Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Studieliv
Tour de chambre — Du kan feste hele din studietid igennem på Rigshospitalets Kollegium, så længe du er klar til at tage din tørn med både planlægning og rengøring.
Du behøver ikke læse medicin for at bo på Rigshospitalets Kollegium, men du kan nok ikke undgå at møde et par stykker, der gør. På trods af, at kollegiet længe har været åbent for studerende fra alle videregående, SU-berettigede uddannelser, er ret mange af de i alt 414 beboere stadig medicinstuderende, fortæller beboer Freja Kristiansen.
For dem er placeringen på Nørrebro tæt på Panum helt perfekt – men kollegiet har også en masse andet at byde på udover dets adresse.
Rigshospitalets Kollegium
Adresse: Jagtvej 120, 2200 København
Husleje: 3.400 kr.
Gennemsnitsalder: 22-23 år
Ansøgningsproces: Venteliste på kollegierneskontor.dk.
Det gælder blandt andet en masse, masse fester.
»Vi er bestemt et festkollegium, « fortæller Freja Kristiansen. »Man bliver virkelig overrasket, hvor sjovt her er.«
Festerne tæller selvfølgelig klassikerne tour de chambre, julefrokost og påskefrokost. Udover det er der »vennefester« hver eneste weekend, hvor beboerne (som navnet antyder) inviterer deres venner med til et brag af en fest inklusive opvarmning med planlagte lege. Her bliver brugt røgmaskine, diskolys og til seneste fest også UV-maling med det formål at lede tankerne hen på det ydre rum under temaet spacerave.
Kollegiet har dog også en masse andet at byde på, understreger Freja Kristiansen. Der er for eksempel fitnesslokale og tagterasse med udsigt over hele København (som, indrømmet, også bliver brugt til en årlig tagterassefest).
SERIE: TOUR DE CHAMBRE
Uniavisen besøger Københavns kollegier.
LÆS OGSÅ: Sådan skriver du ansøgningen, der får dig ind på et fedt kollegie
Kollegiet bliver styret af beboerne gennem en lang række udvalg, som for eksempel tæller skrald- og miljøudvalget, bordtennisudvalget, brætspilsudvalget og ikke mindst et udvalg, der skriver og producerer kollegiets eget blad, »Karsen«. Der er også fællesmiddage på køkkenerne og, ikke mindst, tidskrævende fællesrengøringer.
»Vi bor jo en masse mennesker sammen, så der skal gøres meget rent,« siger Freja Kristiansen. »Det er også en del af at bo på kollegiet.«
Generelt lægges der ifølge Freja Kristiansen meget vægt på, at man tager ansvar for fællesskabet. Derfor skal man for eksempel som ny beboer som noget af det første arrangere en såkaldt »fluemiddag« for de gamle beboere:
»På den måde får man lært, hvad det vil sige at være torveholder og have ansvar,« fortæller Freja Kristiansen. »Og det er noget, man virkelig får meget af her.«
Det lader til, at det er det værd for de fleste – folk flytter i hvert fald sjældent ud, før de er færdige med at studere.
»Medmindre de altså får en kæreste!« siger Freja Kristiansen.
LÆS MERE HER: Tour de chambre: Den store kollegieguide