Hun var en ud af seks kvinder på sin årgang. I dag arbejder hun med inklusion på sit gamle institut

»Der findes ingen kvinder på Datalogi. Der findes kun mænd i dametøj.«

Sådan lyder en stående (og temmelig sexistisk) joke på datalogistudiet, hvor kvinderne i den grad er en minoritet. I 2021 var andelen 21,67 procent.

Det var ikke kun, fordi hun var kvinde på et mandsdomineret studie, at studietiden var svær for Jenny-Margrethe Vej, da hun læste datalogi fra 2010 til 2015. Hun blev nemt blev overstimuleret, og hun brugte meget krudt på at prøve at regne ud, hvad folk tænkte om hende.

Vi var seks piger, der startede på min årgang ud af knapt 200 studerende.

Jenny-Margrethe Vej

»Jeg havde konstant en følelse af, at jeg skulle bevise noget. Hvis jeg ikke lykkedes, svigtede jeg hele mit køn og bekræftede fordommene om, at kvinder ikke kan kode. Jeg havde en vanvittig ide om, hvad jeg skulle præstere, for at folk kunne lide mig. Og for at blive accepteret.«

I 2016 valgte hun at droppe ud, dels fordi hun blev tilbudt et job som it-projektleder, dels fordi hun var brændt ud. Hun var kørt sur i studierne, trivedes ikke i miljøet og ville hellere arbejde med projektledelse end at gøre studiet færdigt.

Selvdiagnose og selvaccept

Men tanken om at færdiggøre studierne rumsterede i hende, så efter fem år lod Jenny-Margrethe Vej sig indskrive igen og fik skrevet sit sidste store studieprojekt. Efter at have afleveret sit speciale, blev hun udredt for autisme og adhd og diagnosticeret med begge dele. Det kom ikke bag på hende, der sådan set allerede havde diagnosticeret sig selv forinden.

LÆS OGSÅ: Seks gode råd til neurodivergente studerende

»Jeg havde brug for at få at vide, om det var rigtigt, at jeg har adhd. Når ting bliver virkelig frustrerende eller kaosagtige, og jeg ikke kan administrere det, kan jeg i dag henvise til diagnosen i stedet for at slå på mig selv. Det hjælper at kunne sige, okay, det er ikke min skyld, det er ikke mig, der er dum.«

I sit speciale skrev Jenny-Margrethe Vej om den manglende kønsdiversitet på Datalogi, og det åbnede hendes øjne for andre mulige mangler og skævheder på universitetet.

»Min diagnose kom som en forlængelse af mit arbejde med specialet. Jeg begyndte at få større indsigt i hele universitetsmiljøet, og hvad det gjorde ved en som mig,« siger hun og fortsætter:

I dag kan jeg se, at manglen på kvindelige medstuderende og rollemodeller bidrog til min følelse af at være alene.

Jenny-Margrethe Vej

»Jeg ville søge nogle forklaringer på, hvorfor det havde været hårdt. Vi var seks piger, der startede på min årgang ud af knapt 200 studerende, så vi var virkelig en minoritet. Dengang betragtede jeg det ikke som et problem, men i dag kan jeg se, at manglen på kvindelige medstuderende og rollemodeller bidrog til min følelse af at være alene.«

Kort efter Jenny-Margrethe Vej havde afleveret sit speciale, blev hun tilbudt en stilling på instituttet som videnskabelig assistent på et projekt, hvor nøgleordene var neurodiversitet og datalogi.

Her arbejder Jenny-Margrethe Vej på at lave et modul til et obligatorisk førsteårskursus i softwareudvikling. Modulet har til formål at højne de studerendes bevidsthed om neurodiversitet, for – som hun udtrykker det – at »så et frø«.

Ideen er, at der måske er flere, som husker at være opmærksomme på inklusion, når de selv skal til at udvikle systemer.

LÆS OGSÅ: Mød gaming-branchens usynlige kvindelige pionerer og forskeren, der er ved at få kvinderne tilbage

Diversitet hele vejen rundt

Ifølge en rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet havde omkring tre procent (6.059) af de indskrevne på alle videregående uddannelser en psykisk funktionsnedsættelse i 2020.

Et andet studie viser, at mennesker med neurodivergente diagnoser er overrepræsenteret på STEM-fagene.

Det er der en god grund til, mener Jenny-Margrethe Vej, nemlig at STEM-fagene er præget af en høj grad af struktur.

»Jeg kan tydeligt se, hvordan det kan være tiltalende for studerende, som har brug for faste rammer for at opfylde forventninger. Laver du et bevis, forventer du også, at du ender med et resultat. Så er der kun tilbage at lære, hvordan man kommer derhen.«

Ifølge Jenny-Margrethe Vej er universitetet ikke gearet til at favne alle neurodiversiteter og møde deres behov i dag. En del af hendes arbejde er derfor at udbrede viden om inkluderende og tilgængeligt systemdesign.

LÆS OGSÅ: Psykologistudiet lærer dig ikke at forstå neurodivergente

»Det kan være den studerende vælger en app eller en hjemmeside, som de kender og laver en tilgængelighedsanalyse. Hvis en ordblind skal bruge appen, og bogstaverne derfor danser hen over skærmen, hvad så? Kan vi regne med, at alle studerende bare kan gå på Absalon og læse, hvad de har for?«

Én ting er, at de studerende skal lære om neurodiversitet i deres systemudvikling, men også universitetet har et ansvar, når der undervises i datalogi, mener Jenny-Margrethe Vej.

»Man skal ikke være ekspert i diagnoser for at lave løsninger til folk med adhd, autisme, eller ordblindhed. Men man skal vide, at der findes de former for neurodivergens, og man skal være i stand til at lytte, hvis man godt vil inkludere dem.«

LÆS OGSÅ: Den deprimerende sandhed er at universitetet ikke blev lavet med sådan nogle som mig i tankerne

Universitetet har fejlet

Efter at have arbejdet med inklusion inden for datalogi er Jenny-Margrethe Vej klar med en kritik af både Københavns Universitet og Datalogisk Institut:

Hverken universitet eller institut tilrettelægger undervisningen, så indlæringsmuligheder, introforløb og fysiske omstændigheder kan rumme alle.

»Hvis de fleste andre også har lidt svært ved det hele, hvordan pokker skal man så finde ud af at få hjælp? Når man er 18-20 år, er det svært at rejse sig op og sige, jeg har brug for hjælp. Ikke fordi jeg har slået mig, men fordi det gør ondt i mit hoved eller mit selv.«

Jenny-Margrethe Vej foreslår, at universitetet kan eksperimentere med at tilbyde forelæsninger alternative og mere imødekommende steder end lokaler med hårde træstole. Man kunne dele fidget-legetøj ud til de studerende eller lave forelæsninger som podcast, så de studerende kan følge med hjemmefra, hvis det er her, de koncentrerer sig bedst.

»Læringsmæssigt havde det været en fordel for mig, hvis man kunne følge forelæsninger online i en optagelse, man kunne spole frem og tilbage i. Jeg kunne ikke holde fokus ret længe ad gangen, slet ikke, hvis det var lidt svært. Men havde jeg kunnet sidde et sted og lytte med i fred og ro og pause når det var nødvendigt, så havde det været helt anderledes.«

LÆS OGSÅ: Antallet af studerende med diagnoser stiger

Allerede som studerende arbejdede Jenny-Margrethe Vej for bedre inklusion som instruktor (en ældre studerende, der underviser yngre, red.) på et kursus. Hun var den eneste kvindelige instruktor – og hun var den eneste, der havde et forholdsvis lavt karaktergennemsnit.

»Man behøver ikke at have fået 12 for at være en god instruktor. Jeg havde forstået emnet, og jeg kunne finde ud af at formidle det. Min erfaring med at programmere var dog meget lille. Hvis det begyndte at blive kompliceret, kunne jeg derfor ikke selv følge med og give svaret. Men jeg kunne sætte mig ned sammen med den studerende og sige, vi løser vi det sammen. Fortæl mig, hvad du vil gøre.«

Og den tilgang har Jenny-Margrethe Vej taget med sig i sit arbejde som ansat på universitetet i dag. For på Datalogi findes både kvinder, mænd, ikke-binære og transpersoner. Samt ikke så få neurodivergente studerende.