Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Nye studerende, meld jer ind i KU's klimakamp

Skriv til os — Vi har skubbet KU i en vigtig retning de senere år, men kampen er ikke vundet endnu. Der er brug for dine friske kræfter i KU’s Klimaråd, Studenterrådet og Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Et stort velkommen skal lyde til de mange nye studerende, der i disse uger parkerer cyklen og træder ind ad døren til et af Københavns Universitets campusser.

Der er mange grunde til at starte på universitetet: Nogle fordyber sig i en særlig interesse, andre jagter drømmejobbet, og for mange handler det om at møde ligesindede og måske lære noget, der kan bruges til at gøre verden til et bedre sted.

Uanset motivationen, er universitetet en stor del af vores liv, mens vi studerer, og derfor er vi mange, der arbejder for, at KU bliver et mere levende sted, hvor undervisning og forskning aktivt forholder sig til den verden, vi lever i.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

KU’s klimaråd er klar

Derfor skal du også vide, at du træder ind på et universitet på et helt afgørende tidspunkt. For efter lange kampe er KU netop begyndt at tage fat på en udfordring, de har skubbet foran sig længe: Hvordan man er et universitet i en klimakrise.

Tilbage i 2023 var KU’s bestyrelse tæt på at vedtage en 2030-strategi helt uden fokus på bæredygtighed. Det var først efter massivt pres fra studerende og ansatte, at bæredygtighed kom på dagsordenen.

LÆS OGSÅ: Studerende protesterer mod manglende klimaambitioner i KU’s strategi

Vi stod fast på, at KU skulle opdatere sin undervisning og forberede os studerende på, hvad vi kommer til at møde uden for universitetets mure. Siden da har vi tilkæmpet os flere konkrete initiativer, som skal gøre, at KU bliver et sted, der både anerkender klimakrisens alvor og klæder os, de studerende, på til at forstå og håndtere den med hver vores faglighed.

En af de vigtigste landvindinger er noget, vi opnåede, lige inden du startede – nemlig oprettelsen af KU’s klimaråd. Et krav, som Den Grønne Ungdomsbevægelse og mange studerende rejste allerede i 2023.

De 59 studerende, forskere og medarbejdere i rådet skal sammen holde øje med KU’s bæredygtighedsindsats og give anbefalinger til, hvordan universitetet bedst kan gennemføre en grøn omstilling af drift, undervisning og forskning.

LÆS OGSÅ: Klimaråd vil være »den grønne vagthund på KU«

Rådet er nu en realitet, og vi arbejder for, at KU’s ledelse følger op på anbefalingerne og løfter ambitionerne, når rådet er klar med sin første dom.

Andre universiteter kan godt

Du vil højst sandsynligt komme til at møde undervisning, der er håbløs uddateret i forhold til virkeligheden. KU er et stort sted, og verden bevæger sig desværre meget hurtigere.

Det er friske øjne og høj energi fra nye studerende som dig, der kan rykke et sted som KU

Men selvom KU har stået ret stille, er andre skoler og universiteter rykket. På Roskilde Universitet har man netop afholdt workshops om klimahandling for alle de nye studerende. Derudover er man på opfordring fra og i samarbejde med studerende i gang med at udvikle et introduktionskursus i klima og bæredygtighed.

På Cambridge Universitet inddrager man studerende i en gennemgang af pensum, materialer og kursusinformation i forhold til bæredygtighed. Det bliver til en samlet rapport, som skal danne grundlag for universitetets strategi.

På University of Helsinki har man et mål om, at bæredygtighed skal ind i alle uddannelser – og underviserne har mulighed for at søge midler til at udvikle metoder og materiale til brug for undervisning. Andre har altså vist, at det er muligt. Og nu skal KU med på vognen.

Brug for (dine) friske øjne

Klimakrisen kalder på nye løsninger, systemer og en kulturforandring. Og det kræver viden og samarbejde på tværs af fag og discipliner. Derfor bør bæredygtighed være en del af alle studerendes uddannelse.

Du behøver ikke have været på KU i årevis for at kunne bidrage til at få det til at ske. Det er friske øjne og høj energi fra nye studerende som dig, der kan rykke et sted som KU.

Hvis du som ny studerende også mener, at din uddannelse skal ruste dig til både at navigere i en verden defineret af klimaforandringer og til at kunne bidrage aktivt til en bæredygtig fremtid, så er der brug for dig i den forandring, KU lige nu er i gang med.

Ledelsen har vist, at den lytter, når studerende og ansatte står sammen og presser på. Men vi har også set, at ledelsen hellere bruger millioner på grøn branding end på reelle forandringer i undervisning, drift og forskning. For eksempel meldte dekan og ansvarlig for universitetets klimastrategi, Jacob Graff Nielsen, i foråret ud, at man overvejede af slække på KU’s klimamål, hvis man ikke kunne leve op til dem.

LÆS OGSÅ: Vi er bagud på vores klimamål, så vi må hellere … slække på dem?!

Kampen er ikke vundet endnu, men vi bliver ved med at insistere på, at KU skal være et ambitiøst og bæredygtigt universitet. Så når du lige er landet, har fået en god start og et par gode venner, og vil være med til at ændre KU, så skriv til os eller duk op til et af vores intromøder. De foregår den 8. og den 22. september på Fælledvej 12 – kl. 17:30 begge dage.

Velkommen til universitetet, og velkommen til kampen for en grønnere fremtid.

Underskrivere:

Niklas Stentoft Mogensen, forperson for KU’s klimaråd og forperson for Frit Forum
Signe Berner, medlem af KU’s bestyrelse for Studenterrådet
Mira Madsen, aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse
Carina Valentin, aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse
Caroline Bessermann, aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse
Esther Emborg Bünemann, aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse

Seneste