Magtspil om millioner

En lille og ved første øjekast uanselig ændring i forskningsrådsloven truer med at skabe alvorlige sprækker i forholdet mellem ledelserne på universiteterne og topforskerne, der skaffer store beløb fra forskningsråd og fonde.

En ny paragraf i lovforslaget slår nemlig fast, at den enkelte forsker og ikke universitetet, hvor vedkommende er ansat, ejer de eksterne fondsmidler, forskeren henter hjem.

Hensigten er tilmed, at midlerne i det statslige forskningsrådssystem skal gives til færre og større forskningsprojekter, hvilket forventes at gavne eliten.

Ændringerne har fået universiteternes samarbejdsorganisation, Danske Universiteter, til at protestere skarpt til Folketingets Videnskabsudvalg.
Universiteterne peger på, at hvis forskerne får ejerskab over bevillingerne, kan de forskere, der er bedst til at skaffe eksterne midler, true med at tage pengene og gå til et andet universitet, hvis de ikke får mere i løn eller bedre vilkår end kollegerne.

Det skete netop i 2008, da professor med speciale i biobrændstof Birgitte Ahring blev fyret fra Danmarks Tekniske Universitet og tog en bevilling på tre millioner kroner med sig til Aalborg Universitet.
Universiteterne risikerer dermed at have spildt store summer på indkøb af udstyr, tilpasninger af bygninger og ansættelse af personale, hvis forskningslederen pludselig tager hovedbevillingen til et forskningsprojekt med sig et andet sted hen.

Eliten sidder på pengene

En undersøgelse lavet af Heine Andersen, sociolog på Københavns Universitet (KU), i samarbejde med KU-kollegaen Inge Henningsen viser, at en lille elite af forskere sidder tungt på en stor del af forskningsmidlerne i Danmark.

Således fik 56 topforskere ud af de samlet godt 8.000 forskere, der søgte om støtte i perioden 2001 til 2006, 1,3 milliarder kroner eller godt en femtedel, af den samlede pulje i forskningsrådene.

Den ulige fordeling har fået Heine Andersen til at døbe den lille privilegerede elite videnskabens baroner.

Kongen skal lede

Jens Oddershede, talsmand for Danske Universiteter og rektor på Syddansk Universitet (SDU), vil ikke ligefrem beskrive topforskerne som baroner, men han mener, at forskere med store eksterne bevillinger uden tvivl har en fantastisk magtbase, hvis der opstår en konflikt med for eksempel institutlederen eller dekanen.

»Det er usmageligt at bruge offentlige midler som pression til at mele sin egen kage og på den måde skade universitetet. Vi repræsenterer som ledelse alle medarbejderne på universitetet, og det er deres penge vi bruger til at understøtte topforskernes projekter. Forskerne skal huske på, at de ikke kun er nået så langt i kraft af deres egen dygtighed, men også på grund af den opbakning de har fået fra universitetet,« siger Jens Oddershede.

Han erklærer sig enig i, at konflikten dybest set handler om hvem der skal have magt over midlerne. Rådsbevillingerne, der udgør over 20 procent af universiteternes samlede forskningsindtægter, er nemlig af stigende betydning.

»Vi er som rektorer ansat til at lede, men det kan vi ikke, hvis medarbejderne styrer en stor del af bevillingerne. Det vil derfor virke undergravende for den sammenhængende strategiske udvikling af forskningen på de danske universiteter, der var ideen bag universitetsreformen,« siger Jens Oddershede.

Mindre råderum

Heine Andersen, der udover at være professor på KU er medlem af Forskningsrådet for Samfund og Erhverv, forstår, hvis universitetsledelserne føler sig klemt i en vanskelig situation, da basismidlerne, altså bevillingerne fra staten til forskning som universitetet selv frit kan råde over, falder, og de eksterne midler dermed kommer til at spille en stadigt større rolle.

»Det er klart, at et system med ekstern finansiering, der gives til enkeltforskere, svækker ledelsen og giver grobund for at der kan vokse en gruppe af forskningsbaroner frem, som ledelsen må servicere bedst muligt for at de bliver tilfredse. Det står i modsætning til universitetsloven, der jo havde som målsætning at styrke ledelsen på universiteterne, men jeg mener, at det grundlæggende er et sundt princip, at forskeren kan råde over de midler, vedkommende selv henter hjem,« siger Heine Andersen.

Støt talenterne

Han mener ikke, at løsningen på eliteproblematikken er, at ledelsen overtager kontrollen med de eksterne midler fra forskerne, men at politikerne tilpasser forskningsrådssystemet, så det i højere grad støtter nye forskningsfelter og yngre forskere i stedet for at fremme en lille magtfuld elite.

»Forskningsrådenes uddelingspraksis er grundlæggende baseret på konkurrenceprincipper, og det producerer få stjerner. Vi har en fordelingsmekanisme, der strukturelt er indrettet til at skabe ulighed ud fra det bibelske Matthæusprincip; den der meget har, skal meget gives. I dag skal vi vælge den bedste, og oftest udkonkurrerer den store etablerede kanon de andre. Vi har ikke mulighed for at sige, at den forsker fik bevilget 20 millioner kroner sidste år, så nu må det være en andens tur,« siger Heine Andersen.

Han vurderer, at forslaget til den nye forskningsrådslov logisk set desværre vil forstærke eliten yderligere, fordi det fremgår af bemærkningerne, at den har til målsætning at pengene skal gives til færre og større projekter i fremtiden.

DM: Systemet må laves om

Ingrid Stage, formand for DM – Dansk Magisterforening, mener, at det optimale forskningsfinansieringssystem fortsat er, at universiteterne får en basisbevilling af tilstrækkelig størrelse, som så kan suppleres af eksterne bevillinger til de enkelte forskere.

Men i den nuværende situation, hvor basisbevillingerne er små, vil DM modstræbende acceptere, at forskningsbevillingerne i fremtiden går til universitetet og ikke den enkelte, så man fremover kan operere med ét samlet budget på universiteterne.

»Konsekvensen af en sådan ændring bør logisk føre til, at hele ansøgnings- og bedømmelsesproceduren principielt lægges om, så det er et institut, som ansøger og ikke en individuel forsker eller forskergruppe, som skal udarbejde ansøgning og bedømmes. Det er noget af en gordisk knude, hvordan det gøres i praksis, da ansøgningen bæres af, at det er gode cv’er, der ligger ved. Hvis forskerne så rejser i projektperioden, må det være universitetets opgave at finde en erstatning eller træffe aftale om fortsat projektdeltagelse med den rejste medarbejder. Uanset dilemmaet kan DM ikke se, at man kan lade den nuværende ansøgnings- og bedømmelsesprocedure på individuelt niveau fortsætte uændret og så lade råderetten til en eventuel bevilling overgå til institutionen,« siger Ingrid Stage.

Pengene tilhører universitetet

Leif Søndergaard, AC-fællestillidsrepræsentant og lektor på Biologisk Institut på Københavns Universitet, mener ikke at dilemmaet set fra et personalepolitisk perspektiv er så stort, som nogen gør det til.

»Forskerne får deres bevillinger i kraft af, at de er ansat på universitetet, og institutlederen skriver under på kontrakten med forskningsrådet og forpligter sig dermed til at projektet gennemføres. Bevillingen tilhører således universitetet og ikke den enkelte forsker,« siger han.

Leif Søndergaard tilføjer, at det er universitetet, der beslutter, hvem der skal ansættes på eksternt finansierede projekter, og at institutledelsen derfor er forpligtet til at overholde almindelige etiske principper.

»Det betyder, at ledelsen ikke bare kan fyre blandt de fastansatte forskere og samtidig hyre nye midlertidigt ansatte forskere til forskningsprojekterne. Ledelsen skal undersøge om de, der har mistet jobbet eller andre blandt de fastan-satte, kan gå ind og deltage i projekterne. Det skal selvfølgelig ske i dialog med forskningslederen, og universitetet kan for eksempel heller ikke sige ’ups, vi manglede lige nogle penge til at få malet væggene på instituttet’, og så pludselig tage driftsbevillingen fra et projekt,« siger Leif Søndergaard.

Tosset forslag

Svend Hylleberg, dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet (AAU), har selv tre forskere på sit fakultet med meget store bevillinger, som han venskabeligt kalder baronerne. Det skaber dog ikke problemer, da de ikke isolerer sig, og deres forskning ligger inden for fakultetets strategi.

Til gengæld kalder Svend Hylleberg planerne om at give forskerne ejerskabet til midlerne »det rene tosseri«.

»Det vil betyde, at forskerne kan shoppe rundt mellem universiteterne, og at vi dermed risikerer at komme til at overbyde hinanden. Det har vi simpelthen ikke råd til i Danmark,« siger Svend Hylleberg og fortsætter:

»Den enkelte bevilling bliver større og større, så fakultetet må opbygge en infrastruktur, der kan bære. Det kræver, at vi er villige til at løbe en stor risiko. Hvis det går galt, og vi mister bevillingen, betyder det ubehagelige nedskæringer og afskedigelser.«

Karriereskifte et mønstereksempel

Det vakte en del opsigt, da professor Lene Lange i 2008 forlod jobbet som leder af Biologisk Institut på KU til fordel for en stilling som prodekan for forskning på De Ingeniør,- Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter på AAU.

Hun mener, at det foregår i god ro og orden i langt de fleste tilfælde, når forskere skifter fra et universitet til et andet, hvilket også var tilfældet, da hun selv skiftede job.

Hun havde været på KU i blot halvandet år og havde til sin egen forskergruppe kun hjemtaget nogle mindre bevillinger, som uden problemer blev flyttet til AAU, da der ikke var andre på Biologi på KU, der havde tilsvarende erfaring og kompetence. En af koordinatorerne flyttede samtidig til Sverige fra KU’s Biovidenskabelige Fakultet (Life), og han fik også sin del af pengene med. Hun tilføjer, at forskningsrådene også har mulighed for at trække en bevilling tilbage, hvis forskeren helt stopper, og der ikke er andre med den nødvendige kompetence til at fortsætte projektet.

»Forskningsrådene bevilger pengene på baggrund af forskernes kompetencer og kvalifikationer; og da offentlige penge skal bruges til det, de er bevilget til, så må det grundlæggende princip være, at pengene følger forskeren. Det er ikke klogt at stavnsbinde folk til at være på den samme arbejdsplads i 20–30 år, hvis man vil holde et forskningsmiljø levende. Forskere søger derhen, hvor deres forskning kan blomstre og de kan udfolde sig – ikke nødvendigvis efter pengene, da det koster i forskningshøjde at flytte miljø. Det tager tid og kræfter fra fremdriften,« siger Lene Lange.

Hun tilføjer dog, at loven ikke skal være så firkantet, at det er umuligt at håndtere undtagelser og gennemføre rimelige forhandlinger. Det kan for eksempel være, hvis institutionen har investeret store summer i infrastruktur på et projekt, eller projektet er så langt henne i forløbet, at flere ansatte er godt indlejret i instituttets forskningsmiljø.

Stadfæster blot praksis

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), men hendes pressechef henviser til de to svar ministeren har givet til Videnskabsudvalget i forbindelse med sagen.

Hun oplyser, at spørgsmålet om, hvem der burde have ejerskabet til forskningsrådsbevillinger – forskeren eller universitetet – er blevet drøftet i forbindelse med de politiske forhandlinger om revision af forskningsrådsloven.

Der var enighed om at stadfæste den nuværende praksis, hvorefter ejerskabet er hos forskeren.
Hun henviser til universitetslovens bemærkninger hvoraf det fremgår, at en forskningsrådsbevilling udbetales til universitetet uden at institutionen får ejerskab til bevillingen. Ejerskabet er hos forskeren, men universitetet har ansvaret for forvaltningen af bevillingen.

Ændrer retstilstanden

Ifølge Jens Oddershede er det den absolutte hovedregel, at universitetet og forskeren finder en praktisk løsning, når en forsker ønsker at tage en bevilling med til et nyt ansættelsessted. Der har dog ofte været optræk til konflikter, men man har netop fundet en løsning, fordi det ikke er fremgået klart af loven, hvem der ejede midlerne.

Danske Universiteter fastholder, at lovfæstelsen af praksis ikke blot vil være en teknisk præcisering, men derimod en ændring af den reelle retstilstand, som tilmed er i modstrid med bemærkningerne i universitetsloven, der fastlægger, at eksterne forskningsbevillinger gives til universitetet, som også er ansvarlig for forvaltningen.

Jens Oddershede tilføjer, at det kan medføre en mere restriktiv politik over for forskeres adgang til at søge eksterne forskningsmidler, hvis lovændringen gennemføres.
Det forventes, at den nye forskningsrådslov bliver vedtaget af Folketinget i starten af juni.

clba@adm.ku.dk