Ønskes: Tiltag der skaber fremdrift - ikke frafald

»I dag er jeg ph.d.-studerende, men det var ikke sikkert, hvis jeg havde studeret under de her regler«.

Sådan har jeg hørt flere ph.d.-studerende sige efter ledelsen på KU fremlagde deres bud på implementering af Studiefremdriftsreformen.

Det kan måske undre lidt, da intentionen om at mindske ufrivillig forsinkelse hos studerende er ganske velment, og der næppe findes nogen studerende, der ønsker at blive forsinket. Dem, der har prøvet det, kender sikkert alle til en følelse af skyld og en snert af personligt nederlag over at være forsinket, hvilket iblandes den evigt dårlige samvittighed, man i forvejen har som studerende.

Imidlertid er de valgte midler knapt så velmenende, idet man, i stedet for at signalere et fælles ansvar for hele KU, placerer al ansvar på den enkelte studerende gennem nye skrappe aktivitetskrav og indskrænkning af orlovsmuligheder.

Ledelsens argumenter mangler

Endvidere gør ledelsen ikke i deres udspil klart, hvad grundlaget for deres løsninger er. I de fleste kvantitative videnskaber – såsom naturvidenskaben – lærer man, at det er nødvendigt både at indhente empiri og opstille en teoretisk forklaringsmodel, før man på denne baggrund kan drage konklusioner.

Forslaget til implementering synes imidlertid kun at indeholde konklusioner. Der præsenteres således hverken empiri for hvor og hvornår studerende bliver forsinkede eller forsøg på forklaringsmodeller for årsagerne bag. Så vidt vides, er der ikke engang lavet en evaluering af effekten af de tidligere indførte aktivitetskrav, eller en vurdering af om det overhovedet er et godt virkemiddel.

Og selvom det er tydeligt, at der er meget store forskelle i studietider internt på universitetet, så er der muligvis ikke er de samme problematikker alle steder. Den foreslåede løsning er en one size-fits-all som på ingen måde tager højde for lokale forhold.

Hvem gavner tiltagene?

Man kan derfor stille spørgsmålstegn ved, hvem et krav om 45 ECTS point bestået om året og indskrænket orlov vil hjælpe? I min tid på KU er jeg stødt på mange forskellige grunde til forsinkelse hos studerende, og der findes mange tilfælde, hvor de foreslåede løsninger ikke ville have hjulpet. Hverken hos dem, der må udskyde eksaminer på grund af fysisk sygdom, eksamensangst, dødsfald i familien, milde depressioner eller stress, og som fremover oven i dette vil skulle til at søge om dispensation for ikke at blive smidt ud. Eller dem, der støder ind i svære fag og eksaminer, der kræver mere end ét forsøg af dem for at bestå, hvor det fremover ikke blot er karakteren, der er på spil, men selve deres fortsatte indskrivelse. Og ej heller dem, der bliver fanget af administrative problemer med overbooking eller aflysning af kurser, forsinkelser i sagsbehandlingen eller for snævert udbud af kurser.

Personligt havnede jeg i en specialesump, som i sig selv bidrog med mere end et semester til min forsinkelse. Når jeg kigger tilbage på det nu, kan jeg se mange tiltag fra universitetets side, der kunne have hjulpet mig. Workshops om scientific writing og projektstyring som en del af specialeprojektet, tilbud om at deltage i en specialegruppe, en klarere fastsættelse af forventninger og rammer for specialerapporten og en mere målrettet specialevejledning. Til gengæld har jeg meget svært ved at se, hvordan truslen om udmelding ville have hjulpet mig med at blive færdig.

Viden, indsigt og personlig integritet

Kravene fra ledelsen kan næsten kun virke på dem, der frivilligt måtte vælge at udskyde fag, og selvom det måske tidligere har været mere almindeligt, har kulturen blandt studerende i mine øjne ændret sig, så det i dag er fåtallet, der bare kan vælge at bestå nogle flere ECTS på et år.

Til gengæld kan man frygte, at mange for ikke at risikere forsinkelse vil fravælge at involvere sig i studenterpolitik eller i studiemiljøet gennem studenterforeningen, studenterbaren, revyen eller rusintroduktionen, og det vil også mindske motivationen for at tage et praktikophold eller på udveksling, hvor der ofte kan være problemer med at få fuld merit i hus.

»Vaccinen mod katastrofer er viden, indsigt og personlig integritet.« sagde rektor Ralf Hemmingsen for nylig i sin tale til KUs årsfest: Det er et godt råd, som også KUs ledelse bør komme i hu, hvis KU skal vaccineres mod en katastrofe i implementeringen af fremdriftsreformen.

Derfor skal opfordringen herfra lyde:

Skab viden om, hvorfor studerende bliver forsinkede, og årsagerne til at der er så store forskelle i studietid mellem fagene internt på universitetet, så beslutningerne kan bygges på et fundament af empiri i stedet for en sokkel af gisninger.

Opsøg en indsigt i, hvad studerende har brug for, hvis de skal undgå forsinkelse. Her kan man fx spørge de studerende selv til råds, men ledelsen skal da også være velkommen til at hente input fra os ph.d.-studerende, der har kandidatuddannelsen i frisk erindring.

Og endelig: Hav nok personlig integritet til at turde udtænke og indføre tiltag, der hjælper nuværende studerende og forebygger forsinkelse hos kommende, i stedet for at jage firkantede løsninger, der mest af alt funkler ved at være administrativt nemme at implementere.