Politikere begræder hyppige ministerskift: Det skader uddannelser og forskning

Siden Jens Henrik Thulesen Dahl blev valgt ind i Folketinget i 2011 og blev Dansk Folkepartis uddannelses- og forskningsordfører, har han skullet forhandle med otte forskellige ministre.

Havde han også siddet på Christiansborg i den foregående valgperiode, havde tallet været ti.

Dermed er uddannelses- og forskningsministerposten – sammen med posten som fødevareminister – det hverv, der er gået mest på skift på Christiansborg over de sidste ti år. Det fremgår af en opgørelse, som Videnskab.dk har lavet.

Senest har Ane Halsboe-Jørgensen (S) givet stafetten videre til Socialdemokratiets nu forhenværende politiske ordfører Jesper Petersen, efter hun selv erstattede Joy Mogensen som kultur- og kirkeminister.

LÆS OGSÅ: Jesper Petersen er ny uddannelses- og forskningsminister

Ifølge Jens Henrik Thulesen Dahl er de mange ministerskift ikke bare et kuriøst faktum. De har reelle konsekvenser.

»Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, for det er det lange seje træk, der gør forskellen,« siger han.

Det er utroligt uhensigtsmæssigt

Helge Sander, tidligere minister for videnskab, teknologi og udvikling, V

»Det udfordrer kontinuiteten. For eksempel har vi lige indgået en stor aftale om udflytning her før sommerferien. Den nye minister kan selvfølgelig godt læse, hvad der står i aftalen, men han ved ikke, hvad der er foregået i forhandlingsrummet, og den forståelse, man har med hinanden, kan ikke bare overføres. Så der er pludselig nogle snakke, man skal have en gang til.«

Skiftene er ikke bare irriterende for de ordførere, der skal fremføre deres pointer på ny, de svækker også de miljøer, som deres politik skal gavne, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Han giver et eksempel:

Igennem de seneste år har en af Thulesen Dahls mærkesager været at forbedre forholdene for studerende med handicap. Det er ikke en sag, som naturligt påkalder sig opmærksomhed, så ordføreren skal efter eget udsagn få ministeren til at forstå problematikken, inden han overhovedet kan fremsætte et beslutningsforslag.

»Der bliver jeg lidt slået tilbage i Ludo, når der kommer en ny minister,« siger han.

Synd for samfundet

Stinus Lindgreen bruger det samme ord som sin kollega: ærgerligt.

Han siger, at lange lys og holdbare visioner er en forudsætning for solid forskningspolitik, om ikke andet af den simple årsag, at forskning tager tid.

»Og det er klart, at ministrene ikke kan handle ud fra sammenhængende visioner, når de ikke er helt nede i materien. Det er synd for ministeriet, for forskningen – og i sidste ende for samfundet.«

Stinus Lindgreen har kun været forskningsordfører for Radikale Venstre siden folketingsvalget i 2019, og han har derfor endnu ikke oplevet ministerskiftenes efterdønninger i mødelokalerne.

LÆS OGSÅ: Forskeren, der blev politiker, fordi han savnede videnskabelige stemmer på Borgen

Men han har mærket dem som forsker. Før han trådte ind på Christiansborg, forskede han i bioinformatik, først på Københavns Universitet, så på Steno Diabetes Center og senere i Lundbeck, og dengang frustrerede det ham også, at nye ministre konstant kom til med nye visioner og ideer, siger han.

Der bliver jeg lidt slået tilbage i Ludo, når der kommer en ny minister

Jens Henrik Thulesen Dahl, uddannelses- og forskningsordfører, DF

»Forskning tager tid, du kan ikke lave noget på et enkelt år. Miljøer skal have en retning at pejle efter, og der skal være en ensartethed i bevillingerne. Hvor mange midler kan man for eksempel få til fri forskning? De mange skift skaber en zigzagkurs, som man ikke bare kan tilpasse sig i forskningsmiljøer. Der er brug for mere tid.«

Tid havde Ulla Tørnæs ikke meget af.

Hun er en af de ti uddannelses- og forskningsministre, som Danmark har haft de seneste 11 år, og hun nåede ikke engang at se kalenderåret skifte fra sin taburet: Hun var minister fra 29. februar til 28. november i 2016.

Hun siger, at stofområdet ikke var fremmed for hende, blandt andet fordi hun tidligere havde været undervisningsminister.

Men hun begræder, at hun ikke fik mere tid på posten:

»Det er problematisk, at embedsværket skal bruge kræfter på at sætte en ny minister ind i området frem for at lave politik. Det er jo et stort område med mange institutioner og interessenter,« siger hun.

»Selvfølgelig ville jeg ønske, at jeg selv havde været uddannelses- og forskningsminister i længere tid. Når man bliver udpeget som minister for et område, så brænder man for at gøre en forskel, og det har man ikke samme mulighed for at gøre, når man sidder der i så kort tid. Det giver sig selv.«

Én minister i et lille årti

Det er opsigtsvækkende, at svingdøren har været på overarbejde i netop Uddannelses- og Forskningsministeriet siden 2010. I 00’erne stod den nemlig helt stille.

Her regerede Venstrepolitikeren Helge Sander i næsten et årti som minister for videnskab, teknologi og udvikling, fra Anders Fogh Rasmussens valgsejr i 2001 til en ministerrokade foretaget af Lars Løkke Rasmussen i 2010.

LÆS OGSÅ: Helge Sander forandrede universiteterne totalt og fortryder intet

Det betød ikke, at han blev en højtelsket minister i forskerkredse, tværtimod anklager mange forskere ham i dag for at introducere en markedstænkning og topstyring, der ifølge dem har taget overhånd på universiteterne.

Men det gav ro, at han havde posten så længe, vurderer han selv.

Det handler om fremtiden, og hvad vi skal leve af

Ulla Tørnæs, uddannelses- og forskningsordfører, V

»Jeg ved godt, at det ikke var alle, der var lige begejstrede for mig hele tiden, men jeg tror, de fleste var glade for den stabilitet, det gav, at man vidste, hvor man havde ministeriet,« siger han.

»En ting er ministeren, men embedsværket får også en anden baggrund at arbejde ud fra, når man kender retningen, i stedet for at man hele tiden skal lytte efter nye signaler. Derfor er det utroligt uhensigtsmæssigt, at der har været så mange skift.«

Ifølge Helge Sander bevarede han ministerposten så længe, fordi daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen satsede offensivt på forskning. Han ville, som han sagde, have forskerne ud af elfenbenstårnet og omsætte viden til samfundsnytte. »Fra tanke til faktura,« lød credoet.

Og visionerne blev – uanset hvad man måtte mene om dem – ført ud i livet under Helge Sander. Politikerne investerede i forskningen og gjorde den mere kommercielt orienteret.

Når de senere ministre ikke har fået tiden til at følge visionerne til dørs, er det ifølge Helge Sander et udtryk for, at uddannelse og forskning ganske enkelt ikke prioriteres på Christiansborg.

Det er en analyse, som de nuværende ordførere deler: Stinus Lindgreen siger, at skiftende regeringer har nedprioriteret forskningen – og at den nuværende regering ikke lader til at interessere sig for emnet.

»Jeg kan ellers ikke pege på nogle ministerier, jeg hellere vil sidde i,« siger han.

Jens Henrik Thulesen Dahl siger det samme:

»Jeg synes, det er en af de allervigtigste poster, men det er også et af de mindst profilerede områder. Det er ikke den minister, som bliver hørt mest, og som befolkningen har mest fokus på. Hvis man tænker på sin politiske karriere og gerne vil op i hierarkiet, så kan jeg godt se for mig, at det ikke er den post, man går efter«

Også tidligere minister Ulla Tørnæs er klar over, at uddannelses- og forskningsministerposten ikke nyder samme anseelse som andre stillinger i regeringen.

Men hun forstår ikke, at det er sådan:

»Jeg er fuldstændig fundamentalt uenig i, at uddannelses- og forskningspolitik skulle have mindre betydning end andre områder. Det handler om fremtiden, og hvad vi skal leve af.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra statsminister Mette Frederiksen eller politisk ordfører for Socialdemokratiet, Jeppe Bruus.