder mangler nogen at spejle sig i. Der var én kvindelig professor på Geoscience i Aarhus, hvor jeg er uddannet. Én. Så var der nogle kvindelige adjunkter, men jeg tror, det var det,« siger Rikke Vestergaard.

Hæftede du og dine medstuderende jer ved kønsbalancen blandt underviserne undervejs?

»Ja. Vi var ret mange kvinder på min årgang, og der var mange, der var rigtig dygtige og klarede sig godt. Men vi var kun to, der gik efter en ph.d. For nogen havde det ingen interesse, og for andre var det sådan, uh nej, det er nok for svært. Jeg tror desværre – og det er nok lidt spekulativt – at mange kvinder begrænser sig selv og ikke tror på, at de vil kunne klare at forske. Fair nok, hvis det virkelig ikke er en karrierevej, man vil. Jeg tror også, at hvis man har sat sig for, at man vil have en familie, virker det som en hæmsko, og så fravælger man forskervejen,« siger hun og tager en kort tænkepause.

»For jeg tror, at mange har en fordom om, at en rigtig forsker er en, som ikke har andet indhold i livet end arbejde. Og at en rigtig forsker i øvrigt er en mand uden særlig meget hår på hovedet. Det billede skal vi jo have ændret, hvis kvinder også skal kunne se sig selv i det.«

Det vender vi tilbage til.

Prodekan vil påvirke de studerende

Rapporten fra SCIENCE viser, at andelen af kvindelige ansøgere til forskerstillinger er under 30 procent.

Prodekan ved fakultetet og fysiker Lise Arleth siger, at hun har svært ved at se, at der skulle ligge en kønsbias i selve fagene.

»Der er ikke særlig mange teoretiske højenergifysikere, som er kvinder. Men der er jo ikke noget i teoretisk højenergifysik, som siger, at det kun er for mænd. Det er jo principielt kønsneutralt. Omvendt har vi astrofysik-området, som også er ret teoretisk, men der er langt mere ligelig kønsfordeling. Så jeg tror faktisk, skævheden begynder længe før stillingsopslagene. Jeg tror den ligger i hele modningen af ansøgerfeltet. Det gør vi ikke godt nok,« siger Lise Arleth: »Folk skal tidligt se, at deres køn altså ikke stritter i forhold til det fag, de nu brænder for.«

Lige nu er der nok en del studier, hvor de studerende bliver bekræftet i det modsatte, siger hun.

»Hvor man tænker, at det godt kan være, at jeg synes, at det her fag er rigtig spændende, men hvis jeg er den eneste kvinde – eller mand, for den sags skyld – så er det her måske ikke det rigtige sted for mig.«

Det ville da være ideelt, hvis universitetet kunne afspejle det omkringliggende samfund.

Prodekan Lise Arleth, SCIENCE

Hun mener af den grund, at de studerende skal møde både mandlige og kvindelige forelæsere og undervisningsassistenter helt fra begyndelsen, og at det er en opgave for fakultetet at systematisere indsatsen.

»En anden ting, som jeg også godt kunne drømme om – og som de er foran med på mange amerikanske universiteter – er en bredere diversitetsdagsorden. Vi har data på mænd og kvinder, det er rigtig nemt for os at måle. Når vi laver jobopslag, beskriver vi diversitet bredere. Vi nævner fx etnisk og personlig baggrund for at åbne for en bredere diversitetsforståelse. Det er selvfølgelig ekstremt svært at trække data på diversitet ud over mænd og kvinder, men det ville da være ideelt, hvis universitetet kunne afspejle det omkringliggende samfund, og alle følte, at der var god plads til dem,« siger Lise Arleth.

LÆS OGSÅ: Forskere vil have Københavns Universitet til at gå ind i antiracistisk kamp

»Det handler om, hvordan vi gøder jorden for vores bachelor- og kandidatstuderende, hvordan stimulerer vi dem yderligere på ph.d.-niveau, hvordan laver vi karriereudvikling for postdocer. Og det gør vi jo i virkeligheden nok ikke så systematisk, som vi gerne ville. Hvis man er hård, kan man sige at vi har en masse løse stillinger som vi ansætter vores unge talenter i. Og dem, der så stadig står efter en årrække, dem ansætter vi så. Måske.«

Fra isflage til isflage

En forskerkarriere er lidt som at hoppe fra isflage til isflage. Fra ph.d. og så måske til en postdoc og en til, konstant på jagt efter forskningsmidler og det næste tidsbegrænsede projekt, man selv skal opfinde. Billedet af isbjørnen i polarhavet, der leder efter fast grund under fødderne, trænger sig på, når jeg researcher, hvordan en forskerkarriere typisk er skruet sammen. Som mor til en lille pige gør sådan en usikkerhed mig helt ærligt betænkelig.

Jeg spørger Lise Arleth om hun kan genkende billedet med isflagerne.

»Ja, der er en årrække, hvor man hopper fra isflage til isflage, og ikke rigtig kan se, at man kommer fremad,« siger Lise Arleth og tilføjer, at de på SCIENCE er ved at indføre det, der hedder et tenure track-adjunktur. En stilling på op til seks års varighed målrettet kandidater, der ud over deres ph.d. har tre-fire års postdoc-erfaring. Den skal naturligt føre til lektoransættelse.

Som det er i dag, skal man kæmpe for hver eneste krone gennem hele karrieren.
Nina Søager, Tenure track-adjunkt, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning

Det vil sige, at der både vil være tid til, at man kan arbejde målrettet, og måske tage et halvt år, hvor man er mindre effektiv, fordi man har små børn, siger Lise Arleth.

»Eller et år, for den sags skyld,« tilføjer hun: »Så går det hele alligevel. Det tror jeg også vil være mere attraktivt for de kvindelige kandidater, fordi det giver noget sikkerhed og noget retning på karrieren på et kritisk tidspunkt.«

LÆS OGSÅ: »Kvinder med børn må se i øjnene, at det tager længere tid at få en fast stilling«

Diversitet giver bedre møder

Nina Søager er tenure track-adjunkt.

Hun er geolog og ansat på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Hendes adjunktur løber op til seks år, og der venter en lektoransættelse i den anden ende, hvis hun får en positiv lektorbedømmelse.

»Noget af det, vi har talt om på instituttet, er at gøre noget mere ud af nogle mentorordninger, hvor man har en, man kan spejle sig i og diskutere, hvordan sådan en karriere egentlig er. En, som kan give en et skub og sige: du kan godt, kast dig ud i det,« siger hun.

I Nina Søagers sektion, Sektion for Geologi med i alt 79 ansatte, er der én kvindelig lektor, og så er de to kvindelige tenure track-adjunkter. Hun er selv uddannet i København, hvor der aldrig har været mange kvinder i toppen af faget.

»Jeg tror, at det påvirker arbejdsmiljøet. Jeg ved, at vores sektionsleder synes, at vores møder bliver bedre, hvis der også er kvinder til stede. Tonen bliver anderledes. Måske kvinder og mænd agerer lidt forskelligt og har forskellige sociale behov. I forvejen er det ofte lidt ensomt at være forsker, fordi man er sin egen chef og kører sin egen butik. Måske kvinder har lidt større behov for at mødes og snakke, end mænd har,« siger Nina Søager.

»Der var et par fastansatte kvinder, som nu er gået på pension, mens jeg var studerende. Men jeg tænkte ikke så meget over de manglende kvinder, før der kom en forsker udefra. Det var en fransk kvinde, som kom og var helt chokeret over det, og hun sagde: Hvor i alverden er alle kvinderne henne? Hun havde både været i Aarhus og København, og først troede hun, at det var tilfældigt, men så kunne hun se, at der bare næsten ingen kvinder var.«

»I USA og andre steder, hun havde været, var det ikke så slemt. Og det startede en diskussion om, hvorfor det stod sådan til.«

Hvad er det, I taler om internt på Geologi?

»Vi har talt om, hvad vi selv kan gøre. Når man slår en stilling op, skal man måske gøre noget mere for at headhunte kvinder, nogle man kender og som er kvalificerede, og opfordre dem til at søge stillingerne. Så man udvider andelen af kvalificerede kvindelige ansøgere,« siger hun.

»Vi har talt om det med rollemodeller. At det måske er godt for ph.d.-studerende og almindelige studerende at se, at der er nogle kvindelige forskere, og at det er en karrierevej, som er mulig for dem. Det tror jeg helt klart er godt at have. Der er også hele konkurrenceaspektet. Det er jo et hårdt miljø, hvor man hele tiden skal præstere og opfinde nye projekter og kæmpe om penge og ansættelser. Måske er der generelt set flere kvinder, der ikke er lige så udprægede konkurrencemennesker som nogle mænd. De står måske af og tænker, det er ikke noget for mig, jeg orker det ikke. Sådan har jeg da selv tænkt indimellem, siger Nina Søager og holder en pause.

»For som det er i dag, skal man kæmpe for hver eneste krone gennem hele karrieren.«

Børnehaven for ravnemødre

Ifølge Lise Arleth er udrejsekravet for unge forskere ofte blevet fremhævet som en barriere for kvinder, der gerne vil have børn.

»Jeg var selv ude som postdoc med to små børn i New Mexico, USA. Min mand havde orlov et år. opholdet blev kortere, end det nok ville have været, hvis jeg ikke havde haft mand og børn, men det var et rigtig godt ophold. Ikke kun for mig og min forskning, men også for familien. Den historie skal vi måske også huske at fortælle. Det ser uoverskueligt ud i en travl hverdag med små børn, men så snart man er landet det nye sted, kommer der ro over familien,« husker hun.

»Vi kommer ikke væk fra, at vi som forskere er i international konkurrence, og at dem, vi konkurrerer med, også har været rundt i verden. Så jeg synes vi gør vores unge forskere en bjørnetjeneste ved at drosle ned på ambitionerne om udlandsophold. Det tror jeg vi er nødt til at holde fast i,« siger Lise Arleth, der nævner, at blandt andet Villum Fonden har familiepakketiltag til at understøtte, at man kan rejse ud som familie.

LÆS OGSÅ: Millionbevilling sender ung KU-forsker til marint center i Massachusetts

»Det er jo sådan noget, der er brug for,« siger hun.

Også Nina Søager fik børn undervejs. Hun havde tre med til Kiel i to år som postdoc. Hun fik den første som specialestuderende, og så fik hun tvillinger undervejs i sin ph.d.

»Jeg tog den på fire år, og blev ansat på deltid. Det var super, for så havde jeg mere tid til dem, og man er jo også meget fleksibel som ph.d. Da den så var slut, så havde jeg fået de børn, jeg skulle have, og var mere fri til at tage ud i verden,« siger hun.

Kiel er så tæt på Danmark, at Nina Søagers mand kunne køre til Gentofte hver uge for at beholde sit gamle job. Men det betød samtidig, at Nina Søager var alene med de tre børn tre dage om ugen. Og børnehaven i Tyskland lukkede kl. 14.30.

»I byen var der én børnehave, som havde åbent til kl. 17. Den var til ravnemødrene, der var så hjerteløse, at de arbejdede fuld tid. Og den var umulig at få plads i. Så jeg måtte arbejde så meget, jeg kunne, og så måtte det blive, som det blev. Det er klart, at karrieremæssigt blev det ikke til det samme, som hvis jeg havde haft mulighed for at arbejde 50 timer om ugen. Men det var en god oplevelse, og det gik,« siger hun.

Det eneste der tæller, når man skal konkurrere om den næste ansættelse, er, hvor mange artikler, man han fået skrevet, siger hun.

»Hvis man ikke kan nå op på det samme niveau som andre, der ikke har haft barsel og børn, er man bare mindre kvalificeret, og så er det sværere i sidste ende. Og det er der ikke nogen, der tager højde for,« siger hun.

En isflage ad gangen

Ph.d.-studerende Rikke Vestergaard prøver at lade være med at tænke så meget over fremtiden eller over den næste isflage.

»Jeg får ofte at vide, at det er svært at få job bagefter. Nå, hvad er så plan b, spørger folk. Det må være at komme ind i en privat virksomhed og forske der.«

Det med børn er også noget, Rikke Vestergaard har spekuleret meget over.

»Jeg tror, det gælder på tværs af alle arbejdsmarkeder, at man føler sig som en belastning, hvis man bliver gravid og går på barsel. Men man burde se det som en investering, fordi kvinder bidrager med nye fremtidige skatteydere,« siger hun.

»Lige nu er jeg ikke klar til børn. Og jeg ved ikke, hvornår børn lige passer ind, hvis jeg gerne vil fortsætte med at forske. Jeg synes det er svært at se, hvordan forskning og familieliv med små børn kan hænge sammen, særligt med udsigten til korte ansættelser i fremtiden.«

Det er universiteternes ansvar at skabe inkluderende miljøer og se til, at de fungerer både for mænd og kvinder.

Evanthia K. Schmidt, lektor og forskningsleder, Dansk Center for Forskningsanalyse

Udsigten til at skulle til udlandet i et par år og desuden rykke rundt efter den næste midlertidige ansættelse som postdoc eller adjunkt, frastøder mange. Det er i hvert fald nemmere, hvis man er single, siger Rikke Vestergaard. Hun kender flere, som har haft svært ved at finde partnere, og som bliver afvist med det samme, fordi den anden ikke gider det liv.

»Ledelsen på universiteterne er simpelthen ikke gode nok til at oplyse om, hvilke karrieremuligheder, man har med en ph.d. Jeg tror det er en af grundene til, at mange falder fra. Og jeg tror, det kan have betydning for, at kvinder kan være betænkelige ved at starte overhovedet,« siger hun.

For det er først, når man er i det, at det går op for en, at der er mange andre muligheder end forskervejen mod professoratet.

»Man kan jo gøre det til lige hvad man gerne vil have, det skal være. Derfor skal universiteterne udbrede fortællingerne om alle de muligheder, man faktisk har som ph.d., hvis man gerne vil undgå, at folk falder fra«.

Forsker: Nu skal institutionerne tage ansvar

Fokus skal flyttes væk fra, at det er kvinderne, som skal klædes på til en forskerkarriere ved at have en rollemodel, de kan spejle sig i. Tværtimod er det selve universiteterne, som skal omstruktureres. Det siger Evanthia K. Schmidt, lektor og forskningsleder ved Dansk Center for Forskningsanalyse, der hører til under Statskundskab på Aarhus Universitet.

»Jeg synes at det er meget vigtigt at fremhæve, at det ikke er den enkelte forsker, som skal løse problemerne med barsel, udlandsophold, etc. Det er universiteternes ansvar at skabe inkluderende miljøer og se til, at de fungerer både for mænd og kvinder,« siger hun.

Forskning viser ifølge Evanthia K. Schmidt, at individualiserende tiltag ikke er nogen hensigtsmæssig strategi:

»Det er institutionerne, der skal ’fikses’ – arbejdet skal ikke ligge på den enkelte forsker. Skævvridningen er ikke et resultat af personlige valg eller fravalg, men af kønsbestemte strukturer. Derfor skal fokus flyttes fra sporadiske tiltag, der først og fremmest sigter efter at opnå forandringer på individniveau, over på institutionsniveau.«

Man skal adressere »strukturelle faktorer og kulturelle bias og stereotyper« i forskningsmiljøerne, siger hun. Af strukturelle ændringer nævner hun work-life balance, aktiv indsats i rekruttering og karriereudvikling af kvindelige forskere, aktiv indsats i ledelsesarbejde med ligestilling, ledelsestræning i ligestilling, nye organer som fokuserer på ligestilling, flere kvinder i universitetsledelse og flere kvindelige forskningsledere. Universiteterne skal altså arbejde mere systematisk og målrettet, end prodekan Lise Arleth umiddelbart lægger op til.

»Ligestillingsproblematikken er kompleks og kan ikke løses med nogle enkelte tiltag. Det kræver en samlet strategi med indsatser på flere fronter,« siger Evanthia K. Schmidt. Faktisk skal omstruktureringen være så dybtgående, at man kan se det blandt andet på undervisningens indhold og tilrettelæggelse. Eksempelvis bør pensum, kursusplaner og lærebøger, som er med til at forme de studerende og den næste generation af forskere, være inkluderende og kønssensitivt.

»Et kønssensitivt pensum, der reflekterer forskelige perspektiver, kan hjælpe med at tiltrække flere kvinder eller mænd til områder, hvor et køn er underrepræsenteret. Sprog, tekster og billeder, der bruges i pensum, påvirker de studerende ved at forstærke stereotyper om kønsroller og er med til at bevare kønsulighederne i uddannelse og forskning,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Kønsfordelingen på de videregående uddannelser er pilskæv. Det er et stort samfundsproblem

På den baggrund er Evanthia K. Schmidt fortaler for en tydelig ansvarslinje og konsekvenser, hvis ikke målene nås inden for en bestemt tidsramme.

»Universiteterne bør opstille konkrete måltal om ligestilling med transparente rekrutteringsprocesser og kvalifikationskrav. Der skal være klare karriereveje. Og så skal der tildeles et ansvar, når et nyt tiltag implementeres. Der skal følges op, og konsekvenserne skal være tydelige, hvis ikke et miljø lever op til forpligtelserne,« siger hun.

Rettelse: I en tidligere udgave af artiklen stod, at der på forsker Nina Søagers institut er en enkelt kvindelig lektor, men det er i Sektion for Geologi, som er en del af instituttet.

Annonce
Annonce

Seneste