På Naturvidenskab spotter mandlige undervisere nemmest talent hos mandlige studerende

Det hænder, at forskere finder nogle andre resultater fra deres studier end dem, de havde regnet med.

Jeg tilrettelagde ikke mit oprindelige projekt som et kønsstudie – men det var, hvad der kom ud af det.

Docent Bjørn Friis Johannsen, Københavns Professionshøjskole

Det skete for Bjørn Friis Johannsen og Henriette Tolstrup Holmegaard, da de arbejdede parallelt på hver sit postdoc-projekt på Institut for Naturfagenes Didaktik ved Københavns Universitet i 2010’erne.

Bjørn Friis Johannsen ville belyse begrebet talent i sit postdoc-projekt. Han gjorde det for at skabe ny viden om, hvordan de naturvidenskabelige uddannelser forstår og anvender talentbegrebet i universiteternes undervisning i naturfag.

Henriette Tolstrup Holmegard, der i dag er lektor på Institut for Naturfagenes Didaktik på KU, havde i sit projekt fokus på de studerendes overgange til arbejdslivet og de udfordringer, de støder på undervejs i deres karriere.

Efter de to forskere blev færdige med hver sin postdoc i 2018, har de samarbejdet om at skrive et kapitel til bogen Science Identities for at vise, hvad de har opdaget.

Hvem har egentlig talent?

Ved at sammenholde deres iagttagelser gjorde de den uventede opdagelse, at køn spiller en rolle for, om man bliver betragtet som en god studerende.

»Jeg interviewede mange kvindelige studerende, der havde oplevet, at de kun kunne stille spørgsmål, hvis de havde forberedt sig virkelig grundigt. De havde også en oplevelse af, at impulsive spørgsmål kunne få konsekvenser for dem senere, hvis de for eksempel ønskede at fortsætte i forskningsprojekter. Desuden kunne deres medstuderende finde på at give udtryk for misbilligelse ved fejl,« siger Henriette Tolstrup Holmegaard og fortsætter:

»Sammenholdt med Bjørn Friis Johannsens projekt dukkede der et interessant mønster op: Nemlig at alle studerende ikke har lige adgang til at blive genkendt som talentfulde, og alle har ikke lige mulighed for at kunne genkende sig selv som talentfuld.«

LÆS OGSÅ: Hun var en ud af seks kvinder på sin årgang. I dag arbejder hun med inklusion på sit gamle institut

Kønsspørgsmålet kom snigende

Bjørn Friis Johannsen ønskede i sit projekt især at finde ud af, hvad undervisere, professorer og lektorer ledte efter, når de ser på en studerende og siger, her er en god studerende.

»Jeg blev bare overrasket over, at i de interviews, jeg lavede med lektorerne på de naturvidenskabelige uddannelser, kom mange af vores samtaler til at handle om køn, selv om jeg oprindelig kun havde kontaktet dem med henblik på at tale om, hvad en talentfuld studerende er,« siger Bjørn Friis Johannsen og fortsætter:

»Jeg tilrettelagde altså ikke mit oprindelige projekt som et kønsstudie. Det var ikke min intention, men det var, hvad der kom ud af det,« siger han, der i dag er docent på Institut for Læreruddannelse på Københavns Professionshøjskole.

Selv forholder han sig kritisk til talentbegrebet i dag:

»Jeg anbefaler, at man forlader det, for jeg har svært ved at se, at det gør noget godt. Hvis man gerne vil tale om en intention med undervisningen, og hvad der er godt for de studerende, kan man gøre det på alle mulige andre måder. Talentbegrebet udgrænser studerende på uigennemsigtige måder, og det er blandt andet det, der gør det svært at være kvindelig studerende i et naturfag.«

LÆS OGSÅ: Lederen af Københavns Universitets berømteste institut vil fordoble antallet af kvindelige forskere

Underviseren scanner rummet

Bjørn Friis Johannsen er bekymret for, at naturvidenskabelige universitetsuddannelser mister dygtige, kvindelige studerende. Det kan ske, hvis der er nogle bestemte normer og praksisser i undervisningen, som gør, at det kun er bestemte studerende, der anses for at være dygtige eller anser sig selv for at være dygtige.

Det skaber nemlig en kønnet slagside.

»I et interview fortalte en mandlig lektor mig, at da han en morgen var kommet ind for at undervise, sad der kun tre kvinder på forreste række i auditoriet. Lektoren var sur over, at de andre studerende ikke dukkede op. Men han vidste også, at de tre fremmødte havde forberedt sig og havde styr på stoffet, og derfor syntes han faktisk slet ikke, de behøvede at være der,« siger Bjørn Friis Johannsen og fortsætter:

»Det var ikke, fordi lektoren ikke ville det godt for de tre kvinder. Men når han lod sit blik glide ud over en næsten tom forelæsningssal, ledte han automatisk efter noget andet, for som underviser er han naturligt optaget af at finde de studerende, som han mener bør være der, og som måske kan fortsætte i den akademiske verden med at lave forskning bagefter. Så den type studerende ville han gerne have til sin undervisning – og det gjaldt åbenbart ikke de tre kvinder på forreste række,« siger Bjørn Friis Johannsen.

Og Henriette Tolstrup Holmegaard tilføjer:

»Pointen er, at nogle mekanismer spiller bag om ryggen på os alle sammen hele tiden. Derfor er det vigtigt, at vi taler sammen om dem, så de bliver synlige. Det er en oplagt opgave inden for universitetspædagogikken og på de kurser, underviserne på et universitet tager.«

LÆS OGSÅ: »Det er ikke alle, jeg gider at fortælle, at jeg har rettet min uddannelse mod køn«

Kvindelige studerende er gode i felten

Et af målene for de to forfattere har været at sætte ord på de ansattes forventninger til de studerende og de studerendes oplevelse af deres studier, for på den måde at gøre undervisningen bedre.

Bjørn Friis Johannsen vender ofte tilbage til et citat af en underviser, der havde den følgende opfattelse af forskellen mellem mandlige og kvindelige studerende:

»Kvinder er gode at have med på feltture, for de er meget grundige, og de laver alle deres optegnelser, men når de så kommer hjem, og de skal lave det sidste stykke arbejde og for eksempel beskrive deres arbejde i en artikel til et tidsskrift, bliver de stressede og står af. Mænd er mere fandenivoldske. De går bare til den, også selv om de måske er nogle rodehoveder.«

Ifølge Bjørn Friis Johannsen er talent dog et så uspecificeret og ubeskrevet begreb, at en mandlig underviser primært spotter talent i noget, som han genkender og er stolt af hos sig selv blandt sine studerende. Og han giver et eksempel på, hvad der kan blive konsekvensen af det:

»Så dukker der historier op om, at der typisk er to til tre mandlige studerende på en årgang, der er meget bedre til at stille spørgsmål efter forelæsningen end alle de andre.«

Inkluderende undervisning ønskes

Han og Henriette Tolstrup Holmegaard skriver i bogen Science Identities, at kvindelige studerende kan opleves som både flittige, strukturerede og organiserede, men at de egenskaber ikke anerkendes lige så meget som at være fandenivoldsk eller som at bryde med den gængse plan.

Og det er uheldigt, siger han:

»Selv om de kvindelige studerende, der er med i vores studier, efterlever undervisningens formål efter alle kunstens regler, er der en risiko for, at de bliver opfattet som udspekulerede eller utroværdige i deres interesse for faget. Det kan få dem til at tænke, at de måske ikke skal søge arbejde i den akademiske verden, men i stedet i det private erhvervsliv, hvor der kan være en mere rimelig overensstemmelse imellem det, der er en arbejdsopgave og det, der tæller.«

Og Henriette Tolstrup Holmegaard tilføjer:

»Hvis vi vil have, at de studerende skal stille skæve spørgsmål, hvorfor er det så ikke det, der står læringsmålene? De talentfulde ender med at blive dem, der af sig selv kan aflæse de skjulte koder, og som har mulighed for at manøvrere rundt i dem. Derfor er en løbende pædagogisk udvikling af undervisere helt central på Københavns Universitet, ligesom der også er brug for at skabe en mere inkluderende undervisning.«