Pandemien skubbede matematikprofessoren ud af sin tryghedszone. Nu er hun årets underviser 2025

En regnvåd morgen trådte Elisenda Feliu iført cykelhjelm og våde bukser ind på et kontor på Nørre Campus. Hun var indkaldt til et møde, men i stedet for at blive mødt med kolbekaffe og en dagsorden blev hun overrumplet af kollegaer og chefer, som fotograferede og ønskede hende tillykke med titlen som Årets Harald. Elisenda Feliu var forvirret.

»Jeg vidste ikke, at jeg var nomineret.«

Årets Harald er Københavns Universitets årlige undervisningspris, der gives til en underviser, som har gjort en særlig indsats. Alle studerende kan nominere.

Elisenda Feliu er professor i matematik, forskningsleder ved Institut for Matematiske Fag og underviser i flere kurser på Københavns Universitet. Et af dem er introkurset Matematik/Statistik – et kursus i matematik og statistik for biologistuderende på første år. Elisenda Feliu underviser i matematikdelen, hvor hun introducerer kommende biologer til matematiske modeller og metoder. Det er det kursus, der har indbragt hende prisen.

»Jeg blev chokeret. Jeg tænkte, at det måtte være en fejl. Jeg ved godt, at de studerende er glade, men jeg har jo ikke opfundet noget særligt. Jeg laver bare almindelig undervisning,« siger hun, da Uniavisen møder årets underviser på hendes kontor på fjerde sal i en af Nørre Campus’ grå betonbygninger.

LÆS OGSÅ: Prisbelønnet underviser »tager imod usikkerheder og fejl på en virkelig positiv måde«

En æske japansk kridt

Kontoret er på mange måder almindeligt: et egetræsfarvet hæve-sænke-bord, en billedkollage fra Tivolis gamle rutsjebane og en bogreol.

Jeg ved godt, at de studerende er glade, men jeg har jo ikke opfundet noget særligt.

Elisenda Feliu, matematikprofessor

Men på væggen hænger en fire meter lang, sort kridttavle – matematikernes foretrukne arbejdsredskab. De hader whiteboards, fortæller hun, og er kræsne med deres kridt. På en reol står en næsten tom æske med ekstra kraftige japanske kridt.

»Det er matematikerkridt. Jeg har slet ikke noget af det dårlige kridt. Det skal være ordentligt,« siger Elisenda Feliu, og intet slår følelsen af at gå ud af et klasseværelse dækket i kridtstøv.

I indstillingen, der indbragte hende prisen, står der blandt andet, at matematikprofessoren er god til at møde de biologistuderende der, hvor de er.

De studerende lægger blandt andet vægt på Elisenda Felius store engagement, hendes humør og evne til at sætte sig i de studerendes sted:

»Feliu er altid opdateret på de studerendes sidestående kurser,« står der, »så hun altid ved, hvor langt de er i studiet som sådan, og hvad der er vigtigst at fokusere på«.

Elisenda Feliu har vendt den klassiske undervisning kun med forelæsninger på hovedet. Hun optager teoriundervisningen i korte videoer, som de studerende ser hjemmefra, og når de så mødes og har klasseundervisning, bruger hun tiden på at lave hun øvelser på tavle i plenum. Bagefter arbejder de studerende med øvelser og diskussioner i mindre grupper. Hun oplever, at det i højere grad får stoffet til at sidde fast, end hvis hun kun stod ved tavlen og forklarede teorien.

LÆS OGSÅ: Årets underviser bruger »samme tankegang som Elgiganten«

Bageste række i Barcelona

Elisenda Feliu er opvokset i Catalonien og læste matematik på universitetet i Barcelona, hvor hun også skrev sin ph.d.-afhandling.

Men det var langt fra oplagt, at matematikken skulle blive hendes karrierevej, siger hun:

»Matematik var slet ikke i betragtning, da jeg overvejede, hvad jeg kunne læse på universitetet. Jeg kiggede på biologi, kemi, fysik og andre uddannelser inden for naturvidenskab. Dengang tænkte jeg, at matematikere levede i deres egen talverden væk fra samfundet, og det ville jeg ikke være en del af. Det var udelukket«.

Lige indtil et filosofifag i gymnasiet ændrede alt:

»Det var som om, noget klikkede inde i mig. Det der med at være helt inde i kernen af noget, at lære ting bare fordi, de er sjove at lære, det kunne jeg godt lide,« siger hun.

Kort efter mødte hun op til sin første matematikforelæsning på universitetet, som var noget anderledes, end den hun selv står for i dag.

»Helt klassisk,« kalder hun undervisningen, hvor en professor skrev på en tavle foran 200 studerende. Det passede Elisenda Feliu fint. Så kunne man kunne være anonym og gemme sig lidt på bagrækken, hvis det var det, dagsformen var til, og man kunne engagere sig i undervisningen, når man havde lyst.

Der var en stor frihed forbundet med den slags undervisning, siger hun.

»Hvis man ville til undervisning, kom man. Ville man gå rundt på Ramblaen, gjorde man det«.

Den frihed og tillid har hun taget med ind i sin egen undervisning. De biologistuderende får løsningerne på alle øvelser allerede fra første gang.

»De skal komme, hvis de får noget ud af det.«

Dengang var det ifølge Elisenda Feliu usædvanligt, at studerende færdiggjorde uddannelsen på normeret tid, men det lykkedes alligevel for hende. Da hun var færdig som kandidat, ville hun ikke væk fra universitetet og vennerne, så hun blev og skrev en ph.d.

»Der var ikke nogen stor, indre kraft, der drev mig. Det var bare en lyst til at blive i miljøet – og at jeg ikke var færdig med matematikken.«

Taler danskerne virkelig sådan?

I 2010 var håbet om en forskerstilling i Spanien spinkelt. Landet var hårdt ramt af den europæiske gældskrise. Elisenda Feliu fik mulighed for et seks måneders ophold i udlandet – valget faldt på Danmark og Aarhus Universitet.

Hun opsagde sin lejlighed, pakkede sine ting og rejste. Da de seks måneder var ovre, fik hun to postdocbevillinger, som gav hende mulighed for at blive i Danmark – først i Aarhus og siden i København.

Siden begyndte hun til danskundervisning, hvor hun blandt andet lærte høflige fraser, man kunne bruge, når man var uenige om noget. »Jeg forstår, hvad du mener.«

Det lød kunstigt, syntes hun, sådan var der næppe nogen, der talte i virkeligheden.

Til et møde mellem to institutter indså hun, at sådan taler danskerne faktisk.

»Jeg var meget overrasket over, hvordan konflikten blev løst. Sådan en situation i Spanien ville have ført til en diskussion, hvor folk talte i munden på hinanden, blev sure på hinanden og angreb hinanden.«

Hun hørte for første gang sætninger som »jeg forstår dig« og »jeg kan se, hvad du mener« – noget, der var ualmindelig i spanske auditorier.

Den danske kultur passer hende godt:

»Jeg kan lide, når ting fungerer, og når ting bliver meldt klart ud,« siger hun og tilføjer, at hun altid har været et matematisk tænkende og meget struktureret menneske.

Studerende med følelser i klemme

Kurset, Elisenda Feliu modtager undervisningsprisen for, er et såkaldt servicefag, matematik for biologer. For mange er det første møde med ligninger siden gymnasiet – og nogle gange skal brøkregningen også støves af efter en række sabbatår.

Flere af de studerende har haft dårlige oplevelser med matematik og møder faget med modstand. De læser jo for at blive biologer – ikke matematikere.

LÆS OGSÅ: Årets underviser: »Jeg siger ’det ved jeg ikke’ så ofte i timerne, at de studerende spørger ’jamen, hvad ved du overhovedet?’«

Elisenda Feliu vidste derfor, at hun var nødt til at møde de biologistuderende på en anden måde, end hun møder sine matematikstuderende.

»Med matematikstuderende bygger man alt op fra bunden. Alt skal bevises, og der er ingen black boxes. Men for biologer er matematik et redskab,« siger hun.

Da Elisenda Feliu overtog kurset i 2014, opsøgte hun derfor underviserne på Biologi for at finde ud af, hvilke redskaber de studerende manglede. Hun lavede kurset fuldstændigt om, så det passede sammen med de studerendes sideløbende kursus i populationsbiologi, og hun sørgede for, at sammenhængen var tydelig for de studerende. De skulle kunne se, hvordan de kunne bruge matematikken.

»Jeg beder dem om at stole på mig«

Elisenda Feliu ved, at mange af de studerende kæmper med dårlige erfaringer:

»Jeg fortæller dem, at det er helt normalt, at hjernen går i baglås. Det betyder ikke, at man ikke kan finde ud af det.«

Jeg beder de studerende om at stole på mig. Det skal nok give mening til sidst.

Elisenda Feliu, matematikprofessor

Der er ingen snydekoder til at forstå matematikken, siger hun. Desværre. Den eneste vej igennem er igennem, og matematik handler om gentagelse. Gentagelse, gentagelse, gentagelse.

Hun fortæller sine studerende, at der vil være uger, hvor de ikke forstår, hvad der foregår. Det er helt normalt, og de må ikke give op.

»Jeg beder de studerende om at stole på mig. Det skal nok give mening til sidst.«

Pludselig klikker det, og det er den bedste følelse overhovedet, siger hun. Når det sker for de studerende, kan hun se det med det samme.

»Pludselig lyser deres ansigter op,« siger hun og smiler »Det er fantastisk at se. Det varmer.«

En af hendes professorer i Barcelona beskrev engang oplevelsen som at male en sort væg hvid – man påfører lag på lag, og pludselig dækker det.

»Med mange fag er læring lineær, men sådan er det ikke med matematik. Man skal acceptere, at man arbejder med noget, man ikke forstår, og det er svært. Det kræver noget at blive ved alligevel.«

Pandemiens kvaliteter

Den store transformation i Elisenda Felius undervisning kom under coronapandemien i 2020, da hun indførte såkaldte flipped classroom, altså undervisning, der både er fysisk og digital.

Før pandemien oplevede hun ofte blikkene glide væk hos de studerende, når hun gennemgik teori. Hun havde selv taget onlinekurser og syntes, det fungerede godt.

Men for en selverklæret, introvert perfektionist var det grænseoverskridende at springe ud i, så først da truslen om nedlukningen kom, tog hun skridtet.

»Tanken om at optage mig selv og snakke dansk i en video var ret grænseoverskridende,« siger hun.

»Men da man begyndte at snakke om, at vi måske skulle sendes hjem igen i efteråret 2020, følte jeg, at jeg var nødt til det, så de studerende kunne lære stoffet, selvom de ikke måtte møde op.«

Selvom videoerne ikke var perfekte, fungerede de så godt, at Elisenda Feliu holdt fast i dem, da samfundet åbnede igen. Hun oplevede, at interaktionen med de studerende blev bedre. Der kom flere spørgsmål og færre tomme blikke.

Beståelsesprocenten er også steget markant:

»De seneste år har den ligget omkring 93 procent for matematikdelen alene, hvor den tidligere var omkring 80,« siger hun.

Nu laver hun en forelæsning om ugen, hvor hun gennemgår øvelser på tavlen, og resten af tiden har de studerende øvelsestimer og ser videoerne derhjemme.

»De fleste studerende er glade for, at de selv kan bestemme, hvornår og hvordan de ser videoerne.«

»Vi vil gerne gøre det godt«

En af begrundelserne for, at Elisenda Feliu er årets underviser 2025, er hendes engagement og lyst til at undervise. Men hun understreger, at hun langt fra er den eneste.

»Jeg vil gerne fremhæve hele undervisningskulturen her på Institut for Matematiske Fag. Vi taler meget med hinanden og inspirerer hinanden.«

Fordommen om, at forskere helst vil slippe for undervisning, kan hun slet ikke genkende:

»Vi vil gerne gøre det godt. Vi tænker meget over, hvordan de studerende har det, og hvordan vi kan gøre undervisningen bedre.«

Selv efter 15 år i Danmark og 11 år som underviser på samme kursus synes hun stadig, det er udfordrende at undervise.

»Det er svært at ramme 180 studerende på én gang. Derfor er det så vigtigt at være i et miljø, hvor undervisningen bliver værdsat.«