Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Opråb til humanister: I skal ikke tro på dem. I er meget værd

Brugbar — Er du studerende, så læs, hvad der interesserer dig, og lad være med at bekymre dig over, at det ikke gør dig nemt kvantificerbar. Sådan skriver danskstuderende Nikolai Haaning i dette debatindlæg.

Humanistiske uddannelser og studerende er i ekstremt lav kurs. Konstant må de udholde besparelser og nedgørelse i den offentlige debat. De lider under en manglende forståelse for, hvad de kan, og under, at man har glemt, at mennesker er mere end tal.

Selv indefra institutionen kan man møde holdninger som den, Laurids Gissel udtrykker i et interview i Uniavisen den 4. maj. Han er ked af ikke at have lært det, han senere ville møde i marketingbranchen, og han håber, at Københavns Universitet, hvor han har læst, vil tage tilgangen fra CBS til sig.

LÆS OGSÅ: Forfatter: Jeg ville arbejde for Roskilde Festival. Det kommer jeg jo ikke til

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Gissel ville ikke være sin uddannelse foruden, for den har lært ham noget, og han har brugt den til at udgive en roman. Gissel kender værdien af de ting, han har lært på sin uddannelse, for de har gjort det muligt for ham at skrive en roman, ja, endda tjene nogle penge på den.

Alligevel har den ikke gjort ham værdifuld i politikernes, arbejdsmarkedets eller måske endda i hans omgangskreds’ øjne, fordi han ikke direkte efter universitetsstudiet bestred et erhverv, der var let at kvantificere.

Konstant pres

Kan vi ikke stoppe med at tale om humanistiske uddannelser, som om de skal kunne give det samme som enhver anden uddannelse? Universitetet er ikke et erhvervsakademi, og kommunikationsstudier på universitetet bør lære de studerende at være kritiske over for kommunikationen i et system, der udnytter sine medlemmer og stigmatiserer dem, der ikke passer ind, i jagten på profit. Samtidig er der både inde og ude fra universitetet et konstant pres for at tilegne sig evner, der gør, at man kan bidrage til det samme system.

Laurids Gissel og mange andre tilslutter sig uheldigvis den diskurs, der nedgør hans egen uddannelse. En diskurs, der siger, at de færdigheder, som Gissel selv har brugt til at skrive en succesrig roman, ikke kan bruges i ‘den virkelige verden’ – altså den uden for universitetet. Passede den diskurs, ville Gissel have udnyttet systemet ved at producere et stykke fiktion, noget, der jo slet ikke er brug for.

Læs, hvad der interesserer dig

Kære Laurids: Jeg håber ikke, du bliver stødt over mine indvendinger. Det har ikke været din mening at smide den institution, der har skabt dig, under bussen. Det er ikke nemt at stå ved sin faglighed, når tilsyneladende alle stiller spørgsmålstegn ved den. Samtidig håber jeg, at du vil genoverveje dit forhold til den.

LÆS OGSÅ: Hvorfor kan politikerne ikke holde snitterne fra Humaniora?

Selvfølgelig er der brug for det, humanister kan, selv når vi har studeret kultur frem for marketing. Verden er andet og vigtigere ting end profit og at kunne sælge et produkt. Hvorfor ellers ikke bare nedlægge alle kulturinstitutioner? Det er ikke nødvendigvis let at gøre noget med sin uddannelse, når den ikke har et navn, der er associeret med gavn for arbejdsmarkedet, men lad være med at lytte, når verden prøver at fortælle jer, at I er ubrugelige.

Er du studerende, så læs, hvad der interesserer dig, og lad være med at bekymre dig over, at det ikke gør dig nemt kvantificerbar. Er du færdiguddannet, så stå imod presset fra de nedgørende stemmer, og brug din viden til at finde din plads, præcis som Laurids Gissel gjorde det.

Seneste